Onkel S Blog

Med udsigt til et forestående Kommunalvalg har mine tanker nået en undren omkring landets reelle, mentale forfatning. Der er dem, der taler værdier og politik (eller i hvert fald forsøger), og så er der de mennesker, der ikke er så heldige at være udstyret med den notoriske, almene fornuft, og som derfor ikke bestiller andet, end at fodre den indre frygt for alt andet end frikadeller og kartoffelsalat – med smædesange om uhyret fra de varme lande.

Det er pudsigt nok mange af de samme mennesker, der sætter en stemme på Liste O, som en slags vaccinationstryghed mod en fantom-rabies, som sektlederen spyr ild og spår dommedag med. Det kan man mene om, hvad man vil, min mening er, at det netop har været grunden til, at mit skræmmebillede for dette land, har båret præg af en vis observation af sammenhængen mellem interessante parametre som selvindsigt, tolerance, selvværd og intelligenskvotient blandt mange af ytringspassionisterne.

Men faktisk fik skræmmebilledet lige en tand mere absurditet, da partiet Danskernes Parti valgte at forsøge at lefle stemmer til at komme med på listen i dansk politik. En noget usund af udseende kvinde, med en (for mig i hvert fald) uforståelig klovne-agtigt make-up udtaler på vegne af dette parti: (Citat) ”Integration er positiv særbehandling af de fremmede, og dermed diskrimination af os danskere. Danskernes Parti vil stoppe integrationstiltagene og i stedet bruge pengene på danskere”. Her har vi altså at gøre med en samling af folk, der intet har i posen at føre politik på end frygten for de forfærdelige mennesker, der ikke tilfældigvis er født i Danmark. Jamen for pokker, det minder mig jo om den der gamle sci-fi serie ”V”, hvor folkene på jorden skulle kæmpe mod invasionen fra det ydre rum. Undskyld mig, men jeg havde en lille forhåbning om, at så disillusionerede mennesker enten befandt sig på Sankt Hans eller bag hvide tophatte ude på den amerikanske ødemark. Hvad gik galt, Danmark?

Og det spørgsmål får mig direkte videre til min egentlige pointe. For skræmmebilledet i dag i dette land har nået helt nye højder. Glem alt om tophatte og Toblerone til kaffen. Det, jeg i virkeligheden er godt og grundigt skræmt over, er den groteske udvikling og indignation, som lige nu fylder landet med mental og sjælelig armod. Jeg taler om horden af forsmåede og forurettede danskere, der føler sig så dybt krænket, at var det en mulighed at foretage en officiel lynching på rådhuset, så gjorde de det. Hvad har dog gjort dem så vrede og truet deres eksistens? Simpelthen, at et ganske trivielt tv-underholdningsprogram i primetime om fredagen, ikke er så forudsigeligt, som folk har været vant til de sidste 10 år. Seriøst?

Godt nok er jeg klar over, at der florerer en vis form for comfortzone og vanemagt i mange folk, men at man glemmer hele konceptet i ”seerbaseret underholdningsprogram”, og bliver sønderknust over, at en god dansk fodboldhelt fra gamle dage, ikke længere har danseben som en 20 årig, men alligevel bliver holdt i live i programmet af seerstemmer – det chokerer mig mere end de førnævnte skræmmebilleder. I 10 år har det tv-underholdningsprogram kørt derudaf efter præcis samme skabelon og manuskript, det er sjovt nok ikke en præmisse, at den bedste nødvendigvis vinder, det er det der er hele humlen. Og så sker der det, at pludselig viser seerne en kæmpe interesse for den gamle stivbenede, men altid sympatiske fodboldspiller og med en fin gestus siger til ham og resten af landet: ”Du skal sgu ikke bare blive tromlet ned af dommerne, gamle jas, du fortjener at opleve vores massive glæde for dig som menneske – nu skal ’the underdog’ have en særlig støtte i stedet for alt det jævne underholdningsniveau, vi har været tvunget til i årevis, tillykke!” Alt sammen sker helt efter bogen via sms-stemmer rundt om i landet. Ja, TV2 siger endog selv: ”Nu er det tid til at stemme på den, DU ønsker at se videre”. Der er åbenbart mange, der ønsker at se en bestemt deltager gå videre. Alt burde jo være i den skønneste orden, og om ikke andet så et smil på læben over at forudsigeligheden endnu ikke har dysset enhver underholdning i tv til et udslettende lavpunkt. Ja, alt burde være ok, lige bortset fra den her forfærdelige frygt, der paralyserer en masse mennesker: “JAMEN, HVAD ER NU DET FOR NOGET, DET HER ER UVANT FOR MIG, JEG VIL IKKE HAVE DET, JEG FÅR DET LIDT SKIDTMADS NU, LAD NU VÆRE.” Og så starter lynchstemningen ellers. Der var også mange, der blev fortørnede, da Lykkehjulet stoppede på skærmen, men bare fordi nogen aldrig vil se et tv-program slutte eller bare ændre sig lidt, er det ikke ensbetydende med, at tv-programfladen ikke må have lov at udvikle sig efter 10 års forbudte trin.

Trangen til glansbilledet er åbenbart altdominerende i dele af befolkningen. Og skal det have lov at danne præcedens i politik også, vil ethvert valg jo være afgjort fra start – for så ville Liberal Alliances liste af ”SE&Hør-ansigter” uden tvivl blive stemt videre side om side med Dansk Folkepartis forkæmpere for den “ægte” danskhed, for ellers er fredagshyggen jo ikke intakt.

Hvorfor fanden er vi i Danmark så bange for en hverdag uden Bastogne og termokande?