Monthly Archives: november 2012

Lidt tryl har aldrig skadet nogen

Der skal ikke så meget til at charmere de danske damer, og sikkert også visse herrer. En fyr, som er økonomisk på røven, har oprettet en facebook fanpage – hvor han inviterer folk til at lade ham komme forbi og lave mad til dem, for deres egne penge, imens han så også selv spiser med. “I will cook for food” fænomenet er yderst populært, hvis man tæller likes på facebook i hvert fald.

Ok, det vil jeg fandme også ha’ del i, så sådan her bliver det, København: “Jeg vil trylle i dit køkken og se dit tv.” Jeg sætter mig for at spare på mange af mine faste udgifter det næste år, så jeg hurtigere får råd til en giga rejse (eller en ny cykel og ret mange øl) – men det her kan blive din gevinst! Nej, du kommer ikke med på rejsen godt nok, men der er vel ikke grund til at blive grådig heller, vel?

I stedet er reglerne simple, du er måske skide interessant, måske er du ligefrem dyre-elsker med en spændende samling, du er måske endda også lidt sjov (det gælder ikke, hvis du kun selv synes det), måske er du sygeplejerske med god humor, måske er du TDC medarbejder med humor (statistisk kan det vel ske), eller måske er du svedig Crossfit-tosse, men uanset skal du bare have et køkken i hvert fald. Du sender mig en dato og en dosmer-seddel og smider et passende beløb over på min netbank, så klarer jeg indkøb og madlavning. Jeg ved hvad der rører sig inden for god madlavning, og du har for tiden garanteret den store fråder over stenaldermad og rawfood eller stenbiderrogn og champagne, og alt det skal du så skrive ned på sedlen til mig. Det vil være komplet ligegyldigt godt nok, for det jeg vil købe til alle, der melder sig til, det er macaroni, hakket oksekød, røde pølser og tomat puré på flaske – og voila, 15 min. senere er der homemade “færdselsuheld” på dit bord. Det er jo tryl og ren magi.

Efter et mættende måltid (mest fordi jeg af en eller anden årsag altid laver den ret til 6 personer by default), så knapper jeg en øl op og du vasker op. Hey hey, jeg er bestemt ikke dårligt opdraget … jeg har naturligvis selv taget øl med til mig selv. Og for at slå ham kokketossen, der er så populær for tiden, så krydrer jeg lige aftenen med et par timers tv-kiggeri (jeg sparer på tv-pakken på min egen adresse, og du får en cool fyr at se tv med. WinWin.) Og inden jeg går, synger jeg dig en lille kvæde og stikker dig en highfive som tak for mad.

Hvis der er nogen af jer derude, som tænker at det her kunne blive et lige så stort hit som “I will cook for food”, så skal I denondenfløjteme være noget så velkomne til at kommentere her på siden, like, dele og alt det andet rare, I kan med den her blog.

Peace out, I er for lækre!