Tag Archives: onkel s fortæller

6. december 2017
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Bjældeklang og bølge-brækspand. Den virtuelle verden ka’ gi’ lange løg og tynd tarm

Okay, okay, okay. Der må spredes noget Onkel S hyggeharme igen, jeg kan mærke, det er tid. Bitch please … don’t call it a comeback I’ve been here for years. Og nu har vi jo gang i den søde julemåned, så tillad mig at dumpe lidt sukat i glögg-festen, for den står på ren jammerdal på diverse sociale mediekanaler.

Men det må vel være mediernes skyld, så? Nah, med de handlinger jeg ser vidt og bredt, så tror jeg det sgu næppe. Nå, hvor er den så gal, spørger du? Det skal jeg sige dig, min ven. Den er gal med fantasien og originaliteten. Faktisk så meget, at jeg vil mene, emnet burde lande på WHOs prio-liste.

Bølge mig her og bølge mig der.

”Jamen, LinkedIn er jo et socialt og professionelt netværk, så hvad er der nu galt med sådan en bølge, hvor vi tilføjer hinanden på kryds og tværs i én stor netværksgruppe uden at ane det fjerneste om hinanden – det kan vi jo komme til, er det ikke det, der er hele meningen med et netværk: At lære nye mennesker at kende?”

Næ. Med den logik har du jo slet ikke brug for et egentligt professionelt netværk. Altså, hvis du gerne vil være i et netværk med tusindvis af andre mennesker, som du ikke kender hverken privat eller arbejdsrelateret – og som heller ikke kender andet til dig, end hvordan dit ansigt ser du – så befinder du dig i forvejen i dit ønskede scenarie.

Bare gå ned på stationen. Tag toget en times tid. Stå ud. Kig lidt på ansigter og tag fat i en fremmed på gaden og sig:

”Hej, jeg arbejder med specialdesignede løsninger, der er skræddersyet til kundernes behov, jeg bruger selv vores løsninger, så jeg kan stå inde for dem, men nu skal vi også have en app, så jeg kunne godt tænke mig at vide mere om den slags – hvad arbejder du med, du går rundt med en bærbar computer, kan jeg se, så jeg tænker du måske er lidt up-to-date på dagens digitale tendenser? Tænk over det og vend tilbage – her har du 100 visitkort, del dem ud til venner og familie, måske vi kan hjælpe hinanden.”

Eller. Er det togturen og visitkortene, du gerne vil spare dig selv for med dit bølge-skvulp?

Bølgerne går højt, sådan er tendensen åbenbart – også på Facebook. Det kan jo være decideret deprimerende at se folk fuldstændig ukritisk tage del i diverse bølger.

7 dage med 7 billeder. Ingen mennesker. Ingen forklaringer. Total ligegyldigt faktisk. Gabende kedeligt endda. Men farvestrålende og en fryd for øjet så? Nej, sort/hvid. Men så spændende situationer i det mindste? Nej, hverdagens banaliteter. Ok, det lyder jo fedt for andre at overvære.

Hvor blev fantasien af? Et sort/hvid billede af din skål cornflakes og lignende eftertragtede øjeblikke 7 dage i træk. Med mindre du tænker, at du vil bidrage med noget lidt mere interessant eller originalt, hvorfor f… sake så deltage og sende bølgen videre.

”Det her var mit billede nr. 5, og i dag nominerer jeg en af mine venner til at deltage også, fordi det kunne være spændende at se, hvad han får at spise til morgenmad. I sort/hvid”.

Men der findes nu én ting, der er værre end folk, der hovedløst deltager i SoMe-bølger. Det er folk, der hovedløst opfinder deres egen bølge med påskud om at ville give noget igen til omverdenen – men i stedet ret tydeligt blot ønsker virtuel bekræftelse for indsatsen.

”Jeg har nu startet min egen julekalender, hvor jeg hver dag frem til d. 24. fortæller en historie om en kollega, chef eller studiekammerat, som jeg har været glad for. Hermed er en ny bølge startet, lad os se hvor langt den når – jeg nominerer 3 andre til også at deltage. I dag vil jeg fortælle om Kim, som jeg var i praktik med for efterhånden 10 år siden, Kim var morgenfrisk og altid klar med et smil …”

Hmm. 

Ring til Kim og fortæl din historie, så bliver han nok glad. Nå nej, det handler i virkeligheden ikke om ham men om dit eget ”liv” på sociale medier. Nøje planlagt goodwill og delinger er nu lige så vigtigt som kærlighed og kildevand, det havde jeg lige glemt.

Hør her, jeg vil hellere daime i mine denim-jeans hver dag fra 10-12 end at skulle læse alt det fløde-gylp og selviscenesættende bølgegodhedsvanvid du står bag for at høste opmærksomhed og klap på skulderen.

Forleden dukkede et andet yderst vredet ”goodwill”-forsøg op i mit LinkedIn-feed. Noget i stil med:

”Jeg vil gøre noget nyt i år og håber, jeg kan inspirere andre. Jeg lever et privilegeret liv og mangler ikke noget, så hvad skal jeg stille op med de gaver, jeg får til jul, for jeg har jo ikke brug for endnu en barbermaskine – i stedet vil jeg give mine gaver væk til velgørenhed, så kære netværk sig frem, hvis I kender til velgørenhedsorganisationer, som I kan anbefale”.

