Onkel S Blog

Da jeg nu ligesom selv er kravlet op der midt i 30’erne (lidt endnu), så gik jeg sådan set og ventede på en eller anden åbenbaring mht. også at føle mig sådan rigtig voksen. Bevares, begreber som ratepension, momsregistrering og efterlønsspørsmålet tog da lidt kegler, hvor jeg lige måtte tjekke, hvor mange cardigans der egentlig er i skabet. Men det der med at være voksen, hvad er det egentlig, og hvornår opstår det? Det gør det, når du opdager, at ord du før havde lagt noget sjovt i slet ikke længere betyder det samme. Det er skete for nyligt for mig.

O.G. har hele min opvækst betydet Original Gangster, sådan total ICE-T agtigt, yeah – lige siden jeg væltede rundt i det jyske, og syntes jeg var sådan rimelig rå og nede med både heavy rock og gangster-rap. Det var dengang jeg følte mig som en rendyrket fandango (med fedtet hud) og med Chuck T’s på fødderne, Ball denim på benene og en Public Enemy cap på hovedet, imens jeg stjavede rundt og reciterede fraser fra rap-sange, som kun de få ligesindede syntes var charmerende. Der er ikke meget Original Gangster over det i dag. O.G. betyder i dag noget så eksotisk som Open Gym i træningsklubben – og jeg modtager sporadiske henvendelser om jeg lige skal med på noget O.G. i weekenden. Lige til at starte med tænker jeg “freeeeesh vi skal fyre den af for svedigt med fest i gaderne og vilde beats og damer og øl og … “, indtil det kort efter går op for mig, at der nok ikke her tænkes på hverken undergrundskoncerter, crazy fester eller andet, der ville få mig op af stolen og skrige af ungdom. Der bliver i stedet henvist til noget andet svedigt. Den slags der kræver bad bagefter. Fordi alderen trykker, det samme gør forfængeligheden og alle de der pisse belastende ting i livet, som jeg vil betegne som “andre mennesker”. Man er jo et produkt af sin tid, og denne tid her står så på at komme til at se godt ud i Speedos. Knald mig bare durk op i nummi om jeg gider lefle for sådan noget menings-pis. Men jeg er voksen, så jeg gør som samfundet dikterer, naturligvis, selvom det der med at blive stor og stærk kræver en tålmodighed og ihærdighed jeg som en gammel mand har en kende svært ved (udbryder i forvejen gerne et spontant “åhhh” når jeg skal sætte mig ned eller rejse mig op). Jeg mindes dog stadig teenage-rebellen inderst inde, derfor indkøbes absolut ingen Speedos no matter what, tumper!

PS. En anden ting der indikerer, at man er blevet voksen, det er når man opdager nogle halvlange, enkeltstående hår stikkende ud fra det venstre øre og et lille men insisterende hår midt på næsen. Det er herligt endeligt at være blevet voksen.

– men nu råder jeg bod på det. I hvert fald et lille skridt i den rigtige retning. Det I lige må vide her, det er at jeg jo oprindelig er jyde. Og som jyde, så skiller man sig ikke bare sådan lige af med ting, der faktisk ikke fejler noget, altså funktionelt. Ja, det her kommer jo paradoksalt nok kun få dage efter jeg postede mit indlæg omkring den åbenlyse fejl ved “praktiske kvinder”. Må vel se i øjnene, at jeg inderst inde er lidt af en bonderøv selv. So I’ve been told.

Men historien er altså, at i en lang årrække … ja, ok nok siden jeg var 20 eller sådan (pinligt!!), er der åbenbart tre små skåle, der af mystiske årsager ikke er endt i Frellsens Hær. Altså, det er jo bare nogle skåle til salat og sådan, hvad er der så forfærdeligt ved det, tænker du måske. Det skal jeg sige dig. DE ER GYSELIG GRIMME! På den der pisse-fesne firser måde. Jeg må jo have tænkt: Nå, men de fungerer jo stadig. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg gennem tiden har måtte opleve diverse slet skjulte kommentarer fra det modsatte køn. Ja, der var sågar en der direkte mistede appetitten, da maden på bordet var anrettet i disse skåle. Det får man så at vide flere år efter (tak for røv!). Nåhmen, jeg kan jo ikke have denne skamplet hængende på mig, jeg er jo for fanden en moderne mand med god stil, ikk (!?).

Så nu vil jeg blot dokumentere, at jeg har været en 80’er retardo alt, alt for længe (selvom de der skåle har været kanon til guacamole, skal jeg hilse og sige), og nu må jeg jo gøre noget her – der kommer vel et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han lige stepper up og claimer sin stil (eller noget). Så værsgo females, en æra er slut, og jeg starter en ny, nu ryger de omstridte skåle i skralderen!! Jeg lover bod og bedring til enhver, der har måtte trækkes med et måltid hos mig med “nedturs-skålene” – IT’S FINALLY OVER!

Bon appetit.

Det handler om stil, når du vifter med dit klippekort! Sådan er reglerne, og du kan ligeså godt bare komme ind i kampen, for jeg helmer ikke før alle er med her! Offentlig transport er sygt nok i forvejen, så derfor må vi lige her rydde lidt op i nogle misforståelser for, hvad der er god stil, og hvad du bare pænt meget skal snuppe en iskold tyrker på.

Piger med en Haglöf Tight rygsæk sirligt fastmonteret, som om de skal på stroppetur med BS, men i virkeligheden skal de bare have metroen til Flintholm. Hallo, hvad fanden er der sket, jeg troede I var vilde med tasker, design og god stil? Stop nu det der vanvid, tøser. Dilleren dør, når vi ser den slags der. Og der skal jeg da lige sige, at når vi i forvejen selv har begivet os ned i det der lunkne og lufttætte transport-rør, så har vi altså brug for lidt opmuntning. Må jeg anbefale, at I sådan ca. lige nu stopper det der trekking-look! Ja, jeg ved godt at den er ”praktisk”, og der er plads til hele to vanddunke til turen. Men du får altså et los i nummi alligevel – ixnay on the rygsæk, please!

Nu vi er ved adfærden i forbindelse med offentlig transport, så undrer det mig at så få københavnere (og jyder i storbyen) er så fantasi- og eventyrforladte, som det må være tilfældet. Folk har altid så pisse travlt, og ind- og udstigning i metroen og toget er jo én lang kamp for at være den første (why, tror ikke der venter medaljer, gør der?). Og når man så når frem til trapperne på stationen, så kan man vælge den old school version, eller man kan forsøge sig med den mere moderne og elektroniske af slagsen. Men hvorfor står alle stille på rulletrappen? Altså, du har her en gylden mulighed for spontant at bevæge dig i dobbelt-op tempo. Men det gider du ikke eller hvad? Jeg forestiller mig altid, at jeg er superhelten Uncle-Ace, der smelter alle kvindehjerter med mit blik, når jeg haster forbi – i bedste overskuds-speed nærmest majestætisk sejlende op fra undergrunden. Sig mig, er jeg den eneste, der ynder at mestre denne disciplin? Til gengæld skal du vide, at det er pisse dårlig stil, når du giver mig et mega chok med det der kæmpe brag, der bryder gennem metroen, når du rejser dig i en fart fra dit klapsæde UDEN lige at skænke en tanke, at jeg altså ikke har fået morgenkaffe endnu!

Ps. Er du en af dem uden Haglöf, så stik mig et smil, jeg superhelter den på Nørreport ved 9 tiden de fleste hverdage. Hasta luego!