Ja, undskyld, Rikke, overskiften er nok en lillebitte smule ladet. Men læs videre, der er mening med galskaben.
I dag læste jeg Rikke Grosells interessante og super velskrevede artikel i Information omkring frustrerede kvinder tæt på de 40 (Læs den her). Rikke er cand.pæd.psyk, frustreret singlekvinde og 38 år. Jeg er tekstforfatter, undrende singlemand og 37 år. Skal vi ikke lige snuppe en rask lille debat bare for hyggen, det tror jeg nok, vi skal.
Den nævnte artikel kommer godt rundt om parforhold, praktiske forhold, seksualitet og ikke mindst udfordringerne ved at være nået til et sted i livet, hvor alvoren sætter ind. Og hvor gå-på-modet sætter ud. Åbenbart. Tillad mig, at smide et par tanker ind i puljen.
Kærlighed ud fra convenience
Det er super let at springe fra kærligheden, når der er et eller andet, der er besværligt. Og frustrationerne kommer lettere nu end nogensinde før. Den der snigende frustration, som når man opdager, at man skal stå i kø i mere end 2 minutter i 7/11.
De sidste 5 år har jeg været igennem 6 kærester i 30’erne, ja, der var blot tale om kortere forhold, som sluttede inden de for alvor rodfæstede sig. Derudover har der været en række dates og de mere løse, seksuelle bekendtskaber. Jeg er ikke ukendt med kvinder i 30’erne, det er det jeg prøver at sige.
Jeg er garanteret heller ikke selv skide let at leve sammen med. Krævende er nok et af de ord, jeg har hørt om mig selv flest gange på den konto. Jeg ved dog, at mine egne styrker langt mere er forankret i menneskelige relationer og kærlighed, end om jeg kan stå som pensionist og vise en fin liste af marathonløb, alene-rejser og 25 års guldpinden fra klubben “Vi står på egne ben – fuck kærester!”.
Min sidste kæreste havde en lap papir hængende på opslagstavlen. Herpå stod et mantra, som hun mindede sig selv om, hver morgen når hun gentog det igen og igen foran sig selv i soveværelsesspejlet. Lad os kalde det Ole H. syndromet. Og ja, hvis det virker så virker det. Men hvad nu hvis, og ja jeg mener naturligvis kun hvis, at man lige fik banket lidt tro på sig selv ind i skallen, som omhandlede at man havde styrken til at fungere i et forhold i stedet for. Måske parforholdsfrustrationen ville få trænge kår.
Kvinden har sejret sig selv ihjel
Udadtil er kvindernes sårbarhed åbenbart ikke en egenskab, de kan bruge til ret meget, hvis man skal tolke på dem, jeg har mødt. Trods at sårbarhed er en kendt nøgle til mange af livets facetter, der driver selvindsigt og flytter grænser. I stedet er det blevet til en udbredt tendens, at “bevise” at man som kvinde er stærk nok til at “vælge kærligheden fra”.
Problemet er bare, at det er en rendyrket Kejserens Nye Klæder effekt – det er en surrogatværdi, som ingen reel værdi har. Jo, hvis du har papir på, at du er patologisk forholdsafhængig, så fair nok, tag en slapper. Men er du et normalt intelligent og ellers velfungerende, socialt individ, så kunne det godt være, at din styrke ikke måles på beviset for, at du kan “stå på egne ben”. Især ikke hvis du samtidig tror, at du hviler i dig selv på den måde. Det gør du nemlig ikke.
Jeg går ind for ligestilling! Det ser jeg som en selvfølge, ligesom jeg går ud fra, at vi alle er lige værdige uanset race, om man kysser med det modsatte køn eller sit eget. Men ligestilling er for mig ikke, at vi skal til at kopiere hinandens biologiske mønstre og behov, blot for at vi kan fornemme vores egen indre styrke som ligestillede. Vi er mennesker, vi skal leve sammen, vi skal formere os, vi skal leve af kærlighed. Hvornår blev det lige en styrke at rende væk fra den?
Dengang mor og far var unge
For 40 år siden eller ca. deromkring, før vores forældre fik os, der kan man sgu tale om mod på kærligheden. Man reagerede og stod ved sine valg. Ingen sms’er, snapchats, facebookanmodninger, google-søgninger, linkedin tjeks og emails. I dag er vi koblet på og juicet op fucking altid. Møder vi en flirt i byen er det endda normalt at give vedkommende et forkert telefonnummer med vilje. Fordi det er sjov og spas. Og fordi vi ved, at Ove S. havde ret – der kommer altid en sporvogn mere. Og metroen kun med 3 minutters mellemrum.