Jamen for severinsen da også. Du kan ikke selv Google eller hvad? Du kan heller ikke bare sige til dine venner og familie, at du i år ikke ønsker gaver, fordi du lever et privilegeret liv og ikke mangler endnu en barbermaskine? Du kan heller ikke bare selv købe noget og give væk til andre, der har mere brug for det end dig? Du kan heller ikke bare støtte velgørenhed som din egen private sag, du skal have dit professionelle netværk til at vide om det, dele og kommentere. For ellers tæller det ikke … eller hvad?

Blød daim, direkte ned ad denim-låret. Siger det bare.

Kære julemand. Til jul ønsker jeg mig mere gennemtænkt, idérigt og originalt indhold og opslag på sociale kanaler. Hvis jeg får det, lover jeg aldrig mere at bande, brokke mig eller drikke mig ned i snaps, shots og cerveza. Kun kærlighed og kildevand, I promise.

Møs møs og happy mistelten herfra. Ses til næste år.

med emneordet , , , , , , , , , , , , ,
17. november 2015
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

November, stop dig selv!

Der er ikke meget glæde i november. November er ret nederen, når sandheden skal frem. Og det skal den sjovt nok.

Lige her og nu.

November er en slesk, wannabe julemåned, hvor alt kræmmerhejs går amok.

Ikke mindst den overflod af ringe reklamebudskaber, der går i selvsving for alvor nu – så man når et punkt, hvor man faktisk helst bare vil ligge under dynen og glo LOLcats dagen lang i stedet for at være vidne til novembergalskaben.

På min cykeltur gennem byen i dag, oplevede jeg 3 forskellige busreklamer – fra 3 forskellige afsendere – der alle startede sådan ca. sådan her:

”JULEN STARTER HER!”.

Sikke originalt. Sikke rammende. Sikke sigende. Sikke godt fundet på.

Øh nej.

Julen starter i december. Og derudover handler julen for alle andre end dig og dine ansatte om alt det, der IKKE er i din butik.

Hvor dumme tror I, vi er? Find på noget nyt!

Det eneste der slår novemberregnen af reklamedumhed, er alle fire årstiders bombardement fra landets ca. 5 millioner ejendomsmæglere eller deromkring, der konstant bræger i takt:

”VI KAN SÆLGE DIN BOLIG!”

Ok, ejendomsmægler, er det dét du ka’? Så var det da godt, at jeg så din reklame, for jeg var lige på vej til Bandagisten i et forsøg på snarest at skifte adresse.

Dumhed ud over alle grænser.

Black Friday … fuck nu af. Hvad fanden skal vi med det tosseri?

Black Friday er dagen efter Thanksgiving i USA. Begrebet blev opfundet i USA allerede i slut 50’erne på grund af, at der var sort af menneskemylder på gader og stræder – fordi mange havde fri den dag, og mange var på vej til og fra familiemedlemmer.

Det blev så årtier senere til en stor handledag i USA, netop fordi folk alligevel var på gaden den dag, så butikkerne fandt ud af, at det gav mening at yde tilbud dagen efter Thanksgiving.

Mangler vi virkelig endnu en amerikansk mærkedag mere i det danske, som skal pumpes kunstigt op til gavn for detailhandlen?

Jeg mener, der er ikke en måned i løbet af året, hvor et center eller butikskæde IKKE holder fødselsdag med særtilbud. Pludselig i 2013 fandt nogen i DK på at plagiere USA med en dansk Black Friday direkte uden kontekst, og nu 2 år senere har vi bare vænnet os til det, eller hvad?

Stop nu jer selv.

Er pisse ligeglad med om Elgiganten endnu engang sælger sit lort til halv pris.

Kære detailhandel – tak for så åbenlyst at se os alle som en decideret discountlorteluderlemming.

Og nå ja.

November er også måneden, hvor diverse forfærdelige ”kunstnere”, der ikke normalt har noget der ligner et pladesalg, får reklametid på tv og i radio – med dårlige udgaver af andres sange. Michael Bublé? Jamen helt sikkert, det vil jeg da gerne betale for.

Som jeg sagde …

November, stop dig selv. Og bevar lidt klasse.

De mørke måneder herhjemme er i forvejen lange og deprimerende – lad os hæve niveauet lidt, ik’.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
15. juni 2015
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Valgkamp. Et land blottet for nuancer

Politikerne fører valgkamp i et inferno af sort/hvide beskyldninger den ene og anden vej.

Befolkningen følger trop og glemmer sund fornuft for en tid. Det hele handler om at finde syndebukke. Ikke løsninger på den lange bane.

Jamen hurra, hvor modent.

Der er to overvældende majoriteter som tager lykken og pengene for os andre.

Det er arbejdsløse og udlændinge.

Men. 
Er begge to ikke minoriteter i samfundets fine Othello-graf?

Nå jo, men bare ikke lige nu. Lige nu leger vi lige, at virkeligheden er en anden. Det er lettere.

Lige nu er vi alle blinde, døve og dumme – for vi har ikke viljen til selv at arbejde og knokle for at finde bæredygtige løsninger i samfundet, som vi ikke senere behøver rette op på over årtier.

Bevares, snyltere og snydere gavner ingen – og slet ikke i en klemt tid. Men det gavner heller ingen at køre alle ned over en bred kam, bare for at få ram på de få i Othello’en, som behøver et vink med en vognstang for at skifte spor.

Er det ikke hér, begrebet ”tid til at tage arbejdshandskerne på” burde kunne anvendes?

At vi ikke vil acceptere snydere, dét er ikke noget nyt. Det kender vi også fra sportens verden, hvor vi vil doping til livs – og vi går ind for fair play.

Hmm ja, fair play.

