Vi har dog passeret det med at være bange. Vi skider direkte i bukserne af skræk nu. Det er ikke et kønt synt. Det stinker faktisk.
Danskerne har fået en kollektiv hjerneblødning. Vi aner pludselig ikke, hvem vi er.
Så vi er gået i gang med at få det defineret. Udvalg på udvalg og kanon på kanon kan ikke gøre det. Der må mere til. Hele tiden. For vi er så usikre på os selv. Hele tiden.
Det krampagtige og desperationsdryppende fokus på at definere danskhed bliver så navlebeskuende og snæversynet, at det lammer fornuften til at kunne fungere i den hverdag, vi befinder os i. Vi bliver pinlige. Og skammelige.
Mening med galskaben er forlængst erstattet med frygt. Frygt for at vågne op og være tilintetgjort. Udslettet som folkefærd. Vi burde nok gå til psykolog og arbejde med os selv. Men det ville dog først kunne ske, når vi ikke længere var i fornægtelse. Det er svært at hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes.
Ofte er vi endda lige som den patetiske dreng i skolegården, der er så usikker på sig selv, at det eneste han kan trives ved, er at pege fingre af andre. Det har vi så gjort til en nationalsport. Så har vi da det at samles om. Der skal satme peges fingre. Helst af “de fremmede”. Fordi det er lettere at finde en syndebuk, som angiveligt har stjålet danskheden fra os – end at se i øjnene, at vi mistede modet, da vi opdagede, at verden hele tiden er i forandring.
“Survival of the fittest”. Nok ikke os. Vi ville først skulle nedsætte et udvalg og have en folkeafstemning, så vi i samlet flok kunne gå i stå. Og dø, men dø med danskheden i behold!
Vi har en nationalfugl. Den kan brække en arm. Siges det. Vi bruger den dog ikke til andet end tidsfordriv, når vi en lørdag eftermiddag hver 5. år fodrer den med muggent brød. Ren national kærlighed.
Vi har også en nationalsang. Den bruger vi dog kun, når fodboldholdet skal på plænen – og så nytårsaften, hvis vi ikke er for fulde.
Men for fanden, vi kan ikke fungere i 2014 som moderne land, hvis vi ikke har en nationalret også!
Fordi vi er så skidehamrende bange for, at det at være dansk er noget, der kræver en indsats fra os selv. Alt skal i kasser, så vi kan definere os ved at distancere os. Der er en vis tryghed i at være dansker først, og så menneske dernæst.
Hvis man kunne kåre nationalretten ud fra det, der blev solgt mest i butikkerne, hed den nok i stedet noget med Knorr. At være minister i DK i dag handler om rendyrkede PR indsatser og nul og niks om rent faktisk at gøre den store forskel. Klæde os på som mennesker, der kan noget. Og ikke tro at danskhed er en bom ved grænsen.
Flæskesteg, medister, frikadeller … knap så meget bøf og grøntsager, fordi det spiser “de fremmede” også. Og det var jo dem, der stjal danskheden fra os.
Paradoksalt nok har vi i Danmark en notorisk dårlig historik, hvad angår dyrevelfærd i landbruget samt sundhed i køledisken. Smukt, ikke? Er vi først danskere, når vi har blåstemplet hele dårligdommen, som en national redningskrans?
Danskhed er menneskehed, fat det nu.
Og skru så ned for desperationen, dansker, du hviler ikke i dig selv længere.
Onkel S Blog 