På samme måde holder det os også i en noget besværlig konstellation. Gennem årtier vænner vi os til, at kærligheden er flygtig, at den er besværlig, og vi vil satme ikke miste os selv. Men mon ikke vi rent faktisk mister os selv lidt, hver gang vi dukker os, gemmer os og siger: “Jeg skal bevise, at jeg er stærkest alene”. Havde min ekskæreste hver morgen i spejlet sagt: “Jeg tør, jeg kan, jeg vil – kærligheden”, så var situationen måske en helt anden. Og frustrationen måske formindsket.
Så ja, Rikke, der er ikke meget brugbart gemt i den frustration der. Men hvad nu, hvis vi mænd lover, at vi blot er mænd. Og I kvinder lover, at I bare er kvinder. Måske vi så kan vende skuden. Sammen.
Onkel S Blog 
Fint opslag du her har skrevet, men come on, er du ikke bare lidt gammeldags og låst fast i de traditionelle tanker om hvordan tingene skal være?
Jeg får fnidder over folk der referer til gammel tid som en langt bedre tid. Et romantisk billede af at den gang var mænd maskuline, kvinder feminine, børn klatrede i træer, kærligheden varede evigt og solen skinnede bare lige lidt mere…
Min farfar var en rigtig tyran. Han havde elskerinder ved siden af ægteskabet med min farmor. Min far gemte sig under bordet når han kom hjem, og da min far blev lidt ældre, bad han min farmor om at flytte og lade sig skille fra den mand, men det var hun ikke økonomisk i stand til. Min farmor blev 95 år, for da først hendes mand dødede begyndte hun for alvor at leve livet. Forskellen fra den gang og i dag er blot at den utro part er blevet mere forsigtig og finder sine elsker(inder) på Victoria Milan. Og når kvinden (eller manden) opdager sin partners utroskab, er de i stand til at lade sig skille og komme videre. Det må man sgu da sige er en forbedring.
Jeg er enig med dig i at kærlighed er vigtigt, livsvigtigt, men jeg forstår ikke hvorfor man SKAL stræbe efter den romantiske kærlighed. Hvorfor er det den rigtige kærlighed?
Jeg er selv single og nyder det. Jeg leder ikke efter en romantisk kærlighed. I virkeligheden føler jeg mig helt fyldt op af kærlighed, og mærker det hver eneste dag. Næstekærlighed, venindekærlighed, familiekærlighed osv. Jeg er omgivet af mennesker der drager omsorg for mig, udfordrer mig, hjælper mig og elsker mig. Det er sguda et rigt liv. Og selve romantikken, jamen det kan da godt være at vi har glemt den lidt, men den findes og det er ikke svært at få den. De rent seksuelle behov, er jo aldrig et problem at få dækket.
Jeg går ind for kærlighed i alle afskygninger og respekterer hvordan end folk ønsker at leve deres liv, og med hvem. Jeg går ikke ind for at der kun findes én sand måde at leve på, nemlig i parforhold
Du beviser rigtig fint min pointe. Tak 🙂
Forstår jeg ikke helt, men provokerende var det 🙂
Mener blot, at det du beskriver lyder mere som en “prioritet” i en periode frem for en måde at tilbringe sit liv på. Mange gemmer sig bag den “prioritet” – f.eks. med påskuddet om at det er “svagt”, hvis man “behøver” blive gladere i sit liv med en kæreste i favnen. Mit gæt er, at om to år vil du måske ikke være helt så sikker på, at dit liv ikke skal indeholde et fedt parforhold.
Det “sjove” er jo, at vi kvinder er opdraget til at kunne selv i alle livets forhold. Jeg ville fx ikke have det arbejde, jeg har, hvis ikke jeg var selvkørende, initiativrig og handlekraftig.
I vores forhold med mænd, overfører vi samme kompetencer. Og så sker der enten det, at manden skrider. Eller også kastrerer han sig selv, med god hjælp fra os.. Og så går vi fra ham, fordi han ikke længere er den, vi forelskede os i.
