Tag Archives: indvandrepolitik

Valgkamp. Et land blottet for nuancer

Politikerne fører valgkamp i et inferno af sort/hvide beskyldninger den ene og anden vej.

Befolkningen følger trop og glemmer sund fornuft for en tid. Det hele handler om at finde syndebukke. Ikke løsninger på den lange bane.

Jamen hurra, hvor modent.

Der er to overvældende majoriteter som tager lykken og pengene for os andre.

Det er arbejdsløse og udlændinge.

Men. 
Er begge to ikke minoriteter i samfundets fine Othello-graf?

Nå jo, men bare ikke lige nu. Lige nu leger vi lige, at virkeligheden er en anden. Det er lettere.

Lige nu er vi alle blinde, døve og dumme – for vi har ikke viljen til selv at arbejde og knokle for at finde bæredygtige løsninger i samfundet, som vi ikke senere behøver rette op på over årtier.

Bevares, snyltere og snydere gavner ingen – og slet ikke i en klemt tid. Men det gavner heller ingen at køre alle ned over en bred kam, bare for at få ram på de få i Othello’en, som behøver et vink med en vognstang for at skifte spor.

Er det ikke hér, begrebet ”tid til at tage arbejdshandskerne på” burde kunne anvendes?

At vi ikke vil acceptere snydere, dét er ikke noget nyt. Det kender vi også fra sportens verden, hvor vi vil doping til livs – og vi går ind for fair play.

Hmm ja, fair play.

En sjov størrelse, som kun er morsom at hive op af lommen, hvis det gavner ens eget resultat. I hvert fald når det gælder politik.

Jeg synes, det er problematisk at landets førende politikere (ministre i går, i dag og imorgen) kan prædike om flere år på arbejdsmarkedet, lavere offentlige ydelser, højere arbejdsmoral og flere samfundspligter til landets borgere for at spare penge, når de selv kan gå på pension fra de er 60 år med alt betalt, inkl. den gyldne ekstra-ekstra-bonus i form af eftervederlag i halvandet til tre år efter fratrædelse – uden at være villige til at skære ned på deres eget gigantiske samfundsoverforbrug, imens hver en krone for kontanthjælpsmodtagere tages op til revision.

Prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig i luksus-pensioner og vederlag? Giver det ikke mening at alle bidrager til løsningen?

Ja, jeg ved godt, at det er vigtigt at belønne dem, vi har tillid til kan varetage Danmark.

Men hvorfor så ikke også vise ”tillid” til folkeskolelærerne, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne eller politibetjentene? Når så mange andre væsentlige grupper, der skal udøve ”varetagelsen af Danmark” i praksis får ringere og ringere midler, så forekommer det mig ganske ulogisk at blive ved med at forgylde ”folkene i toppen”.

I dag skal der ikke bare spares, der skal også sparkes.

Det er en folkesport i 2015 at sparke nedad. Den sportsgren starter altså på Borgen.

Det er let at gøre kontanthjælpsmodtagere til utaknemmelige, dovne og direkte arbejdssky elementer. Men ved vi reelt, hvor mange på Borgen, der arbejder for hver en eneste krone, de modtager – både nu og senere i evt. pension?

Jeg ved det ikke.

Men jeg er ret sikker på, at det heller ikke er noget, der nogensinde bliver undersøgt. Det er der slet ikke tid til med alle de undersøgelser, der skal foretages med hensyn til arbejdsløse og udlændingene.

Og ja, jeg synes også det er pinagtigt at se et system blive båret frem af landets politikere, hvor en lang række større virksomheder helt legalt kan slippe for at betale skat i DK, imens deres ansatte må betale ved kasse ét.

Igen, prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig der? Kunne man ikke et øjeblik lige lege, at man gerne ville se lidt på ”nuancerne”?

”Os og dem” er ikke kun noget med hudfarve, det er i særdeleshed også noget med, hvem der lige nu har kæmpet sig til velstand, og hvem der lige nu sidder i suppedasen og har brug for en hånd.

Men hvorfor sparke nedad, hvorfor skulle det gavne?

Igen, lad os se på et eksempel fra sportsverdenen: Vi elsker at hylde en ægte mester. Mesteren har fortjent sine sejre og hæderen – for det har krævet hårdt arbejde, og vi anerkender også gerne et talent, når vi ser det.

Vi elsker en ægte mester, som i sin storhed også rækker en hånd ud og viser anerkendelse til dem længere nede i tabellen. Vi finder ikke sympati for en mester, der tryner dem under sig, imens tronen besættes.

Fordi, ja, fair play.

Hvorfor er dét ikke en faktor, når vi skal have landet til at fungere bedst muligt for samtlige 5+ mill.?

Mit gæt: Fordi alt for mange fejlagtigt mener, at rigdom blot måles i kroner og øre. Igen noget med nuancer.

Og tja. Jeg orker slet ikke at komme ind på ”udlændinge-debatten”. Den burde aldrig være første punkt på dagsordenen, når vi har så mange løse ender i forvejen, vi burde tage affære på.

Men det er ikke svært at se, at vi selv gør integrationen unødvendig problematisk, når vi skærer alle over én kam – i stedet for at gå forrest med det gode eksempel og vise, at her i DK hopper vi ikke over, hvor gærdet er lavest.

Hvor du sætter dit kryds er ikke det vigtigste. Det skal ingen nemlig bestemme for dig.

