Onkel S Blog

Det er en ganske særlig type kriminel, jeg kender. Det er den almene dansker, som pludselig ser rødt. Typen med retfærdigheden i ryggen selvsagt. Det er sgu nogle gange lidt svært lige at debattere almindelig moral og etik med den slags mennesker. Og min åbenlyse laissez-faire attitude i øjeblikket (mest i håb om at det mirakuløst bliver til en ren imaginær hændelse, hvis jeg ignorerer det) har direkte endt med at napse mig i nummi. Og nummi har det altså bare bedst uden naps.

Det hænder, at jeg eskorterer et bestemt fruentimmer rundt i forskellige supermarkeder. Det gør jeg gerne, men det er primært fordi jeg automatisk kæder det sammen med, at jeg så kort efter sikkert får noget at spise. Så primitiv er jeg. Bevares, når vi går der og fylder kurven sammen, så er det sgu da også ret hyggeligt egentligt. Der bliver grinet, pjattet og det hele er fryd og gammen – og de andre kunder bliver i al hemmelighed vurderet og talt om på det skammeligste (sorry!). Det er som om, jeg træder ind i en form for Bilka-hypnose, og det ender altid med, at jeg lader paraderne falde og ikke aner, at jeg går direkte i en fælde. For når vi så står ved kassen bliver det med ét ret uhyggeligt. Ikke pga. prisen på varerne, som man skulle tro. Nej pga. den der retfærdighedssans, der svulmer op i hende og manifesterer sig. Ja, jeg bliver sgu bange for hende, det er jeg ikke bleg for at indrømme. Så jeg lystrer som en dum abe. Imens den søde og intetanende ekspedient bipper varerne gennem kassen, bliver jeg imidlertid udsat for et andet og langt mere ubehageligt overgreb – som ingen desværre er vidne til.

“Her, tag den her”, får jeg bestemt at vide af hende, imens hun lidt skjult snupper en plastikpose fra butikkens kasselinje og stikker til mig, og det slår ikke fejl, det følges op af denne umenneskelige sætning, som kun jeg kan høre: “Afsted, ned og pak, bare gå derned nu … nu!” Jeg er jo helt og aldeles ude af stand til at forstå, hvad der rent faktisk foregår her. Så jeg adlyder. Egentlig ignorerer jeg bare virkeligheden i nogle minutter. Det er en ren forsvarsmekanisme. Og sådan ca. lige præcis, når jeg så når at få to liter øko-skummet, de friske porrer og en pose macadamia-nødder i plastikposen, så brydes al støj i rummet og ekspedienten henvender sig til mig: “Altså hallo du! Du må da ikke bare tage vores poser, du skal altså betale for dem, det tror jeg også godt du ved!?” … og jeg står bare der, ude af stand til at komme på andet end: “Det var hende, der sagde jeg skulle” imens jeg peger febrilsk på et nu ufatteligt sødt, smilende og uskyldigt pigebarn, der slet ikke afspejler en vaneforbryder. Det snyder dem. Og jeg bliver gang på gang stigmatiseret og ydmyget – lige der ved kassen. Helt ærligt, det gør da ondt i nummi, når det sådan napser!

Så mod udgangen siger jeg selvfølgelig til trunten: “Hey, nu har du gjort det der, de sidste 10 gange vi har handlet sammen, nu stopper det!” (det ved jeg godt det ikke gør, hun er jo kriminel). Så jeg spørger i stedet: “Enhver idiot ved sgu da at man skal betale for de poser her, hvorfor mener du ikke lige, at det gælder for dig?”. Svaret falder med stort følelsesmæssigt engagement: “Fuck dem, er du klar over, hvor stor avance de har på alle deres latterlige varer, de tager sgu da røven på os, hver gang vi køber ind – og deres poser burde fandme følge med som ren service!”. BOM sagde det. Så er det emne ligesom uddebatteret. Indtil næste gang, der skal provianteres.

Sig mig, er det bare mig, der har et forfinet forhold til det med poseadfærd, eller findes der andre storkriminelle derude, der er gået sammen om ”superkonspirationskapitalisterne” og deres poseflip?