Tag Archives: jul

Bjældeklang og bølge-brækspand. Den virtuelle verden ka’ gi’ lange løg og tynd tarm

Okay, okay, okay. Der må spredes noget Onkel S hyggeharme igen, jeg kan mærke, det er tid. Bitch please … don’t call it a comeback I’ve been here for years. Og nu har vi jo gang i den søde julemåned, så tillad mig at dumpe lidt sukat i glögg-festen, for den står på ren jammerdal på diverse sociale mediekanaler.

Men det må vel være mediernes skyld, så? Nah, med de handlinger jeg ser vidt og bredt, så tror jeg det sgu næppe. Nå, hvor er den så gal, spørger du? Det skal jeg sige dig, min ven. Den er gal med fantasien og originaliteten. Faktisk så meget, at jeg vil mene, emnet burde lande på WHOs prio-liste.

Bølge mig her og bølge mig der.

”Jamen, LinkedIn er jo et socialt og professionelt netværk, så hvad er der nu galt med sådan en bølge, hvor vi tilføjer hinanden på kryds og tværs i én stor netværksgruppe uden at ane det fjerneste om hinanden – det kan vi jo komme til, er det ikke det, der er hele meningen med et netværk: At lære nye mennesker at kende?”

Næ. Med den logik har du jo slet ikke brug for et egentligt professionelt netværk. Altså, hvis du gerne vil være i et netværk med tusindvis af andre mennesker, som du ikke kender hverken privat eller arbejdsrelateret – og som heller ikke kender andet til dig, end hvordan dit ansigt ser du – så befinder du dig i forvejen i dit ønskede scenarie.

Bare gå ned på stationen. Tag toget en times tid. Stå ud. Kig lidt på ansigter og tag fat i en fremmed på gaden og sig:

”Hej, jeg arbejder med specialdesignede løsninger, der er skræddersyet til kundernes behov, jeg bruger selv vores løsninger, så jeg kan stå inde for dem, men nu skal vi også have en app, så jeg kunne godt tænke mig at vide mere om den slags – hvad arbejder du med, du går rundt med en bærbar computer, kan jeg se, så jeg tænker du måske er lidt up-to-date på dagens digitale tendenser? Tænk over det og vend tilbage – her har du 100 visitkort, del dem ud til venner og familie, måske vi kan hjælpe hinanden.”

Eller. Er det togturen og visitkortene, du gerne vil spare dig selv for med dit bølge-skvulp?

Bølgerne går højt, sådan er tendensen åbenbart – også på Facebook. Det kan jo være decideret deprimerende at se folk fuldstændig ukritisk tage del i diverse bølger.

7 dage med 7 billeder. Ingen mennesker. Ingen forklaringer. Total ligegyldigt faktisk. Gabende kedeligt endda. Men farvestrålende og en fryd for øjet så? Nej, sort/hvid. Men så spændende situationer i det mindste? Nej, hverdagens banaliteter. Ok, det lyder jo fedt for andre at overvære.

Hvor blev fantasien af? Et sort/hvid billede af din skål cornflakes og lignende eftertragtede øjeblikke 7 dage i træk. Med mindre du tænker, at du vil bidrage med noget lidt mere interessant eller originalt, hvorfor f… sake så deltage og sende bølgen videre.

”Det her var mit billede nr. 5, og i dag nominerer jeg en af mine venner til at deltage også, fordi det kunne være spændende at se, hvad han får at spise til morgenmad. I sort/hvid”.

Men der findes nu én ting, der er værre end folk, der hovedløst deltager i SoMe-bølger. Det er folk, der hovedløst opfinder deres egen bølge med påskud om at ville give noget igen til omverdenen – men i stedet ret tydeligt blot ønsker virtuel bekræftelse for indsatsen.

”Jeg har nu startet min egen julekalender, hvor jeg hver dag frem til d. 24. fortæller en historie om en kollega, chef eller studiekammerat, som jeg har været glad for. Hermed er en ny bølge startet, lad os se hvor langt den når – jeg nominerer 3 andre til også at deltage. I dag vil jeg fortælle om Kim, som jeg var i praktik med for efterhånden 10 år siden, Kim var morgenfrisk og altid klar med et smil …”

Hmm. 

Ring til Kim og fortæl din historie, så bliver han nok glad. Nå nej, det handler i virkeligheden ikke om ham men om dit eget ”liv” på sociale medier. Nøje planlagt goodwill og delinger er nu lige så vigtigt som kærlighed og kildevand, det havde jeg lige glemt.

