Der sidder en genstridig klat vomitus på sned et sted i min organisme og tager på daglig trekking. Det er kommet i takt med de sociale medier. Mere præcist, andre mennesker på de sociale medier.
Hvorfor er vi blevet en nation af politisk korrekte, likehunterliderlige, moralprædikende, bedrevidende og missionerende ja-hatte-Ole-H-kloner? Det skal jeg sige dig …
Fordi vi åbenbart er en flok tosser med et presset selvværd, der har det bedre med os selv, hvis vi kan overbevise andre om, at vi selv nok temmelig meget er den danske Tony Robbins. Gætter jeg.
Luk nu r… og stop jeres pjat. Det kører fireogtyvesyv direkte i mit og alle andres fjæs, og jeg magter det sgu ikke helt i længden. (Jeg kan da også godt li’ cheesecake, men får jeg det proppet i halsen hver dag, tror jeg også det bliver lidt kvalmt.)
Og det er jo ikke “bare” nogle få stykker jeg selv kender personligt, og hvor jeg ligesom ved, hvor de kommer fra – og hvor jeg ligesom har en relation, så jeg allerede har afkodet, at dem vil jeg gerne lytte til. Nej nej. Det er jo ofte sponsorerede links, firmalinks, medie-links, personlig-branding-links (fordi DK pludselig har fået et boom af folk, der gerne vil kendes på eller erhverve sig ved at fortælle alle andre, hvordan vi skal leve for at have det godt med os selv), og så en helvedes masse delte jpg’er og slatne statements, som ingen rigtig kender oprindelsen på.
Men alle deler, fordi alle har pludselig set lyset i at opgradere deres private livsstatus til “coach”. Så ser det hele nemlig så pænt og positivt ud på overfladen.
“Husk at vær den bedste version af dig selv” … “No pain, no gain” … “Nyd smerten, det er blot svaghed, der forlader kroppen” … “Gå ud og udret noget, ingen gør det for dig” … “Start dagen med løbetur og ingefærshot, så får du mere ud af dit liv” … “Gå ud og gør det, du har sat dig for, vent ikke til imorgen, gør det lige nu i dag, mens du har tanken” …
Ja, fint nok, men det passer bare rigtig dårligt lige i dag, der er pænt mange andre ting, jeg også lige skal, ikk’. Eller måske har jeg så meget fokus på hele tiden at udrette noget, at jeg bare i dag har brug for at koble af, dovne den og tænke over livet. Mit eget. Uden brug af kliché-citater.
Må jeg ikke bare have lov lige at være et helt gennemsnitligt menneske – bare for en dag uden 99 gode råd til, hvad jeg burde gøre, ifølge andre, for at have en god dag eller et godt liv? Eller hvordan jeg bør træne for at komme af med ølmaven. Eller hvordan jeg bør spise for at undgå at blive fed og dermed uelskværdig, eller hvordan jeg bør være som forbruger, som ven, som kæreste, som far, som mand, som (indsæt selv emne). Hele tiden. I alle leder og kanter.
Udbud og efterspørgsel. Udbudet er overdrevent stort. Efterspørgslen forsvindende lille.
Ekstrem påtagethed har den stik modsatte effekt på mig. Jeg bliver trodsig. Stop nu det stress, jeg skal sgu nok nå det jeg skal nå i mit eget liv og i mit eget tempo. I modsætning til hvad mit udseende godt kan lægge op til, så er jeg ikke så dum, som jeg ser ud. Der foregår faktisk lidt bag den imaginære hårgrænse.
Og ellers har jeg gode venner og en fantastisk kæreste, som nok skal give mig et los i røven og en flad, hvis (læs: når) jeg trænger til det. Det er fint, for dem har jeg netop valgt at dele mit liv med. Omvendt har jeg ikke valgt at abonnere på livsråd fra omverdenen konstant. See the difference?
Til gengæld ved jeg, at hvis du læser det her, så har du selv valgt at klikke herind, og du må også være lidt interesseret i emnet, hvis du er nået herned i teksten … så lad mig gerne give dig mine to cents, tag dem eller lad være:
Pligter i livet er der nok af, de kommer ligesom af sig selv, uanset hvor du er i livet – snup en off-dag, hvis du faktisk trænger og giv en finger til alle dem, der siger det modsatte. Politisk ukorrekt, my ass.
Dit liv, dine regler.
Onkel S Blog 