En sjov størrelse, som kun er morsom at hive op af lommen, hvis det gavner ens eget resultat. I hvert fald når det gælder politik.

Jeg synes, det er problematisk at landets førende politikere (ministre i går, i dag og imorgen) kan prædike om flere år på arbejdsmarkedet, lavere offentlige ydelser, højere arbejdsmoral og flere samfundspligter til landets borgere for at spare penge, når de selv kan gå på pension fra de er 60 år med alt betalt, inkl. den gyldne ekstra-ekstra-bonus i form af eftervederlag i halvandet til tre år efter fratrædelse – uden at være villige til at skære ned på deres eget gigantiske samfundsoverforbrug, imens hver en krone for kontanthjælpsmodtagere tages op til revision.

Prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig i luksus-pensioner og vederlag? Giver det ikke mening at alle bidrager til løsningen?

Ja, jeg ved godt, at det er vigtigt at belønne dem, vi har tillid til kan varetage Danmark.

Men hvorfor så ikke også vise ”tillid” til folkeskolelærerne, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne eller politibetjentene? Når så mange andre væsentlige grupper, der skal udøve ”varetagelsen af Danmark” i praksis får ringere og ringere midler, så forekommer det mig ganske ulogisk at blive ved med at forgylde ”folkene i toppen”.

I dag skal der ikke bare spares, der skal også sparkes.

Det er en folkesport i 2015 at sparke nedad. Den sportsgren starter altså på Borgen.

Det er let at gøre kontanthjælpsmodtagere til utaknemmelige, dovne og direkte arbejdssky elementer. Men ved vi reelt, hvor mange på Borgen, der arbejder for hver en eneste krone, de modtager – både nu og senere i evt. pension?

Jeg ved det ikke.

Men jeg er ret sikker på, at det heller ikke er noget, der nogensinde bliver undersøgt. Det er der slet ikke tid til med alle de undersøgelser, der skal foretages med hensyn til arbejdsløse og udlændingene.

Og ja, jeg synes også det er pinagtigt at se et system blive båret frem af landets politikere, hvor en lang række større virksomheder helt legalt kan slippe for at betale skat i DK, imens deres ansatte må betale ved kasse ét.

Igen, prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig der? Kunne man ikke et øjeblik lige lege, at man gerne ville se lidt på ”nuancerne”?

”Os og dem” er ikke kun noget med hudfarve, det er i særdeleshed også noget med, hvem der lige nu har kæmpet sig til velstand, og hvem der lige nu sidder i suppedasen og har brug for en hånd.

Men hvorfor sparke nedad, hvorfor skulle det gavne?

Igen, lad os se på et eksempel fra sportsverdenen: Vi elsker at hylde en ægte mester. Mesteren har fortjent sine sejre og hæderen – for det har krævet hårdt arbejde, og vi anerkender også gerne et talent, når vi ser det.

Vi elsker en ægte mester, som i sin storhed også rækker en hånd ud og viser anerkendelse til dem længere nede i tabellen. Vi finder ikke sympati for en mester, der tryner dem under sig, imens tronen besættes.

Fordi, ja, fair play.

Hvorfor er dét ikke en faktor, når vi skal have landet til at fungere bedst muligt for samtlige 5+ mill.?

Mit gæt: Fordi alt for mange fejlagtigt mener, at rigdom blot måles i kroner og øre. Igen noget med nuancer.

Og tja. Jeg orker slet ikke at komme ind på ”udlændinge-debatten”. Den burde aldrig være første punkt på dagsordenen, når vi har så mange løse ender i forvejen, vi burde tage affære på.

Men det er ikke svært at se, at vi selv gør integrationen unødvendig problematisk, når vi skærer alle over én kam – i stedet for at gå forrest med det gode eksempel og vise, at her i DK hopper vi ikke over, hvor gærdet er lavest.

Hvor du sætter dit kryds er ikke det vigtigste. Det skal ingen nemlig bestemme for dig.

Det vigtigste er, at du ser nuancerne.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , ,
8. juni 2015
1 kommentar
Ikke kategoriseret

Distortion og øjenbrynene

Ja, den årlige københavnske byfest fra onsdag til søndag (for de unge og max to dage for alle andre) er overstået. En masse fest og farver i vores gamle købstad.

Det med farverne kommer jeg lige tilbage til.

Men lad mig først starte med at konstatere, at jeg er blevet for gammel til at stå og “rave” i en kødklump så stor som Sdr. Blvd.

Jeg opgav dansehelvedet efter få minutter og gik på retræte mod et stillads med “siddeplads” i en noget mere rolig sidegade flankeret af en 6-pack og en god kammerat. Det virkede og stressniveauet blev overtaget af latter og gode røverhistorier.

Imens gik de unge længere nede ad gaden amok i sprut, dans, snav, højt musik, virkeligheds(kærligheds)flugt og ænsede ikke meget andet end den medbragte MOKAÏ og bulen i buksen.

Burde jeg så ikke egentlig bitche lidt over, hvor forfærdeligt Distortion er – og hvordan det holder en hel by som gidsler og buhuu bla bla bla? Næ, gu’ vil jeg ej.

Distortion er og bliver et komplet enestående stykke europæisk urban-historie!

Hør lige her.

Den dag vi slagter kulturen og alt bliver jazzhuse med decibelrestriktioner og spejderklubber med spelt på pinden, er vi for alvor blevet fattige.

“Jamen de unge står og pisser i alle gadehjørner”, “jamen det larmer helt vildt”, “jamen jeg vil ikke med til sådan noget med druk og musik, så synes jeg heller ikke at kommunen skal bruge penge på det”, “jamen kan de ikke bare holde det ude på en mark et sted” …

To ord …

LUK RØVEN!

