Så er vi ligesom i gang med januar, folkens. Der er jo nytårsforsæt, der skal effektueres. Jeg selv har kickstartet året med Paleo og crossfit. Jeg spiser rimelig sundt, men har næsten daglige kvaler med at gå – hvilket er lidt underligt, da jeg direkte kan se, at mine ben stadig er der. Folk siger, at man får så meget fornyet energi af crossfit. Jeg har indtil videre mest fået to paralyserede lemmer, der samtidig gør så naller, at jeg har præsteret en enkelt gang at vågne om natten og måtte lave strækøvelser??
Januar er også her, at jeg tager fat i en professionel forandring, da jeg er gået fra at være almindelig reklamelønslave, til at være selvstændig/freelancer, da de københavnske bureauer åbenbart tøver med at fastansætte en elskværdig tekstforfatter. For jer der har prøvet noget lignende, så ved I, at der kan være lidt opstartsudfordringer med de likvide midler, som man ikke helt har garanti for. Derfor måtte jeg også en tur i banken, for ligesom at få en ”kompetent bankrådgiver” til at vurdere slagets gang de kommende måneder. Det har så vist sig at være lidt af en ligegyldig beslutning.
Jeg hoppede på cyklen og daffede til Trianglen. Ja, jeg har Nordea. En præsentabel ”karrierekvinde” sidst i 20’erne kaldte mig til, og vi gik sammen mod mødelokalet. Men allerede i de første sekunder anede jeg en noget pertentlig og lettere Adolf-agtig gangart, der skulle vise sig 5 minutter senere at manifestere sig i både ansigtsfolder og ordforråd.
En bankrådgiver i Nordea er ikke en rådgiver. Man får ihvert fald absolut ingen råd med videre. Man får i stedet en maskinel opvisning i, hvordan SS-Tyskland velsagtens måtte have fungeret. Blottet for personlighed, og med en trang til at få mig tilpasset i formalia og obskure interne regler, begyndte belæringsmonologen. Jeg sad altså og lyttede til en automat, som hvis jeg havde proppet en skinnende 20’er i tøsen. Jeg sad længe og ledte efter slukknappen, og da jeg ikke kunne finde den overvejede jeg et sekund, om jeg burde give hende et ordentlig los, for at se om det hjalp. Jeg forbarmede mig dog. Men jeg burde nok bare være gået Jax Teller på hende, for efter belæringen kom salgsmonologen. (Hvilket for mig var så malplaceret, at jeg lod mig selv forme et lille fnis – som hun pænt kvitterede med et Stasi-blik).
Efter en snak omkring det nu ret nedbarberede rådighedsbeløb i de kommende måneder, hvor jeg må spare ret seriøst på en del poster, så mente banktossen at det var tid til at sælge mig en ny og dyrere forsikring. Hun gik all-in på at sælge hele budskabet med, hvorfor man bør være godt dækket ind i alle tænkelige kroge af livet, som hvis jeg skulle være mongol og ikke lige vide noget om den slags. Luk nu røven, flittiglise, jeg HAR forsikringer – de er rimelig billige, og er hos et andet selskab end det I har aftaler med, lev med det!
Faktisk viste det sig, at jeg gerne skulle påtvinges nogle yderligere forsikringer også, som jeg ikke vil mene er lige nu, jeg skal opgradere på – og oven i købet blev hele herligheden 1200 kr. dyrere om året. ”Det er jo ikke meget, når man tænker over det, det er blot 100 kr. om måneden”. Tja, jeg er ved at skære alvorligt i mit rådighedsbeløb i nogle måneder, så hjælper det jo ikke meget, at jeg samtidig gør dig en provisions-tjeneste, din lille piccoline-mus. Bevares, du er da lidt sød og business-agtig, som du sidder der og glæder dig til din 30 års fødselsdag, imens du klamrer dig til ”manuskriptet”, men du er IKKE en bankrådgiver. Make no mistake about that, my girl. Vor herre bevares.
Onkel S Blog 