Onkel S Blog

Turen i rutchebanen foreviges på billede, jamen det er da lige præcis det, man har brug for. Som om man ikke i forvejen har nok at kæmpe med, når man forcerer horden af mystiske fremmede smurt ind i fransk dressing, vildfarne crocs der spænder ben og stive teenagere i løbetid. Man skal naturligvis også lige ydmyges på det groveste, inden man får nok og spurter mod udgangen. Man har forvildet sig op i den gamle rutchebane i håb om 5 minutters fred og fun. Det sker ikke. I stedet bliver man slynget rundt i sædet til soundtracket af ældgammel træ, der lyder til at være en bøvs fra at lægge sig til at dø. Og lige inden turen slutter er der opsat et kamera, der fornemt tager et situationsbillede på vognens sidste tur mod afgrunden. Man kommer ud fra turen og ser med det samme et hav af tv-skærme, der er så søde at fremvise hele herligheden til gud og hver mand. Man ser sig selv, og det går op for en, at man med ét har mistet al fysisk tiltrækningskraft på det modsatte køn. Man er ikke bare grim, man ligner en multi-mongol, der er hjælpeløst fanget i livets store dilemma: Skal man møge sig i bukserne og brække sig på samme tid? Det er lidt som om, at det kunne man jo nok egentlig godt ha’ undværet, ikk’.