Jeg læste en glimrende artikel i Politiken tilbage i maj måned, som hedder »Jeg vil sgu da skide på deres altaner«. Her fortæller en ægte Vesterbro-rotte, hvor bornerte, restriktive og nypuritanske mange naboer i området er blevet. Det er ren gudelæsning, jeg kan varmt anbefale artiklen.

Vesterbro-rotten udtaler bl.a. følgende:

»Men i dag er der ikke noget Eskildsgade. Ligesom resten af Vesterbro er den fuld af jyder med talebanskæg og strikhuer, der kommer herover og siger: »Vi vil have stillegader og grønne områder«. Undskyld, er det ikke det, I lige kommer fra? Grønne områder og stille gader? Hvorfor skal I nu sætte dagsordenen for Vesterbro?«

Jeg kan godt li’ Vesterbro-rotten.
Og selvfølgelig skal der være plads til Distortion i landets hovedstad.

Nå – next step det med farverne, som jeg nævnte i starten.

De syge øjenbryn, der sniger sig ind over alt.
De var i legio til årets Distortion.
Karneval-style.

Mode … tja, det påstås det fra visse kanter, jeg tænker nok mere bare, at nogen der tilsyneladende køber sin make-up i Panduro Hobby, måske har misforstået konceptet lidt.

Horden af unge mennesker til Distortion satte en fed streg under (over) øjenbryn-“moden”. I hvert fald har en stor del malet sig i ansigtet, så selv Jørgen Clevin må have vendt sig i graven og tænkt: Ok, ihærdigt nok, dér.

Hvorfor fanden er det blevet moderne at opmale, optegne eller direkte tatovere øjenbryn i skærmen SÅ fake og SÅ dukkekunstigt at hele bydelen chanter i kor: “Kronisk fastelavn i kongens København”.

Bevares, at tilføje lidt farve til brynene og alt det der er old news og helt naturligt. Ja. Når det også fremstår bare en anelse naturligt.

Make-up er et supplement ikke en direkte værktøjskasse til at du kan gå incognito i byen. Hvad sker der for alle de bryn, der er blevet plukket i smadder eller barberet af og erstattet af, hvad der ligner en stor, bred sprittusch-streg, som om man har forsøgt at kreere en permanent sort censur-bjælke i fjæset? Prøv og kig dig i spejlet, for pokker, hvis du ligner noget fra Disney Sjov, så smøg ærmerne op og prøv igen.

“Jamen du fatter ikke en skid, det er sexet, sensuelt og flot – og så ER det altså mode”.

Ok, piger. Så siger vi det.
Så finder jeg også lige på noget mode.

Hvad med tupé.
Altså en tupé der matcher absolut nada.
Det er omtrent lige så tåbeligt og ser næsten lige så dumt ud.

Men …

“Det er mandigt, sexet og flot – og nu er det mode!”

326e41dcf389d383981b499bed2bda38ebf51c07

Ses til næste Distortion, København.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
24. marts 2015
1 kommentar
Ikke kategoriseret

Dyrevelfærden vinder over menneskeheden

I dag er bloggen ikke et satirisk stykke hyggeharme. I dag er det tid til et opråb. Det politiske landskab bekender kulør over en bred kam. En depressionskulør, som vidner om et dystert fremtidssyn. Og valget er endnu ikke udskrevet.

Men lad mig starte med dyrene.

Der går vel nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke har set et eller andet klip, link eller underskriftindsamling fra folk jeg kender, folk på facebook, celebrities osv. mod den dårlige behandling af dyr. Det er noget, næsten alle er villige til at slå et slag for. Vilde dyr, dyr i fangenskab, dyr i industrien, i køledisken og derhjemme på sofaen. Vi vil gerne bevise, at vi er mennesker og ikke blot dyr. Det er jo bestemt svært ikke at støtte.

Dyrene skal have det godt.

Vi skal tage vare på dyrene. Det er ikke blot sund fornuft og god karma. Det er også politiske (populistiske) dagsordener. Dyresex kom pludselig på alles læber. Som et led i en personlig branding-proces mere end en løsning på en stor brist i samfundet. Sådan kan det i hvert fald opfattes. Og i befolkningens øjne kræver det et ramaskrig, når videnskaben tester på dyr, når hajfinnesuppe er lig med en yderst forfalden moral, når Zoo nedlægger en giraf, når cirkuser rejser landet rundt med dresserede vilde dyr i et ufrivilligt underholdningsmorads. Og en million andre sager. Om dyr.

Der agiteres vidt og bredt, dagligt, for mere og bedre dyrevelfærd. Det er vigtige emner. Og de skal frem!

Men hvorfor kan der ikke agiteres lige så ofte, lige så passioneret og lige så dedikeret for behandlingen og livskvaliteten for os mennesker. Mennesker på kryds og tværs – vi skal også have det godt. Det er der mange, der virkelig ikke har. Men de kæmper deres egen kamp, de lever jo stadig.

Hvornår blev det pludselig lettere for gennemsnitsdanskeren at dyrke empatien og sætte sig ind i, hvordan alle aspekterne er omkring dyresex og dyrets tarv i den forbindelse, end det er at sætte sig ind i, hvordan et menneske som er endt i en klemme i samfundets lavere rækker har det inden i – og hvad der skal til for at bryde cirklen?

Den brede politiske retorik er klar og tydelig:

“Spørg ikke, hvad du kan gøre for indvandrere og arbejdsløse. Spørg, hvad de kan gøre for dig.”

