Jeg farer ofte og lystigt på tværs af landsdele med DSB. Ja, her er der nok at tage fat på til bloggen, men det bliver en anden god gang. Denne gang må jeg nemlig ytre mig (thank God for ytringsfrihed) om en ganske særlig type passager, som åbenbart jævnligt er at finde i lige præcis min vogn.
Det er den type, der har lidt svag fatteevne omkring konceptet pladsbilletter. Det er som sådan råddent nok i sig selv at befinde sig flere timer i det dårlige indeklima, så jeg vil formode, at det kun tæller ekstra på nedtursbarometret, hvis man skal stå op hele vejen på sin PLANLAGTE tur på tværs af vort yndige land.
Når nu togbilletten alligevel koster det samme som en tur til Harzen, kan man jo lige så godt flotte sig og smide 30 kr. ekstra ind i puljen – og sikre sig en dedikeret siddeplads fra A til B.
Det er dog langt fra logik for nærigrøvene.
Jeg har måtte overvære flere galdesprængende episoder rettet mod medpassagerer – og nu også mod mig selv. Senest på min sidste fart i sommervarmen. Ka’ vi ha’ det? Gu’ ka’ vi røv.
Lettere svedig og anstrengt ankommer jeg til korrekt vogn (fordi toget holder ca. 14 sekunder på perronen på Nørreport, og det der med tydelig nummervisning på vognene er pænt meget en mangelvare), men jeg går roligt til min plads.
Her sidder så det grå guld og mæsker sig i medbragte fødevarer.
”Hej, I sidder desværre på min plads”. (Jeg er ikke det mindste ked af den konstatering, men jeg er vel pænt opdraget).
”Øh, nå?!? … kan det passe … jamen … du skal da vel ikke bruge to sæder?”
”Nej, nej, men plads 52 har jeg, og jeg tænker, at I rejser sammen”. (Igen, der er en ren diplomat gemt i mig. Lidt endnu).
Konen kigger på manden. Manden ligner en der godt ved, at han bør rejse sig, men intet sker. Konen mener så, at sagen nærmer sig en kategori, hvor Morten Spiegelhauer burde forfølge mig med kamera og opklarende spørgsmål. (Så eksplicit er hun ikke, men hendes ansigtsudtryk og et par forvildede vrinsk kan ikke afsløre, at det er det hun mener).
I stedet begynder den der skingre tone for alvor at optrappe i lydniveauet.
”Det kan man da ikke bare sådan komme og sige” (Øh, jo det kan man sådan set godt) ”– jamen det er noget vrøvl, der står da ikke, at pladsen er optaget”. (Hun peger på displayet øverst).
(Nu begynder min milt at brokke sig).
”Altså, jeg ved ikke, hvorfor de ikke har opdateret det, men der står da i hvert fald, at pladsen KAN være reserveret. Og det er den altså.” (Her har jeg efterhånden lyst til at tyre et stykke friskprintet A4 lige i kæften på hende, men mine billetter er på computeren – og den gider jeg ikke lige til at finde frem blot for at claime min betalte plads).
Kvinden giver ikke sådan lige op.
”Det er da noget mærkelig noget, det her”.
(Nu orker jeg praktisk talt ikke så meget situationen mere, og jeg mærker minutiøst lunten blive kortere … )
”Jeg så et par ledige pladser nede i den anden ende, men nu har jeg tilfældigvis betalt for en siddeplads, det er sjovt nok den her, og nu vil jeg egentlig gerne lige ind og sidde … så?”
”Undskyld, men må vi have lov at se din pladsbillet?” (WTF?)
”Nej, men du må se den her!” Nogle gange er en finger nok, andre gange må man nødvendigvis frem med en anden legemsdel.
(Bevares, den sidste del her skete ikke, men man bliver sgu fristet).
Hør nu her, dobbelt-op-på-dumme-dunse. Hvis I vælger at tage chancen på de mest frekventerede afgange – uden pladsbillet – så har I fandme også bare at pakke strikketøj og Werther’s Echte sammen i en fart og forlade sædet uden så meget som et eneste bebrejdende kvæk, når jeg stiger på og erfarer, at I sidder på den plads, JEG valgte at betale 30 kr. for. Ellers brænder jeg helt sammen. Så er det sagt.
PS.
Og husk nu og smil lidt derude, det er jo sommer, for pokker!
Bom sagde det.
Onkel S Blog 