Hør her, jeg vil hellere daime i mine denim-jeans hver dag fra 10-12 end at skulle læse alt det fløde-gylp og selviscenesættende bølgegodhedsvanvid du står bag for at høste opmærksomhed og klap på skulderen.

Forleden dukkede et andet yderst vredet ”goodwill”-forsøg op i mit LinkedIn-feed. Noget i stil med:

”Jeg vil gøre noget nyt i år og håber, jeg kan inspirere andre. Jeg lever et privilegeret liv og mangler ikke noget, så hvad skal jeg stille op med de gaver, jeg får til jul, for jeg har jo ikke brug for endnu en barbermaskine – i stedet vil jeg give mine gaver væk til velgørenhed, så kære netværk sig frem, hvis I kender til velgørenhedsorganisationer, som I kan anbefale”.

Jamen for severinsen da også. Du kan ikke selv Google eller hvad? Du kan heller ikke bare sige til dine venner og familie, at du i år ikke ønsker gaver, fordi du lever et privilegeret liv og ikke mangler endnu en barbermaskine? Du kan heller ikke bare selv købe noget og give væk til andre, der har mere brug for det end dig? Du kan heller ikke bare støtte velgørenhed som din egen private sag, du skal have dit professionelle netværk til at vide om det, dele og kommentere. For ellers tæller det ikke … eller hvad?

Blød daim, direkte ned ad denim-låret. Siger det bare.

Kære julemand. Til jul ønsker jeg mig mere gennemtænkt, idérigt og originalt indhold og opslag på sociale kanaler. Hvis jeg får det, lover jeg aldrig mere at bande, brokke mig eller drikke mig ned i snaps, shots og cerveza. Kun kærlighed og kildevand, I promise.

Møs møs og happy mistelten herfra. Ses til næste år.

med emneordet , , , , , , , , , , , , ,

Et af de steder, du skal besøge inden du dør

Storcentret.

Især i juletiden – ”for the real McCoy experience”. Om ikke andet, så for at opleve kødranden af dumhed vælte for dine fødder.

… hvad der sker med folk, så snart de kommer gennem luftslusen i svingdøren til storcentret?

De når lige akkurat indenfor i varmen, og så paralyseres de. I samlet flok en halv meter fra døren. Det er ligesom bare den velkomst man får – ”klask” lige op i røven af en fremmed. Er man heldig, er der tale om en god røv af det modsatte køn. But let’s face it. What are the odds? Og man er jo godt opdraget, så helt automatisk siger man selv:

”Hov, undskyld”.

Det er fandme bare ikke godt nok.

Når man derefter forsøger at orientere sig, finder man hurtigt ud af, at stedet man har entreret nok har været en arkitekt-prank lige så meget som en funktionel foranstaltning. Og det er jo ikke sådan, at de fleste centre er ens opbygget, så man i det mindste har chancen for at memorere noget genkendelse på rygraden.

Man starter from scratch hver gang. Hvorfor helvede er der mindst 5 snydeveje i alle rum – prøv med én, ja, én fucking vej frem. Det kunne f.eks. bare være den mest oplagte vej. Den korteste!

Måske er det stedets opbygning, der smitter af på pøblen, der er samlet her. At man som lyn fra en klar himmel med ét bliver dum som løbesnot. Ude af stand til at fungere fornuftigt og forholdsvis normalt, som man gør ude på gadeplan.

Er luften for tynd i centret eller bliver man hypnotiseret af al den neon? Eller er det en effekt af Michael Bublé i højtalerne? Vides ikke.

Men jeg må konstatere, at der florerer en kollektiv bølge af massiv ”rådyr fanget i lyset” trance-lignende adfærd.

Øjne så store som tekopper, granatchok og nul bevægelse i benene. Hallo mand, det er bomuld du står og rører ved, der står H&M på skiltet, slap nu af, Amish freak.

Og de folk som rent faktisk formår at flytte lidt på sig, får kroppen til at bevæge sig i rytmer, der ikke giver mening. Man er jo helt lost i en afventende situation – hvor er du på vej hen, mester? To skridt frem, et til højre, tre til venstre, et tilbage, stop, repeat.

Efter min mening burde alle storcentre udstyres med en skilift, der kører op under taget – direkte til udgangen. Med gratis forsyning af Fernet-shots for at minimere risikoen for total kollaps, når man rammer gaden igen.

Sweet Lord.

med emneordet , , , , , , , , , , ,