Onkel S Blog

Ja, hvilken type er du? Jeg er ikke bleg for at slå et slag for overspringshandlingerne, der er fandme så mange helse- og sportsfreaks i verden, der dagligt vrider din samvittighed som en sølle karklud – og fortæller dig, at du kun kommer i Himlen, hvis du konstant fiser op og ned af Amager Strandpromenade, har meldt dig til Kettlemania, KænguruCross eller nyder at blive ramt af en anden mands sved til lyden af Flashdance i Fitness World. Men hvad mange simpelthen helt undgår at give credit til, det er da det engagement, der ligger i at være skarp nok i pæren til at blive ved med at opdigte nye undskyldninger for, hvorfor det nok er det bedste lige at skubbe en træningstur til lidt senere. Eventuelt en helt anden dag.

Bevares, man skal ikke være total slatten og helt ude af form, man har vel et eller andet sted en forpligtelse overfor det modsatte køn, det er klart. Men lad os nu lige have ro til også at nyde at smide fødderne op – og lave ingenting. Eller bare noget, der er marginalt sjovere end altid at definere sig selv ud fra, hvor mange dage man har trænet i denne uge. For hvis det er topmålet for indhold i dit liv og identitet, så er du altså lidt for kummerlig kedelig i min bog.

Til jer der lige mangler lidt inspiration til at finde på undskyldninger for at skubbe træningen, kommer her lidt guldkorn.

Blæst. Og regn. Ja, selv bare hvis det ser ud til at skyerne muligvis er på vej til at trække sig lidt sammen ud på dagen, det kan jo med det samme give en klar indikation om, at det sgu da nok ikke lige er i dag, du skal flexe i fuld flor. En anden undskyldning, der er vold-valid, det er hvis du bare ikke lige fik sovet så godt i nat. BOM sagde det. Du bliver hjemme. Andre gange kan du også opleve i løbet af dagen, at du lige har siddet lidt skævt ved bordet på jobbet, så du bliver bare sådan lidt øm i nakken. Så kan du heller ikke træne. Hvis du har en eller anden aftale med et andet menneske i morgen, så husk “det er nok faktisk bedst, at jeg er helt klar i morgen, så jeg må hellere vente med at træne”. Ofte kan man også pludselig komme i tanke om, at man da snart skal have vasket tøj – bare det at den tanke har manifesteret sig i pandelappen, så skal du blive hjemme. Og finde på en undskyldning for først at vaske tøj en anden dag. Kan I se det, det kræver altså engagement det her, én dårlig dag og vupti så sidder du i fitness-saksen igen, så hold fast!

Bare rolig, der er gode undskyldninger alle vegne, det er bare op til dig at grave dem frem. F.eks. oplevede jeg forleden følgende scenarie: Jeg havde sovet dårligt om natten, og havde i det hele taget svært at komme gennem arbejdsdagen. Men jeg har jo det her fitnessfokus hængende som en kæde om halsen til lige at minde mig om, at hvis jeg vil noget i livet, så foregår det jo nok i løb. Så jeg kommer hjem fra job og tænker, at så må jeg gå ironman med det samme. Så jeg klæder om, får træningsgearet på, og da jeg sidder på sofaen og er ved at snøre løbeskoene fra Marathon Sport fanges mit blik af tv-skærmen. Fandme om ikke de viser det afsnit af Venner, hvor Rachel og Ross finder sammen igen. BOM sagde det, så kunne jeg jo ikke løbe nogle steder.

Go’ vind, derude!

Det er en ganske særlig type kriminel, jeg kender. Det er den almene dansker, som pludselig ser rødt. Typen med retfærdigheden i ryggen selvsagt. Det er sgu nogle gange lidt svært lige at debattere almindelig moral og etik med den slags mennesker. Og min åbenlyse laissez-faire attitude i øjeblikket (mest i håb om at det mirakuløst bliver til en ren imaginær hændelse, hvis jeg ignorerer det) har direkte endt med at napse mig i nummi. Og nummi har det altså bare bedst uden naps.