Venstre kører en kampagne med uhyrlige beregninger, der fortæller hvor godt en familie på kontanthjælp sidder i det, fordi de suger statskassen flad. De er virkelig ved muffen! Hmm really?

Socialdemokraterne kører en kampagne, hvor den altoverskyggende agenda op mod et forestående valg er at prioritere stadfæstelsen af det faktum –  at indvandrere som kommer hertil denondenfløjteme skal ud og arbejde! Dét må der bare ikke herske nogen tvivl om. Er det virkelig det vigtigste synspunkt (standpunkt) lige nu? Flot prioriteret valgkamp …

Og DF … ja, DF kører samme stil som de altid har gjort.

Så er der selvfølgelig en række andre partier, som også er fremme med forskellige synspunkter, som heldigvis nogle gange kan være en værdig modpol til de store partiers mærkværdige prioriteter.

Imidlertid fyldes vi danskere med en ny Danmarks-orden. Os mod dem. På kryds og tværs. Skulle det være et adelsmærke som fremtrædende politiker at have egenskaben til at opløse i stedet for at samle? Ikke i min bog.

Derudover elsker både politikere og den brede offentlighed at tale om kroner og øre – og gennempresse en moralisering, som ikke bør finde sted, efter man har forladt folkeskolen.

Blandt andet et forslag om at trække et par hundrede kroner om måneden fra kontanthjælpsmodtagere. Fordi de er jo folk, der nærmest stjæler af kassen. Ikke et ord om at stramme skattepolitiken overfor de horder af virksomheder, danske såvel som internationale, som på dansk jord gør aktionærerne glade, imens skattefar (og den brede befolkning) er lidt til grin.

Heller ikke et ord omkring de mange helt igennem hul-i-hovedet investeringer, som staten selv står bag. Hvor millioner og atter milloner af kroner vælter ud af vores fælleskasse. Det er sket på baggrund af forskellige faktorer, bevares, men ofte er en af de faktorer inkompetence.

Ekstraregningen for et stykke afholdt Melodi Grand Prix, 70 millioner-ish. Ekstraregningen for de notoriske IC4 tog, tør jeg slet ikke gætte på. Et nyt Rejsekort-system, som det netop er offentliggjort aldrig har chancen for at tjene sig selv ind – dermed står vi med millioner af kroner, som skal kradses ekstra ind der. “Nå, hovsa”. Metro-byggeriet i Hovedstaden er endnu et eksempel på ekstraregninger, der vokser. Skyhøje ekstraregninger. Hvem skal betale? Du og jeg. “Nå, hovsa”.

Men det vigtigste er åbenbart at bruge kampagnebudgetterne på at minde os alle sammen om, at folk der ligger ned skal vi træde på (eller som minimum pege fingre af), førend vi bruger hovedet på andre løsninger, der kunne gavne fællesskabet lidt bedre.

Det virker helt skævt.

Nogle gange ville jeg ønske, at vi blot var simple dyr. Så ville der om ikke andet blive kæmpet en brav kamp på vores vegne. Selv fra fremmede og arbejdsløse.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , ,
18. marts 2015
2 kommentarer
Ikke kategoriseret

Må man ikke bare ha’ lov at have en off-dag?!

Der sidder en genstridig klat vomitus på sned et sted i min organisme og tager på daglig trekking. Det er kommet i takt med de sociale medier. Mere præcist, andre mennesker på de sociale medier.

Hvorfor er vi blevet en nation af politisk korrekte, likehunterliderlige, moralprædikende, bedrevidende og missionerende ja-hatte-Ole-H-kloner? Det skal jeg sige dig …

Fordi vi åbenbart er en flok tosser med et presset selvværd, der har det bedre med os selv, hvis vi kan overbevise andre om, at vi selv nok temmelig meget er den danske Tony Robbins. Gætter jeg.

Luk nu r… og stop jeres pjat. Det kører fireogtyvesyv direkte i mit og alle andres fjæs, og jeg magter det sgu ikke helt i længden. (Jeg kan da også godt li’ cheesecake, men får jeg det proppet i halsen hver dag, tror jeg også det bliver lidt kvalmt.)

Og det er jo ikke “bare” nogle få stykker jeg selv kender personligt, og hvor jeg ligesom ved, hvor de kommer fra – og hvor jeg ligesom har en relation, så jeg allerede har afkodet, at dem vil jeg gerne lytte til. Nej nej. Det er jo ofte sponsorerede links, firmalinks, medie-links, personlig-branding-links (fordi DK pludselig har fået et boom af folk, der gerne vil kendes på eller erhverve sig ved at fortælle alle andre, hvordan vi skal leve for at have det godt med os selv), og så en helvedes masse delte jpg’er og slatne statements, som ingen rigtig kender oprindelsen på.

Men alle deler, fordi alle har pludselig set lyset i at opgradere deres private livsstatus til “coach”. Så ser det hele nemlig så pænt og positivt ud på overfladen.

“Husk at vær den bedste version af dig selv” … “No pain, no gain” … “Nyd smerten, det er blot svaghed, der forlader kroppen” … “Gå ud og udret noget, ingen gør det for dig” … “Start dagen med løbetur og ingefærshot, så får du mere ud af dit liv” … “Gå ud og gør det, du har sat dig for, vent ikke til imorgen, gør det lige nu i dag, mens du har tanken” …

Ja, fint nok, men det passer bare rigtig dårligt lige i dag, der er pænt mange andre ting, jeg også lige skal, ikk’. Eller måske har jeg så meget fokus på hele tiden at udrette noget, at jeg bare i dag har brug for at koble af, dovne den og tænke over livet. Mit eget. Uden brug af kliché-citater.

