Politikerne fører valgkamp i et inferno af sort/hvide beskyldninger den ene og anden vej.
Befolkningen følger trop og glemmer sund fornuft for en tid. Det hele handler om at finde syndebukke. Ikke løsninger på den lange bane.
Jamen hurra, hvor modent.
Der er to overvældende majoriteter som tager lykken og pengene for os andre.
Det er arbejdsløse og udlændinge.
Men. Er begge to ikke minoriteter i samfundets fine Othello-graf?
Nå jo, men bare ikke lige nu. Lige nu leger vi lige, at virkeligheden er en anden. Det er lettere.
Lige nu er vi alle blinde, døve og dumme – for vi har ikke viljen til selv at arbejde og knokle for at finde bæredygtige løsninger i samfundet, som vi ikke senere behøver rette op på over årtier.
Bevares, snyltere og snydere gavner ingen – og slet ikke i en klemt tid. Men det gavner heller ingen at køre alle ned over en bred kam, bare for at få ram på de få i Othello’en, som behøver et vink med en vognstang for at skifte spor.
Er det ikke hér, begrebet ”tid til at tage arbejdshandskerne på” burde kunne anvendes?
At vi ikke vil acceptere snydere, dét er ikke noget nyt. Det kender vi også fra sportens verden, hvor vi vil doping til livs – og vi går ind for fair play.
Hmm ja, fair play.
En sjov størrelse, som kun er morsom at hive op af lommen, hvis det gavner ens eget resultat. I hvert fald når det gælder politik.
Jeg synes, det er problematisk at landets førende politikere (ministre i går, i dag og imorgen) kan prædike om flere år på arbejdsmarkedet, lavere offentlige ydelser, højere arbejdsmoral og flere samfundspligter til landets borgere for at spare penge, når de selv kan gå på pension fra de er 60 år med alt betalt, inkl. den gyldne ekstra-ekstra-bonus i form af eftervederlag i halvandet til tre år efter fratrædelse – uden at være villige til at skære ned på deres eget gigantiske samfundsoverforbrug, imens hver en krone for kontanthjælpsmodtagere tages op til revision.
Prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig i luksus-pensioner og vederlag? Giver det ikke mening at alle bidrager til løsningen?
Ja, jeg ved godt, at det er vigtigt at belønne dem, vi har tillid til kan varetage Danmark.
Men hvorfor så ikke også vise ”tillid” til folkeskolelærerne, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne eller politibetjentene? Når så mange andre væsentlige grupper, der skal udøve ”varetagelsen af Danmark” i praksis får ringere og ringere midler, så forekommer det mig ganske ulogisk at blive ved med at forgylde ”folkene i toppen”.
I dag skal der ikke bare spares, der skal også sparkes.
Det er en folkesport i 2015 at sparke nedad. Den sportsgren starter altså på Borgen.
Det er let at gøre kontanthjælpsmodtagere til utaknemmelige, dovne og direkte arbejdssky elementer. Men ved vi reelt, hvor mange på Borgen, der arbejder for hver en eneste krone, de modtager – både nu og senere i evt. pension?
Jeg ved det ikke.
Men jeg er ret sikker på, at det heller ikke er noget, der nogensinde bliver undersøgt. Det er der slet ikke tid til med alle de undersøgelser, der skal foretages med hensyn til arbejdsløse og udlændingene.
Og ja, jeg synes også det er pinagtigt at se et system blive båret frem af landets politikere, hvor en lang række større virksomheder helt legalt kan slippe for at betale skat i DK, imens deres ansatte må betale ved kasse ét.
Igen, prøv og tæl efter, hvor mange milliarder mon der gemmer sig der? Kunne man ikke et øjeblik lige lege, at man gerne ville se lidt på ”nuancerne”?
”Os og dem” er ikke kun noget med hudfarve, det er i særdeleshed også noget med, hvem der lige nu har kæmpet sig til velstand, og hvem der lige nu sidder i suppedasen og har brug for en hånd.
Men hvorfor sparke nedad, hvorfor skulle det gavne?
Igen, lad os se på et eksempel fra sportsverdenen: Vi elsker at hylde en ægte mester. Mesteren har fortjent sine sejre og hæderen – for det har krævet hårdt arbejde, og vi anerkender også gerne et talent, når vi ser det.
Vi elsker en ægte mester, som i sin storhed også rækker en hånd ud og viser anerkendelse til dem længere nede i tabellen. Vi finder ikke sympati for en mester, der tryner dem under sig, imens tronen besættes.
Fordi, ja, fair play.
Hvorfor er dét ikke en faktor, når vi skal have landet til at fungere bedst muligt for samtlige 5+ mill.?
Mit gæt: Fordi alt for mange fejlagtigt mener, at rigdom blot måles i kroner og øre. Igen noget med nuancer.
Og tja. Jeg orker slet ikke at komme ind på ”udlændinge-debatten”. Den burde aldrig være første punkt på dagsordenen, når vi har så mange løse ender i forvejen, vi burde tage affære på.
Men det er ikke svært at se, at vi selv gør integrationen unødvendig problematisk, når vi skærer alle over én kam – i stedet for at gå forrest med det gode eksempel og vise, at her i DK hopper vi ikke over, hvor gærdet er lavest.
Hvor du sætter dit kryds er ikke det vigtigste. Det skal ingen nemlig bestemme for dig.
Det vigtigste er, at du ser nuancerne.