I dag er bloggen ikke et satirisk stykke hyggeharme. I dag er det tid til et opråb. Det politiske landskab bekender kulør over en bred kam. En depressionskulør, som vidner om et dystert fremtidssyn. Og valget er endnu ikke udskrevet.
Men lad mig starte med dyrene.
Der går vel nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke har set et eller andet klip, link eller underskriftindsamling fra folk jeg kender, folk på facebook, celebrities osv. mod den dårlige behandling af dyr. Det er noget, næsten alle er villige til at slå et slag for. Vilde dyr, dyr i fangenskab, dyr i industrien, i køledisken og derhjemme på sofaen. Vi vil gerne bevise, at vi er mennesker og ikke blot dyr. Det er jo bestemt svært ikke at støtte.
Dyrene skal have det godt.
Vi skal tage vare på dyrene. Det er ikke blot sund fornuft og god karma. Det er også politiske (populistiske) dagsordener. Dyresex kom pludselig på alles læber. Som et led i en personlig branding-proces mere end en løsning på en stor brist i samfundet. Sådan kan det i hvert fald opfattes. Og i befolkningens øjne kræver det et ramaskrig, når videnskaben tester på dyr, når hajfinnesuppe er lig med en yderst forfalden moral, når Zoo nedlægger en giraf, når cirkuser rejser landet rundt med dresserede vilde dyr i et ufrivilligt underholdningsmorads. Og en million andre sager. Om dyr.
Der agiteres vidt og bredt, dagligt, for mere og bedre dyrevelfærd. Det er vigtige emner. Og de skal frem!
Men hvorfor kan der ikke agiteres lige så ofte, lige så passioneret og lige så dedikeret for behandlingen og livskvaliteten for os mennesker. Mennesker på kryds og tværs – vi skal også have det godt. Det er der mange, der virkelig ikke har. Men de kæmper deres egen kamp, de lever jo stadig.
Hvornår blev det pludselig lettere for gennemsnitsdanskeren at dyrke empatien og sætte sig ind i, hvordan alle aspekterne er omkring dyresex og dyrets tarv i den forbindelse, end det er at sætte sig ind i, hvordan et menneske som er endt i en klemme i samfundets lavere rækker har det inden i – og hvad der skal til for at bryde cirklen?
Den brede politiske retorik er klar og tydelig:
“Spørg ikke, hvad du kan gøre for indvandrere og arbejdsløse. Spørg, hvad de kan gøre for dig.”
Venstre kører en kampagne med uhyrlige beregninger, der fortæller hvor godt en familie på kontanthjælp sidder i det, fordi de suger statskassen flad. De er virkelig ved muffen! Hmm really?
Socialdemokraterne kører en kampagne, hvor den altoverskyggende agenda op mod et forestående valg er at prioritere stadfæstelsen af det faktum – at indvandrere som kommer hertil denondenfløjteme skal ud og arbejde! Dét må der bare ikke herske nogen tvivl om. Er det virkelig det vigtigste synspunkt (standpunkt) lige nu? Flot prioriteret valgkamp …
Og DF … ja, DF kører samme stil som de altid har gjort.
Så er der selvfølgelig en række andre partier, som også er fremme med forskellige synspunkter, som heldigvis nogle gange kan være en værdig modpol til de store partiers mærkværdige prioriteter.
Imidlertid fyldes vi danskere med en ny Danmarks-orden. Os mod dem. På kryds og tværs. Skulle det være et adelsmærke som fremtrædende politiker at have egenskaben til at opløse i stedet for at samle? Ikke i min bog.
Derudover elsker både politikere og den brede offentlighed at tale om kroner og øre – og gennempresse en moralisering, som ikke bør finde sted, efter man har forladt folkeskolen.
Blandt andet et forslag om at trække et par hundrede kroner om måneden fra kontanthjælpsmodtagere. Fordi de er jo folk, der nærmest stjæler af kassen. Ikke et ord om at stramme skattepolitiken overfor de horder af virksomheder, danske såvel som internationale, som på dansk jord gør aktionærerne glade, imens skattefar (og den brede befolkning) er lidt til grin.
Heller ikke et ord omkring de mange helt igennem hul-i-hovedet investeringer, som staten selv står bag. Hvor millioner og atter milloner af kroner vælter ud af vores fælleskasse. Det er sket på baggrund af forskellige faktorer, bevares, men ofte er en af de faktorer inkompetence.
Ekstraregningen for et stykke afholdt Melodi Grand Prix, 70 millioner-ish. Ekstraregningen for de notoriske IC4 tog, tør jeg slet ikke gætte på. Et nyt Rejsekort-system, som det netop er offentliggjort aldrig har chancen for at tjene sig selv ind – dermed står vi med millioner af kroner, som skal kradses ekstra ind der. “Nå, hovsa”. Metro-byggeriet i Hovedstaden er endnu et eksempel på ekstraregninger, der vokser. Skyhøje ekstraregninger. Hvem skal betale? Du og jeg. “Nå, hovsa”.
Men det vigtigste er åbenbart at bruge kampagnebudgetterne på at minde os alle sammen om, at folk der ligger ned skal vi træde på (eller som minimum pege fingre af), førend vi bruger hovedet på andre løsninger, der kunne gavne fællesskabet lidt bedre.
Det virker helt skævt.
Nogle gange ville jeg ønske, at vi blot var simple dyr. Så ville der om ikke andet blive kæmpet en brav kamp på vores vegne. Selv fra fremmede og arbejdsløse.
Onkel S Blog 