Må jeg ikke bare have lov lige at være et helt gennemsnitligt menneske – bare for en dag uden 99 gode råd til, hvad jeg burde gøre, ifølge andre, for at have en god dag eller et godt liv? Eller hvordan jeg bør træne for at komme af med ølmaven. Eller hvordan jeg bør spise for at undgå at blive fed og dermed uelskværdig, eller hvordan jeg bør være som forbruger, som ven, som kæreste, som far, som mand, som (indsæt selv emne). Hele tiden. I alle leder og kanter.

Udbud og efterspørgsel. Udbudet er overdrevent stort. Efterspørgslen forsvindende lille.

Ekstrem påtagethed har den stik modsatte effekt på mig. Jeg bliver trodsig. Stop nu det stress, jeg skal sgu nok nå det jeg skal nå i mit eget liv og i mit eget tempo. I modsætning til hvad mit udseende godt kan lægge op til, så er jeg ikke så dum, som jeg ser ud. Der foregår faktisk lidt bag den imaginære hårgrænse.

Og ellers har jeg gode venner og en fantastisk kæreste, som nok skal give mig et los i røven og en flad, hvis (læs: når) jeg trænger til det. Det er fint, for dem har jeg netop valgt at dele mit liv med. Omvendt har jeg ikke valgt at abonnere på livsråd fra omverdenen konstant. See the difference?

Til gengæld ved jeg, at hvis du læser det her, så har du selv valgt at klikke herind, og du må også være lidt interesseret i emnet, hvis du er nået herned i teksten … så lad mig gerne give dig mine to cents, tag dem eller lad være:

Pligter i livet er der nok af, de kommer ligesom af sig selv, uanset hvor du er i livet – snup en off-dag, hvis du faktisk trænger og giv en finger til alle dem, der siger det modsatte. Politisk ukorrekt, my ass.

Dit liv, dine regler.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
25. februar 2015
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

3 typer der giver lange løg

Verden er fuld af ja-hattedamer og ditto mænd. Vil du læse om selvhjælp, mindfullness og glas der altid er halvt fyldt, så er du landet det forkerte sted, min ven.

Det er slut-februar, der er stadig alt for lang tid til sommer. Derfor kvitterer jeg med lidt hyggeharme. Denne gang om 3 typer, du sikkert allerede kender. Hvis du har lange løg, så gør du.

“Facebook” typen:
Folk der laver posts som: Køb min lejlighed, køb min bil, min cykel, min iphone, min … og så ingen fucking pris. Stop det. Hvis jeg først skal tilfredsstille dit lamme opmærksomheds-gen med en besked ”Ok, den er godt nok fed, det kunne måske være noget for mig, hvad koster den??”, og du derefter skal tage den over grænsen med retorten: “Tihi, kom med et frisk bud” – så orker jeg sådan set slet ikke at overveje at tage dig seriøst. Hvis du vil sælge noget, så sæt en pris på. Det er sådan en lille forretningsfidus, jeg gerne deler gratis. Brug den. Især hvis du gerne vil have venner.

“Lomme-antropolog” typen:
Folk der italesætter, hvis du har korslagte arme, imens du taler med vedkommende – og derfra giver dig en lækker svada omkring de lukkede signaler, du sender. Det er her du overvejer at åbne dit kropssprog op med en syngende lussing, men du ved bare at det nok afføder nye antagelser omkring din gestikulation, så du lader være. Men du mærker løgene nede i knæhøjde i ren desperation over at face sådan en tosse. Det er ofte de samme tosser, som elsker at sætte ord på alt, hvad de ser, fordi de tager det så pisse nært. Tossen opdager at du kommer til at gabe imens I taler sammen og udbryder straks “Ok, er du bare træt af at høre på mig eller hvad?!” Her er en lussing også velkommen. Så kan du altid følge op med lidt velvalgte ord.

Ro på, narcissist, det er sgu ikke alt, der handler om dig. Og hvad er det for en trang i mennesker, at videreføre dumsmarte teoretiske begreber fra oldtiden til nutiden. Hvad så hvis jeg er træt og min hjerne trænger til ilt … skal jeg virkelig undskylde for det? Lange løg.

“Nå, er det mig nu” typen:
Hvorfor er det altid de mest langsomme mennesker, der står i kø til fast-food? Det giver ingen menig. I det splitsekund, hvor der ikke længere er nogen foran i køen, og barnet med kasketten bag disken siger “Ja, hvad kan jeg hjælpe dig med?” – lige dér sker der en kortslutning i bøtten på folk.

”Øøøøøh, jah, er det mig nu?? Øøøh, jeg ved det ikke helt, øøøh, de der chili cheese tops, er de meget stærke? Øøøøh, jeg tror i hvert fald, at jeg skal have en Mc Feast … den der Big Tasty er måske også god, jeg tror jeg tager den i stedet. Nej, vent, øøøh, om den skal være en stor menu eller lille, åh, det er et godt spørgsmål, ja, hvor sulten er jeg egentlig, ej, bare lad det være en lille menu, nå ok, får jeg den store for kun en 5er mere, ej, så prøver jeg den store, hvad har I af forskellig sodavand egentlig? Ej, nu er jeg i tvivl med den Big Tasty alligevel, hvad har I ellers?”. Og der kigges febrilt op på tavlen.

