Ligesom mange andre ting i livet, så sker der noget uventet engang i mellem. Hvis du har fulgt lidt med her på bloggen, så kender du muligvis min verbale harme over de der træningstosser, der er så mega mindfullness og holistisk happy på den der nyreligiøse og frelste facon, at man bare får lyst til at speed-æde en fransk hotdog efterfulgt af en Magnum Double Caramel og så rå-puke sig ud over deres sirligt snørede løbesko og råbe: ”Jamen så prøv at løb den maraton nu gør!” Bevares, det var noget jeg mente dengang. I dag er jeg lidt mere sådan diplomatisk agtig – fordi selv en halvgammel jydestodder kan jo forny sig lidt, ikk’.
I hvert fald gik det op for mig, at jeg nok alligevel røvkedede mig med de der halvhjertede seancer der gik i slo-mo i Fitness World, hvor jeg den ene dag var ved at snipe spinninginstruktøren nede fra bagerste linje – af akut afmagt over det komplet stupide jammer, der åbenbart skulle skriges ud i salen konstant – og hvor jeg den næste dag ikke fik trænet mine slatne guns, fordi en sød brunette i tights havde et presserende behov for assistance med at få fjernet en bitte edderkop, før hun kunne komme hjem (oh yes, true story). Det jeg prøver at sige er, at jeg var rede til at opleve noget nyt. Og så var det, at der var en jeg kendte, som præcis var den der møg-irriterende type ”Bla bla bla – jeg lever efter paleo, bla bla bla jeg dyrker crossfit, bla bla bla du er så meget last century, Søren, bla bla bla men ok den her livsstil er jo heller ikke for alle, bla bla bla så jeg forstår godt, hvis du ikke lige er den rette støbning”.. grrrrrr.. Søren blev trodsig.
Jeg meldte mig straks ud af Fitness World og ind i Crossfit Copenhagen. Jo, der er da sket noget med fysikken siden nytår, jeg er dog ikke vokset i længden (tarveligt nok), men jeg har købt tøj i mindre størrelser end ellers – og der er endda dukket nogle superfly træningstosser op på vennelisten (who knew!) – men det aller aller aller vigtigste ved alt det her crossfit-kult-pis, det er at jeg kan transformere mig til en listig ninja, når det gælder! Og også en slags urban Indiana Jones på eventyr. Faktum, jeg ser ingen andre RIGTIGE grunde til at dyrke crossfit end den her:
Mandag eftermiddag ved 17 tiden skal jeg med toget hjem fra Nordhavn station. På vej ind i stationens trappeopgang råber min kollega (noget længere oppe ad trapperne) at toget holder der, så chop chop! Jeg får travlt, jeg indhenter en eller anden kvinde på trapperne, og lige som vi når toppen overhaler jeg hende. Men altså. Allersidste trappetrin tager simpelthen fuglen på mig, og mine Chuck Taylor’s rammer ind i kanten i stedet for at komme over kanten. Her er jeg altså lige kommet en halv meter foran den her noget forbavsede kvinde på trapperne – og det uundgåelige sker, jeg falder og styrter til jorden med et brag! Eller det skulle man tro, men i stedet ser man mig instinktivt og psyko-smidigt lave et kodylt fullblown rullefald sådan både front og sideways agtigt, og jeg er på fødderne igen lige som kvinden har indhentet den der halve meter. Og så flukser jeg ud i toget, og når alt det jeg skal nå, endda imens jeg har leveret helt igennem fedt superhero-materiale til en noget lang-i-aben-pendler-kvinde og de der security-folk, der har fået nespresso’en galt i halsen, da de så videoovervågningen fra stationen. Spontane rullefald ftw – jo crossfit kan ændre dit liv!
Onkel S Blog 