Ja, det er bare lidt underligt, at nogle af de der vildt fede kvaliteter, du beskriver, ofte bliver en modsætning til det at fungere i et forhold, turde være sårbar, turde indgå i en synergi med et fast bånd. Det kræver jo også handlekraft og initiativ. Og arbejde. Det job jeg har kræver, at jeg er analytisk, strategisk, handlekraftig og kreativ. Men vigtigst af alt, så tror jeg, at uanset hvilket liv og hvilken stilling vi besidder – så er nysgerrighed og mod de vigtigste af dem alle. Der må da være en fællesnævner til parforholdet gemt i alt det. I hope.
Men virkeligheden er vel også, at nysgerrighed og mod ikke får os til at holde sammen i 40 år? Eller måske rettere; det er eddermaneme svært at være fortsat nysgerrig på hinanden efter 10 år og 3 børnefødsler :)..
Jeg er efterhånden der, hvor jeg tror på cyklussen med seriel monogami (stakkels mine børn!) som en redning for parforholdet.
Hehe ja, det ér da svært. Ikke mindst, når man står efter 10 år og har været gennem madpakke helvedet så længe, at man er ved at brække sig. Finder du nogle nye tricks der, så del endelig ud af dem.
Og folk må da også gerne blive skilt alt det de vil senere hen, men med de erfaringer jeg har gjort mig, så er der i det hele taget lang vej til at blive gift bare. Min sidste kæreste proklamerede flere gange: “Jeg tror nok bare at jeg ikke skal have en kæreste i mit, jeg skal nok bare hellere være stærk alene.” Det var lidt problematisk eftersom hun rent faktisk jo var i et forhold.
Det er jo også fint, hvis man virkelig er en ener på den måde. Men da det samtidig strålede ud af hende, at det var et skalkeskjul, fordi hun indrømmede issues, som hun selv måtte bearbejde for at fungere i et forhold, og hun rent faktisk storelskede tosomheden, men overkompenserede på alene-kontoen – plus at alle hendes veninder klappede hende på skulderen og sagde “fuck kærester, du er så sej, you go girl” – så gik det op for mig, at der florerer en ret kraftfuld tendens omkring netop mange kvinders fokus på, at det er “stærkt” at vælge kærligheden fra. Stærkt at vise omverdenen, at man er mand nok til at være kvinde i dag. Men er det virkelig særlig nyttigt for nogen parter … Opgive at arbejde med det, og så i stedet lulle sig ind i en atmosfære af, at livet giver mest mening uden kæreste og børn. Så bliver det sgu op ad bakke 😉
Jeg tror bare ikke, at den her tendens holder stik nogle år frem i livet for de her kvinder, og så kommer der nye frustrationer, som f.eks. dem Rikke Grosell er inde på.
Vi siger til vores unge mennesker i dag, at det er mega utjekket at begynde at ryge f.eks. Det kan ikke sidestilles med kærlighed, I know, men hvis vi tænker på mental sundhed, hvorfor pokker er vi så inde i en cyklus, hvor det bliver mere og mere almindeligt at det åbenbart er tjekket, at sige nej til kærligheden. Bliver vi virkelig lykkeligere af det i længden. Der er eddermame mange singler omkring de 40, som endnu ikke har fået børn, men som faktisk ret gerne vil. Der ligger jo noget og blokerer for os, når vi kan se på vores forældres generation bare, der ofte var gift og havde 2 børn, da de ramte de 30. Tiderne skifter ja, men frustrationen er jo tydelig samtidig.
Jeg har desværre ikke alle svarene, men emnet fortjener at blive blæst ud i landet 🙂
Lang tid efter ovenstående…
Enig i, at nysgerrighed og mod er to helt centrale kvaliteter for at få et forhold til at fungere – også langtids.
Why? Vi forandrer os hele tiden, og det opdager vi ikke, hvis det fastlåste billede af den anden frem for nysgerrigheden bliver den linse vi ser igennem. Tænk hvis min elskede mødte Dalai Lama og hendes liv tog en radikal vending og jeg ikke opdagede det, fordi jeg glemte at spørge… Jeg har slet ikke tid til distraktioner. Der er rigeligt at gøre med at følge med i min elskedes liv og udvikling.
Mod: for at kunne følge hinanden – herunder de ændrede behov i takt med vores udvikling og fejludvikling – kræves mod! Jeg er nødt til at se på mig selv og flytte mig fra tidligere roller og positioner, hvis jeg skal kunne navigere i et fællesskab. Det kræver eddersparkeme MOD at kunne møde sig selv for at kunne rumme den andens udvikling. En spændende rejse i øvrigt.
Åh forresten…. vi har kendt hinanden i knap 30 år, og det er kun lige begyndt