Lad os nu bare være ærlige, den der tavle er udstyret med store fede billeder af maden efterfulgt at navne og pris. Det er fandme ikke så svært, kom nu bare i gang, altså. Det kræver sgu da ikke en særlig analyse, det er omtrent lige ringe det hele, og du står der fordi du mærker den der spontane sult – så kom i omdrejninger, eller jeg vælger for dig OG tvangsfodrer dig med en tragt og en knyttet hånd ovre bag gummiklovnen, som også har fået psykopat-lange løg af dig.

Nåhmen altså.
Lad os håbe marts bliver bedre.
Hygge derude!

med emneordet , , , , , , , , , ,
31. december 2014
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Hvem har ringet efter eksperten?

Så fik vi sgu has på endnu et år.

Og hvad har vi så lært.

Ud over at den primitive blog, Den Korte Avis, der ”udmærker” sig ved at tilsidesætte helt basale journalistiske grundprincipper, fik fyret godt op under de menneskelige værdier, så det (sandsynligvis) kan ses på DFs medlemstal – og populist politikken fandt nationalretten frem af idéskuffen – så kan vi trods alt glæde os over, at danskheden ENDELIG kom til overfladen.

Jo jo, vi fandt ud af, hvad en rigtig dansker er. En rigtig dansker er en, der er ”ekspert”. Og det er man sådan ca. i det øjeblik, man ligesom bare siger det selv.

Glem alt om coaches fra 2012-13.

I 2014 er en ekspert en, der siger, at han/hun ved noget om kommunikation på nettet. Det betyder mindre, at der ikke skal mere til for at være ekspert i dag, end at man kombinerer evnen til at fortælle helt elementære begreber med et twist af ord fra Amerika.

”Når du skriver budskaber til nettet, så er det vigtigt at lære at blive en god ’copywriter’, det bliver du ved at skrive på en måde, så det du skriver giver mentale billeder i hovedet på dem, der læser det”.

Ok, tak ekspert.

For det første er en copywriter ikke en måde at skrive på – det er den engelske stillingsbetegnelse for en tekstforfatter, sjoller. Det har jeg eksempelvis mere end 10 års erfaring med, hvorimod du blot slynger ud på din ekspertblog, at du er en god copywriter.

Det er du ikke.

For det andet er det du der fortæller helt almindelige kommunikationselementer, som enhver der har gået i skole efter 9. klasse og har prøvet at læse en bog har stiftet bekendtskab med, så kunne du ikke i stedet prøve at lære os noget på ekspertniveau, nu du titulerer dig selv ekspert … eller hvad?

Jesus Christ.

Ja, jeg nåede at blive godt og grundig metaltræt i løbet af året med alle de nye ”eksperter”, der piblede frem som horny rotter på sjov-tobak i en Burton film. Men ihærdige det har de været. Bestemt.

En anden ekspert: ”Brug sociale medier som du plukker jordbær – du skal vælge de bedste. Facebook er godt til slutbruger-segmentet, hvor man kan kommunikere til sine fans, altså sine mulige kunder. Og på Instagram foregår det hele primært via billeder i stedet.”

I shit you not, det skriver en ”ekspert” på sin ekspertblog. I 2014.


Og til det skal der da herfra lyde et stort tak.

Naturligvis.

Havde det ikke været for mange af de nye online og social media undervisningseksperter og selvudnævnte gurubloggere i år ville al fornuftig kommunikation jo gå i stå. Erhvervslivet ville være lost. Krisen ville æde os igen igen. Vi ville ende med at stå i køen til hylden med gær og bare tænke: Shit, hvorfor tog jeg ikke det 2-dages kursus?!

Mit gæt for 2015:
50 nyudklækkede ”nudging eksperter”. Fordi de siger det selv.

Nå, men pas nu på jer selv i aften.
På med brillerne og pop den panje.

Og lyt til ’grethes tale.
Hun ER ekspert. Omend lidt bælgøjet. Men fuld af visdom.

Godt nytår, folkens.

Gud bevare Facebook-Danmark.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , ,
12. december 2014
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Et af de steder, du skal besøge inden du dør

Storcentret.

Især i juletiden – ”for the real McCoy experience”. Om ikke andet, så for at opleve kødranden af dumhed vælte for dine fødder.

… hvad der sker med folk, så snart de kommer gennem luftslusen i svingdøren til storcentret?

De når lige akkurat indenfor i varmen, og så paralyseres de. I samlet flok en halv meter fra døren. Det er ligesom bare den velkomst man får – ”klask” lige op i røven af en fremmed. Er man heldig, er der tale om en god røv af det modsatte køn. But let’s face it. What are the odds? Og man er jo godt opdraget, så helt automatisk siger man selv:

”Hov, undskyld”.

Det er fandme bare ikke godt nok.

Når man derefter forsøger at orientere sig, finder man hurtigt ud af, at stedet man har entreret nok har været en arkitekt-prank lige så meget som en funktionel foranstaltning. Og det er jo ikke sådan, at de fleste centre er ens opbygget, så man i det mindste har chancen for at memorere noget genkendelse på rygraden.

Man starter from scratch hver gang. Hvorfor helvede er der mindst 5 snydeveje i alle rum – prøv med én, ja, én fucking vej frem. Det kunne f.eks. bare være den mest oplagte vej. Den korteste!

Måske er det stedets opbygning, der smitter af på pøblen, der er samlet her. At man som lyn fra en klar himmel med ét bliver dum som løbesnot. Ude af stand til at fungere fornuftigt og forholdsvis normalt, som man gør ude på gadeplan.

