Ja, undskyld, Rikke, overskiften er nok en lillebitte smule ladet. Men læs videre, der er mening med galskaben.
I dag læste jeg Rikke Grosells interessante og super velskrevede artikel i Information omkring frustrerede kvinder tæt på de 40 (Læs den her). Rikke er cand.pæd.psyk, frustreret singlekvinde og 38 år. Jeg er tekstforfatter, undrende singlemand og 37 år. Skal vi ikke lige snuppe en rask lille debat bare for hyggen, det tror jeg nok, vi skal.
Den nævnte artikel kommer godt rundt om parforhold, praktiske forhold, seksualitet og ikke mindst udfordringerne ved at være nået til et sted i livet, hvor alvoren sætter ind. Og hvor gå-på-modet sætter ud. Åbenbart. Tillad mig, at smide et par tanker ind i puljen.
Kærlighed ud fra convenience
Det er super let at springe fra kærligheden, når der er et eller andet, der er besværligt. Og frustrationerne kommer lettere nu end nogensinde før. Den der snigende frustration, som når man opdager, at man skal stå i kø i mere end 2 minutter i 7/11.
De sidste 5 år har jeg været igennem 6 kærester i 30’erne, ja, der var blot tale om kortere forhold, som sluttede inden de for alvor rodfæstede sig. Derudover har der været en række dates og de mere løse, seksuelle bekendtskaber. Jeg er ikke ukendt med kvinder i 30’erne, det er det jeg prøver at sige.
Jeg er garanteret heller ikke selv skide let at leve sammen med. Krævende er nok et af de ord, jeg har hørt om mig selv flest gange på den konto. Jeg ved dog, at mine egne styrker langt mere er forankret i menneskelige relationer og kærlighed, end om jeg kan stå som pensionist og vise en fin liste af marathonløb, alene-rejser og 25 års guldpinden fra klubben “Vi står på egne ben – fuck kærester!”.
Min sidste kæreste havde en lap papir hængende på opslagstavlen. Herpå stod et mantra, som hun mindede sig selv om, hver morgen når hun gentog det igen og igen foran sig selv i soveværelsesspejlet. Lad os kalde det Ole H. syndromet. Og ja, hvis det virker så virker det. Men hvad nu hvis, og ja jeg mener naturligvis kun hvis, at man lige fik banket lidt tro på sig selv ind i skallen, som omhandlede at man havde styrken til at fungere i et forhold i stedet for. Måske parforholdsfrustrationen ville få trænge kår.
Kvinden har sejret sig selv ihjel
Udadtil er kvindernes sårbarhed åbenbart ikke en egenskab, de kan bruge til ret meget, hvis man skal tolke på dem, jeg har mødt. Trods at sårbarhed er en kendt nøgle til mange af livets facetter, der driver selvindsigt og flytter grænser. I stedet er det blevet til en udbredt tendens, at “bevise” at man som kvinde er stærk nok til at “vælge kærligheden fra”.
Problemet er bare, at det er en rendyrket Kejserens Nye Klæder effekt – det er en surrogatværdi, som ingen reel værdi har. Jo, hvis du har papir på, at du er patologisk forholdsafhængig, så fair nok, tag en slapper. Men er du et normalt intelligent og ellers velfungerende, socialt individ, så kunne det godt være, at din styrke ikke måles på beviset for, at du kan “stå på egne ben”. Især ikke hvis du samtidig tror, at du hviler i dig selv på den måde. Det gør du nemlig ikke.
Jeg går ind for ligestilling! Det ser jeg som en selvfølge, ligesom jeg går ud fra, at vi alle er lige værdige uanset race, om man kysser med det modsatte køn eller sit eget. Men ligestilling er for mig ikke, at vi skal til at kopiere hinandens biologiske mønstre og behov, blot for at vi kan fornemme vores egen indre styrke som ligestillede. Vi er mennesker, vi skal leve sammen, vi skal formere os, vi skal leve af kærlighed. Hvornår blev det lige en styrke at rende væk fra den?
Dengang mor og far var unge
For 40 år siden eller ca. deromkring, før vores forældre fik os, der kan man sgu tale om mod på kærligheden. Man reagerede og stod ved sine valg. Ingen sms’er, snapchats, facebookanmodninger, google-søgninger, linkedin tjeks og emails. I dag er vi koblet på og juicet op fucking altid. Møder vi en flirt i byen er det endda normalt at give vedkommende et forkert telefonnummer med vilje. Fordi det er sjov og spas. Og fordi vi ved, at Ove S. havde ret – der kommer altid en sporvogn mere. Og metroen kun med 3 minutters mellemrum.
På samme måde holder det os også i en noget besværlig konstellation. Gennem årtier vænner vi os til, at kærligheden er flygtig, at den er besværlig, og vi vil satme ikke miste os selv. Men mon ikke vi rent faktisk mister os selv lidt, hver gang vi dukker os, gemmer os og siger: “Jeg skal bevise, at jeg er stærkest alene”. Havde min ekskæreste hver morgen i spejlet sagt: “Jeg tør, jeg kan, jeg vil – kærligheden”, så var situationen måske en helt anden. Og frustrationen måske formindsket.
Så ja, Rikke, der er ikke meget brugbart gemt i den frustration der. Men hvad nu, hvis vi mænd lover, at vi blot er mænd. Og I kvinder lover, at I bare er kvinder. Måske vi så kan vende skuden. Sammen.
Onkel S Blog 