Det vigtigste er, at du ser nuancerne.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Dyrevelfærden vinder over menneskeheden

I dag er bloggen ikke et satirisk stykke hyggeharme. I dag er det tid til et opråb. Det politiske landskab bekender kulør over en bred kam. En depressionskulør, som vidner om et dystert fremtidssyn. Og valget er endnu ikke udskrevet.

Men lad mig starte med dyrene.

Der går vel nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke har set et eller andet klip, link eller underskriftindsamling fra folk jeg kender, folk på facebook, celebrities osv. mod den dårlige behandling af dyr. Det er noget, næsten alle er villige til at slå et slag for. Vilde dyr, dyr i fangenskab, dyr i industrien, i køledisken og derhjemme på sofaen. Vi vil gerne bevise, at vi er mennesker og ikke blot dyr. Det er jo bestemt svært ikke at støtte.

Dyrene skal have det godt.

Vi skal tage vare på dyrene. Det er ikke blot sund fornuft og god karma. Det er også politiske (populistiske) dagsordener. Dyresex kom pludselig på alles læber. Som et led i en personlig branding-proces mere end en løsning på en stor brist i samfundet. Sådan kan det i hvert fald opfattes. Og i befolkningens øjne kræver det et ramaskrig, når videnskaben tester på dyr, når hajfinnesuppe er lig med en yderst forfalden moral, når Zoo nedlægger en giraf, når cirkuser rejser landet rundt med dresserede vilde dyr i et ufrivilligt underholdningsmorads. Og en million andre sager. Om dyr.

Der agiteres vidt og bredt, dagligt, for mere og bedre dyrevelfærd. Det er vigtige emner. Og de skal frem!

Men hvorfor kan der ikke agiteres lige så ofte, lige så passioneret og lige så dedikeret for behandlingen og livskvaliteten for os mennesker. Mennesker på kryds og tværs – vi skal også have det godt. Det er der mange, der virkelig ikke har. Men de kæmper deres egen kamp, de lever jo stadig.

Hvornår blev det pludselig lettere for gennemsnitsdanskeren at dyrke empatien og sætte sig ind i, hvordan alle aspekterne er omkring dyresex og dyrets tarv i den forbindelse, end det er at sætte sig ind i, hvordan et menneske som er endt i en klemme i samfundets lavere rækker har det inden i – og hvad der skal til for at bryde cirklen?

Den brede politiske retorik er klar og tydelig:

“Spørg ikke, hvad du kan gøre for indvandrere og arbejdsløse. Spørg, hvad de kan gøre for dig.”

Venstre kører en kampagne med uhyrlige beregninger, der fortæller hvor godt en familie på kontanthjælp sidder i det, fordi de suger statskassen flad. De er virkelig ved muffen! Hmm really?

Socialdemokraterne kører en kampagne, hvor den altoverskyggende agenda op mod et forestående valg er at prioritere stadfæstelsen af det faktum –  at indvandrere som kommer hertil denondenfløjteme skal ud og arbejde! Dét må der bare ikke herske nogen tvivl om. Er det virkelig det vigtigste synspunkt (standpunkt) lige nu? Flot prioriteret valgkamp …

Og DF … ja, DF kører samme stil som de altid har gjort.

Så er der selvfølgelig en række andre partier, som også er fremme med forskellige synspunkter, som heldigvis nogle gange kan være en værdig modpol til de store partiers mærkværdige prioriteter.

Imidlertid fyldes vi danskere med en ny Danmarks-orden. Os mod dem. På kryds og tværs. Skulle det være et adelsmærke som fremtrædende politiker at have egenskaben til at opløse i stedet for at samle? Ikke i min bog.

Derudover elsker både politikere og den brede offentlighed at tale om kroner og øre – og gennempresse en moralisering, som ikke bør finde sted, efter man har forladt folkeskolen.

Blandt andet et forslag om at trække et par hundrede kroner om måneden fra kontanthjælpsmodtagere. Fordi de er jo folk, der nærmest stjæler af kassen. Ikke et ord om at stramme skattepolitiken overfor de horder af virksomheder, danske såvel som internationale, som på dansk jord gør aktionærerne glade, imens skattefar (og den brede befolkning) er lidt til grin.

Heller ikke et ord omkring de mange helt igennem hul-i-hovedet investeringer, som staten selv står bag. Hvor millioner og atter milloner af kroner vælter ud af vores fælleskasse. Det er sket på baggrund af forskellige faktorer, bevares, men ofte er en af de faktorer inkompetence.

Ekstraregningen for et stykke afholdt Melodi Grand Prix, 70 millioner-ish. Ekstraregningen for de notoriske IC4 tog, tør jeg slet ikke gætte på. Et nyt Rejsekort-system, som det netop er offentliggjort aldrig har chancen for at tjene sig selv ind – dermed står vi med millioner af kroner, som skal kradses ekstra ind der. “Nå, hovsa”. Metro-byggeriet i Hovedstaden er endnu et eksempel på ekstraregninger, der vokser. Skyhøje ekstraregninger. Hvem skal betale? Du og jeg. “Nå, hovsa”.

Men det vigtigste er åbenbart at bruge kampagnebudgetterne på at minde os alle sammen om, at folk der ligger ned skal vi træde på (eller som minimum pege fingre af), førend vi bruger hovedet på andre løsninger, der kunne gavne fællesskabet lidt bedre.

Det virker helt skævt.

Nogle gange ville jeg ønske, at vi blot var simple dyr. Så ville der om ikke andet blive kæmpet en brav kamp på vores vegne. Selv fra fremmede og arbejdsløse.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , ,