Onkel S Blog

Man kan jo altid lige hive en lille liste op af lommen, og i dag er blevet tid til obskure fobier, jeg ved, jeg aldrig slipper af med. Hvis der er nogen af jer derude, der kan nikke genkendende til det, så sig endelig til – så jeg ved, jeg ikke er alene med det her!

1. Jeg er dødsens angst for denne hersens citrusbastard kaldet pomelo. Jo jo bevares, den ser sgu da ganske frisk og harmløs ud ved første øjekast. Men jeg ved bare, at der er noget rablende galt, så snart jeg har pillet den, og ser dens noget læderagtige “hud”. Det bliver så endnu værre i det øjeblik, jeg prøver at putte et stykke i munden og tygge lidt på det. Hvad fuck er det der sker med denne såkaldte frugt, jeg får med det samme testet min gag reflex, og kan konstatere at den virker. Og jeg tænker, at det må være naturens måde at sige til os homosapiens, at alt der ligner en lime IKKE nødvendigvis skal i munden! Seriøst, den helt ubeskrivelige konsistens som denne pomelo-gøj byder på, er jo sådan en af slagsen, hvor det er ret umuligt at sige, om det er en anden mands røvballe, jeg er ved at tygge på (hvis der absolut skal ædes røv for det skal der jo, så tager jeg en røv som jeg tager min vin – classy, sassy og med en moden præference for de spicy hun-druer), om det er en møghamrende gusten appelsin, der har ligget afpillet lidt for længe i forruden af en gammel Volvo (på et instrumentbræt, der engang var sort, men nu har en noget mørnet askegrå eksistens) – eller om der skulle være tale om et skjult kamera show med Annette Heick (lader den lige stå et øjeblik). Frugter man bare ikke kan regne med, de skræmmer sokkerne af mig, så er det sagt!

2. Gulvtæpper og negle. Ved udmærket godt at de fleste har det sådan med negle på en skoletavle. Men det rører mig ikke, det gør det derimod, hvis jeg tvinges til at køre hånden henover et gulvtæppe. Bare tanken om det, får min hud til at stå i flammer, min milt til at prøve at kravle ud af nummi på mig – og min krop ender faktisk i stress. Stress over ikke at vide, om det er sådan her det føles at dø (ung), eller om det hele kan redes ved at vomitere som en syg grønlænder midt på stedet. Det er den slags stress, man har lidt svært ved at forklare til sin læge. Men det kan en fobi jo gøre ved en sådan noget. Og please venner, bare fordi jeg har sagt det nu, behøver I ikke lokke mig til at prøve at køre hænderne gennem et gulvtæppe ved næste mulige lejlighed, vel. Så kaster jeg op på jer!

3. Jeg er pisse bange for skjult kamera show med Annette Heick. Ok, denne her er nok ikke en decideret fobi, men den bør nævnes uanfægtet. For uanset hvor meget jeg prøver at face my fears, så er hun for mig ligeså scary og ligeså træls, som jeg forestiller mig, at en Tjernobyl-gevækst ville være at ligge i ske med. You get the picture? Ser jeg Annette Heick, ser man mig 4 sekunder efter løbe febrilsk gennem Amager for at komme ud til Svenskerbroen og hoppe ud – imens jeg skriger “Keeeeeeeld for fanden, hvad har du gjort??” (Vil skrige det på latin, fordi det bare ville være et sejt citat på gravstenen).

Det var bare lige det jeg ville sige, hej hej!

Så er vi ligesom i gang med januar, folkens. Der er jo nytårsforsæt, der skal effektueres. Jeg selv har kickstartet året med Paleo og crossfit. Jeg spiser rimelig sundt, men har næsten daglige kvaler med at gå – hvilket er lidt underligt, da jeg direkte kan se, at mine ben stadig er der. Folk siger, at man får så meget fornyet energi af crossfit. Jeg har indtil videre mest fået to paralyserede lemmer, der samtidig gør så naller, at jeg har præsteret en enkelt gang at vågne om natten og måtte lave strækøvelser??

Januar er også her, at jeg tager fat i en professionel forandring, da jeg er gået fra at være almindelig reklamelønslave, til at være selvstændig/freelancer, da de københavnske bureauer åbenbart tøver med at fastansætte en elskværdig tekstforfatter. For jer der har prøvet noget lignende, så ved I, at der kan være lidt opstartsudfordringer med de likvide midler, som man ikke helt har garanti for. Derfor måtte jeg også en tur i banken, for ligesom at få en ”kompetent bankrådgiver” til at vurdere slagets gang de kommende måneder. Det har så vist sig at være lidt af en ligegyldig beslutning.

Jeg hoppede på cyklen og daffede til Trianglen. Ja, jeg har Nordea. En præsentabel ”karrierekvinde” sidst i 20’erne kaldte mig til, og vi gik sammen mod mødelokalet. Men allerede i de første sekunder anede jeg en noget pertentlig og lettere Adolf-agtig gangart, der skulle vise sig 5 minutter senere at manifestere sig i både ansigtsfolder og ordforråd.

En bankrådgiver i Nordea er ikke en rådgiver. Man får ihvert fald absolut ingen råd med videre. Man får i stedet en maskinel opvisning i, hvordan SS-Tyskland velsagtens måtte have fungeret. Blottet for personlighed, og med en trang til at få mig tilpasset i formalia og obskure interne regler, begyndte belæringsmonologen. Jeg sad altså og lyttede til en automat, som hvis jeg havde proppet en skinnende 20’er i tøsen. Jeg sad længe og ledte efter slukknappen, og da jeg ikke kunne finde den overvejede jeg et sekund, om jeg burde give hende et ordentlig los, for at se om det hjalp. Jeg forbarmede mig dog. Men jeg burde nok bare være gået Jax Teller på hende, for efter belæringen kom salgsmonologen. (Hvilket for mig var så malplaceret, at jeg lod mig selv forme et lille fnis – som hun pænt kvitterede med et Stasi-blik).

Efter en snak omkring det nu ret nedbarberede rådighedsbeløb i de kommende måneder, hvor jeg må spare ret seriøst på en del poster, så mente banktossen at det var tid til at sælge mig en ny og dyrere forsikring. Hun gik all-in på at sælge hele budskabet med, hvorfor man bør være godt dækket ind i alle tænkelige kroge af livet, som hvis jeg skulle være mongol og ikke lige vide noget om den slags. Luk nu røven, flittiglise, jeg HAR forsikringer – de er rimelig billige, og er hos et andet selskab end det I har aftaler med, lev med det!

Faktisk viste det sig, at jeg gerne skulle påtvinges nogle yderligere forsikringer også, som jeg ikke vil mene er lige nu, jeg skal opgradere på – og oven i købet blev hele herligheden 1200 kr. dyrere om året. ”Det er jo ikke meget, når man tænker over det, det er blot 100 kr. om måneden”. Tja, jeg er ved at skære alvorligt i mit rådighedsbeløb i nogle måneder, så hjælper det jo ikke meget, at jeg samtidig gør dig en provisions-tjeneste, din lille piccoline-mus. Bevares, du er da lidt sød og business-agtig, som du sidder der og glæder dig til din 30 års fødselsdag, imens du klamrer dig til ”manuskriptet”, men du er IKKE en bankrådgiver. Make no mistake about that, my girl. Vor herre bevares.