Er luften for tynd i centret eller bliver man hypnotiseret af al den neon? Eller er det en effekt af Michael Bublé i højtalerne? Vides ikke.

Men jeg må konstatere, at der florerer en kollektiv bølge af massiv ”rådyr fanget i lyset” trance-lignende adfærd.

Øjne så store som tekopper, granatchok og nul bevægelse i benene. Hallo mand, det er bomuld du står og rører ved, der står H&M på skiltet, slap nu af, Amish freak.

Og de folk som rent faktisk formår at flytte lidt på sig, får kroppen til at bevæge sig i rytmer, der ikke giver mening. Man er jo helt lost i en afventende situation – hvor er du på vej hen, mester? To skridt frem, et til højre, tre til venstre, et tilbage, stop, repeat.

Efter min mening burde alle storcentre udstyres med en skilift, der kører op under taget – direkte til udgangen. Med gratis forsyning af Fernet-shots for at minimere risikoen for total kollaps, når man rammer gaden igen.

Sweet Lord.

med emneordet , , , , , , , , , , ,
5. august 2014
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Vi glemte at tænke. Selv.

Dette millennium bør kendes som:
Det er samfundets (og mediernes) skyld!

Groft sagt. Men der er en pointe gemt her et enkelt sted. Eller to.

Det starter allerede i børnehaven
Forældre losser ungerne i institutioner fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Når de så har nogle få vågne timer med ungerne om aftenen, skal tiden bruges velvalgt. Knap så meget dannelse og ”jeg tager dig under min vinge og lærer dig om livet” – og meget mere: ”Hvad vil du have at spise, hvad vil du se i tv, hvilken Macbook har du brug for” … og: ”Hvor er bedsteforældrene og institutionerne i den her opdragelse, jeg har jo slet ikke tid til mig selv.”

I takt med selvrealiseringens guldalder og nypuritanismens beskidte indtog har vi glemt realismen et eller andet sted. Glemt at se indad. Vi storelsker at hade.

Og vi hader virkelig meget. Ventetid, hvede og usunde folk med 5 kilo for meget på badevægten, det og dem hader vi i stor stil. Men ikke lige så meget som vi smadderhader cigaretter, og dem der ryger dem. Hvis vi står på en åben DSB perron få meter fra en, der har tændt en cigaret, så skal vedkommende med cigaretten lynches. Det er klart. Vedkommende står jo og er i færd med at bedrive overlagt mord over en potentiel 50 meter strækning. Vi kan dog vælge at træde et par meter længere væk i fri luft og lade rygeren stå i sin røg og damp. Det gør vi ikke. I stedet skal der klages, skrives læserbreve og desperat råbes op i håb om, at samfundet må træde til med endnu et indsnævrende totalforbud.

Livet på jorden eksisterede også før det nye millennium. Der kunne børn rigtigt nok blive udsat for omgivelser med røg, manglende airbags, NutraSweet og blive slæbt med alskens steder hen, når forældrene havde ærinder. Det lyder ikke rart i dag. Men hvis valget står mellem, at børn på 7-8 år skal have en iPhone 5s med Hello Kitty cover og en forskrækket tilgang til livet … eller … en til tider ikke så bornert og poleret opvækst, der rent faktisk hjælper dem til at træffe fornuftige beslutninger senere hen – ja, burde valget være så svært?

Efter skoletiden går det for alvor ned ad bakke
Nu skal der findes et nyt sted at pege fingre, institutionerne kan ikke klandres længere. Det er ikke svært at finde et alternativ. De onde medier!

Vi har mistet lysten til at agere bonus pater familias. Vi er i stedet uhyre sårbare og skræmmende påvirkelige; hvis man skal vurdere på udviklingen.

Og nå ja. Bar hud har ødelagt vores fremtid. Åbenbart. Det startede naturligvis, da pornografien blev frigivet. Noget skal jo have skylden. Mennesker har i dag ikke selv en vilje, de er KUN et produkt af tiden. Lyder det til. Har vi set på noget porno engang, set unreality-tv som Paradise Hotel eller har set en noget bar kvindenumse i en ligegyldig reklame for en lige så ligegyldig energidrik i gadebilledet; så er vi sikre på, at hele generationer bliver til respektløse idioter med et nedværdigende syn på et helt køn. Der må læserbreve til igen. Medierne ødelægger os!

Bevares, vi ser desværre også fra tid til anden en række folk, der tiltusker sig uheldige mønstre og nedværdigende retorik. Er det mon et resultat af medierne, dårlig opdragelse, bristet personlighed eller en form for opgør mod alt det forskrækkede? Eller en blanding. Det er frit at gætte …

De veluddannede smider trumfen
I 2014 findes der ikke længere mandlige pædagoger i Danmark. De er i dag uddøde i det fag. Der findes kvindelige pædagoger og latente pædofile. Flere og flere institutioner opstiller absurde regelsæt om, at en faglig uddannet voksen mand ikke må hjælpe barnet på toilettet uden opsyn, ikke må holde barnet tæt, have det på skødet, trøste det med nærhed eller blot være alene med barnet. Den voksne uddannede mand, må ikke passe sit job. Det synes vi er fint. I hvert fald vinder det mere og mere indpas. Mening med galskaben skal man nok lede efter i Sankt Petersborg eller ca. deromkring.

Her er mit gæt. Det er hverken samfundet eller pik og patter i medierne, der har ødelagt os. Det har vi selv.

Vi glemte, at vi er efterkommere af aberne. Og bildte os ind, at vi nedstammer fra strudsen.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
← Ældre indlæg