Det hænder, at jeg eskorterer et bestemt fruentimmer rundt i forskellige supermarkeder. Det gør jeg gerne, men det er primært fordi jeg automatisk kæder det sammen med, at jeg så kort efter sikkert får noget at spise. Så primitiv er jeg. Bevares, når vi går der og fylder kurven sammen, så er det sgu da også ret hyggeligt egentligt. Der bliver grinet, pjattet og det hele er fryd og gammen – og de andre kunder bliver i al hemmelighed vurderet og talt om på det skammeligste (sorry!). Det er som om, jeg træder ind i en form for Bilka-hypnose, og det ender altid med, at jeg lader paraderne falde og ikke aner, at jeg går direkte i en fælde. For når vi så står ved kassen bliver det med ét ret uhyggeligt. Ikke pga. prisen på varerne, som man skulle tro. Nej pga. den der retfærdighedssans, der svulmer op i hende og manifesterer sig. Ja, jeg bliver sgu bange for hende, det er jeg ikke bleg for at indrømme. Så jeg lystrer som en dum abe. Imens den søde og intetanende ekspedient bipper varerne gennem kassen, bliver jeg imidlertid udsat for et andet og langt mere ubehageligt overgreb – som ingen desværre er vidne til.

“Her, tag den her”, får jeg bestemt at vide af hende, imens hun lidt skjult snupper en plastikpose fra butikkens kasselinje og stikker til mig, og det slår ikke fejl, det følges op af denne umenneskelige sætning, som kun jeg kan høre: “Afsted, ned og pak, bare gå derned nu … nu!” Jeg er jo helt og aldeles ude af stand til at forstå, hvad der rent faktisk foregår her. Så jeg adlyder. Egentlig ignorerer jeg bare virkeligheden i nogle minutter. Det er en ren forsvarsmekanisme. Og sådan ca. lige præcis, når jeg så når at få to liter øko-skummet, de friske porrer og en pose macadamia-nødder i plastikposen, så brydes al støj i rummet og ekspedienten henvender sig til mig: “Altså hallo du! Du må da ikke bare tage vores poser, du skal altså betale for dem, det tror jeg også godt du ved!?” … og jeg står bare der, ude af stand til at komme på andet end: “Det var hende, der sagde jeg skulle” imens jeg peger febrilsk på et nu ufatteligt sødt, smilende og uskyldigt pigebarn, der slet ikke afspejler en vaneforbryder. Det snyder dem. Og jeg bliver gang på gang stigmatiseret og ydmyget – lige der ved kassen. Helt ærligt, det gør da ondt i nummi, når det sådan napser!

Så mod udgangen siger jeg selvfølgelig til trunten: “Hey, nu har du gjort det der, de sidste 10 gange vi har handlet sammen, nu stopper det!” (det ved jeg godt det ikke gør, hun er jo kriminel). Så jeg spørger i stedet: “Enhver idiot ved sgu da at man skal betale for de poser her, hvorfor mener du ikke lige, at det gælder for dig?”. Svaret falder med stort følelsesmæssigt engagement: “Fuck dem, er du klar over, hvor stor avance de har på alle deres latterlige varer, de tager sgu da røven på os, hver gang vi køber ind – og deres poser burde fandme følge med som ren service!”. BOM sagde det. Så er det emne ligesom uddebatteret. Indtil næste gang, der skal provianteres.

Sig mig, er det bare mig, der har et forfinet forhold til det med poseadfærd, eller findes der andre storkriminelle derude, der er gået sammen om ”superkonspirationskapitalisterne” og deres poseflip?

En madbaby? Nørrebro-style on a slow Wednesday. Så findes de altså. Synes da også det har været lidt mærkeligt, når folk har peget på min mave og spurgt “madbaby?” Vidste jo ikke, hvad jeg skulle svare pøblen. Nu kan jeg vel med ro i sindet sige “excactemundo my friend!”.

Som flere af jer ved, var jeg for nogle uger siden en kende oppe i det røde felt over min lokale brødpusher og de komplet mystiske udsving i priserne fra dag til dag på de præcis samme bestillinger. Her til morgen smuttede jeg forbi igen (havde hverken rugbrød eller havregryn hjemme – typisk), så jeg måtte jo have lidt morgenmad til kaffen, der obligatorisk skal bældes fra kl. 9.00. Men besøget hos konditoren (ja, der står satme “konditor” på et skilt over døren – but my guess is HELL NO!) bød på et familiært deja vu. Pigen bag disken var ny, det var prisen også, men min bestilling var den samme: To smurte rundstykker med ost, short and sweet. “Det bliver 37,50” … “Altså, i sidste uge kostede det 31,50” forsøgte jeg overfor den lettere morgendorske, men dog meget smilende, ekspedient. “Nåh, jamen det ved jeg ikke noget om” var det hårdtslående argument, der naturligvis efterlod mig med et indre smil og en tanke “næh, det var vel nok egentlig også mit gæt”. Forstår ikke det er så svært at sætte en fast pris på rundstykker, det er jo ikke et slags obskurt og flydende mineral, der ligesom er svær at måle – du kan jo se dem ligge lige der i kurven på hylden, for crying out loud. Jeg fandt dog ud af, at det der med faste priser ikke er et helt ukendt fænomen for “konditoren”, da jeg spotter en af mine yndlingsspise of all time, Træstammen! Men for fanden, enten er der også noget galt med den pris, eller også er det mig, der er blevet gammel – jeg mindes altså tydeligt engang de kostede en rund femmer! (PS. billedet er fra kl. 8.30 – er det godt eller skidt, at der kun ligger tre på bakken?)

Der er åbenbart en del mennesker, der bliver overraskede over en ellers ganske logisk kædereaktion. Du går ind i et supermarked (i mit tilfælde var det Føtex), du fylder kurven, du går til kassen, du lægger varerne på båndet, du betaler og pakker posen og skrider. Hvad er det i den proces, der er tvivl om? Gang på gang oplever man, at folk bliver dybt overrasket over, at det er blevet tid til at fatte pottemånen og smide nogle mønter afsted til ekspedienten. Måske har du selv set dem. Typerne, der har en kæmpe kurv fuld af varer – varerne kommer på båndet og kørt igennem kassen. Herefter går vedkommende ned og starter hele disciplin “pakning af varer” ved at ryste poserne, så de folder sig ud, der bliver pakket omhyggeligt, og hov, æggene skal ikke i nu, op med dem igen, og så kan porrerne lige være her og … resten af folkene i køen står og bliver mere og mere utålmodige. Og da ekspedienten bliver nødt til at gentage, at det bliver altså 435,50 – så kommer det åbenbart som et kæmpe chok for vedkommende, som næsten forskrækket udbryder: “Åh, nå, jamen, ok, øjeblik så!” alt imens, der først nu skal til at ledes i lommer, tasker og bh efter det skide dankort. For helvede. Spild af liv lige midt i Føtex.

Turen i rutchebanen foreviges på billede, jamen det er da lige præcis det, man har brug for. Som om man ikke i forvejen har nok at kæmpe med, når man forcerer horden af mystiske fremmede smurt ind i fransk dressing, vildfarne crocs der spænder ben og stive teenagere i løbetid. Man skal naturligvis også lige ydmyges på det groveste, inden man får nok og spurter mod udgangen. Man har forvildet sig op i den gamle rutchebane i håb om 5 minutters fred og fun. Det sker ikke. I stedet bliver man slynget rundt i sædet til soundtracket af ældgammel træ, der lyder til at være en bøvs fra at lægge sig til at dø. Og lige inden turen slutter er der opsat et kamera, der fornemt tager et situationsbillede på vognens sidste tur mod afgrunden. Man kommer ud fra turen og ser med det samme et hav af tv-skærme, der er så søde at fremvise hele herligheden til gud og hver mand. Man ser sig selv, og det går op for en, at man med ét har mistet al fysisk tiltrækningskraft på det modsatte køn. Man er ikke bare grim, man ligner en multi-mongol, der er hjælpeløst fanget i livets store dilemma: Skal man møge sig i bukserne og brække sig på samme tid? Det er lidt som om, at det kunne man jo nok egentlig godt ha’ undværet, ikk’.

Jetlag. Hvornår er det lige røget på WHOs liste over verdens mest modbydeligste sygdomme? På højde med SARS, den sagnomspundne Dengue-feber og den helt onde herpes. Du kender typen, der på dag 4 efter ferien sidder og hænger med hovedet og savner sympati, og man giver efter, selvom man i samme sekund når at fortryde bittert. “Du virker lidt mut, er der noget galt?”. Svaret kommer prompte og leveres med et dystert og nærmest hviskende toneleje, som kun en bedemand kan efterleve: “Jetlag” … og øjnene ruller i hovedet på vedkommende på den der insinuerende facon, hvor der lægges op til at man svarer: “Uh ha, fy føj da, det var en slemmer en da, er du ok, har du været ved lægen, får du noget for det, hvor længe har du igen?” Prøvligeoghørher globetrotter, jetlag er hverken en virus eller på andre måder værre, end når man har fået for lidt søvn et par dage – eller når man er kommet til at gå på bar på en hverdag, og skal tidligt op dagen efter! Tag dig sammen, jeg kan simpelthen ikke overskue at fodre dit medlidenhedssøgende opmærksomheds-gen, prøv at gå tidlig i seng og stå op igen til normal tid, voila! … og klap så kaje, når vi snakkes imorgen.