Tag Archives: Onkel S blog

29. marts 2014
9 kommentarer
Ikke kategoriseret, kvinder

Modige kvinder tisser i bukserne af skræk

Ja, undskyld, Rikke, overskiften er nok en lillebitte smule ladet. Men læs videre, der er mening med galskaben.

I dag læste jeg Rikke Grosells interessante og super velskrevede artikel i Information omkring frustrerede kvinder tæt på de 40 (Læs den her). Rikke er cand.pæd.psyk, frustreret singlekvinde og 38 år. Jeg er tekstforfatter, undrende singlemand og 37 år. Skal vi ikke lige snuppe en rask lille debat bare for hyggen, det tror jeg nok, vi skal.

Den nævnte artikel kommer godt rundt om parforhold, praktiske forhold, seksualitet og ikke mindst udfordringerne ved at være nået til et sted i livet, hvor alvoren sætter ind. Og hvor gå-på-modet sætter ud. Åbenbart. Tillad mig, at smide et par tanker ind i puljen.

Kærlighed ud fra convenience
Det er super let at springe fra kærligheden, når der er et eller andet, der er besværligt. Og frustrationerne kommer lettere nu end nogensinde før. Den der snigende frustration, som når man opdager, at man skal stå i kø i mere end 2 minutter i 7/11.

De sidste 5 år har jeg været igennem 6 kærester i 30’erne, ja, der var blot tale om kortere forhold, som sluttede inden de for alvor rodfæstede sig. Derudover har der været en række dates og de mere løse, seksuelle bekendtskaber. Jeg er ikke ukendt med kvinder i 30’erne, det er det jeg prøver at sige.

Jeg er garanteret heller ikke selv skide let at leve sammen med. Krævende er nok et af de ord, jeg har hørt om mig selv flest gange på den konto. Jeg ved dog, at mine egne styrker langt mere er forankret i menneskelige relationer og kærlighed, end om jeg kan stå som pensionist og vise en fin liste af marathonløb, alene-rejser og 25 års guldpinden fra klubben “Vi står på egne ben – fuck kærester!”.

Min sidste kæreste havde en lap papir hængende på opslagstavlen. Herpå stod et mantra, som hun mindede sig selv om, hver morgen når hun gentog det igen og igen foran sig selv i soveværelsesspejlet. Lad os kalde det Ole H. syndromet. Og ja, hvis det virker så virker det. Men hvad nu hvis, og ja jeg mener naturligvis kun hvis, at man lige fik banket lidt tro på sig selv ind i skallen, som omhandlede at man havde styrken til at fungere i et forhold i stedet for. Måske parforholdsfrustrationen ville få trænge kår. 

Kvinden har sejret sig selv ihjel
Udadtil er kvindernes sårbarhed åbenbart ikke en egenskab, de kan bruge til ret meget, hvis man skal tolke på dem, jeg har mødt. Trods at sårbarhed er en kendt nøgle til mange af livets facetter, der driver selvindsigt og flytter grænser. I stedet er det blevet til en udbredt tendens, at “bevise” at man som kvinde er stærk nok til at “vælge kærligheden fra”.

Problemet er bare, at det er en rendyrket Kejserens Nye Klæder effekt – det er en surrogatværdi, som ingen reel værdi har. Jo, hvis du har papir på, at du er patologisk forholdsafhængig, så fair nok, tag en slapper. Men er du et normalt intelligent og ellers velfungerende, socialt individ, så kunne det godt være, at din styrke ikke måles på beviset for, at du kan “stå på egne ben”. Især ikke hvis du samtidig tror, at du hviler i dig selv på den måde. Det gør du nemlig ikke.

Jeg går ind for ligestilling! Det ser jeg som en selvfølge, ligesom jeg går ud fra, at vi alle er lige værdige uanset race, om man kysser med det modsatte køn eller sit eget. Men ligestilling er for mig ikke, at vi skal til at kopiere hinandens biologiske mønstre og behov, blot for at vi kan fornemme vores egen indre styrke som ligestillede. Vi er mennesker, vi skal leve sammen, vi skal formere os, vi skal leve af kærlighed. Hvornår blev det lige en styrke at rende væk fra den?

Dengang mor og far var unge
For 40 år siden eller ca. deromkring, før vores forældre fik os, der kan man sgu tale om mod på kærligheden. Man reagerede og stod ved sine valg. Ingen sms’er, snapchats, facebookanmodninger, google-søgninger, linkedin tjeks og emails. I dag er vi koblet på og juicet op fucking altid. Møder vi en flirt i byen er det endda normalt at give vedkommende et forkert telefonnummer med vilje. Fordi det er sjov og spas. Og fordi vi ved, at Ove S. havde ret – der kommer altid en sporvogn mere. Og metroen kun med 3 minutters mellemrum.

På samme måde holder det os også i en noget besværlig konstellation. Gennem årtier vænner vi os til, at kærligheden er flygtig, at den er besværlig, og vi vil satme ikke miste os selv. Men mon ikke vi rent faktisk mister os selv lidt, hver gang vi dukker os, gemmer os og siger: “Jeg skal bevise, at jeg er stærkest alene”. Havde min ekskæreste hver morgen i spejlet sagt: “Jeg tør, jeg kan, jeg vil – kærligheden”, så var situationen måske en helt anden. Og frustrationen måske formindsket.

Så ja, Rikke, der er ikke meget brugbart gemt i den frustration der. Men hvad nu, hvis vi mænd lover, at vi blot er mænd. Og I kvinder lover, at I bare er kvinder. Måske vi så kan vende skuden. Sammen.

med emneordet , , , , , , , , , , , ,
31. december 2013
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Year of the hipster-pork

Er draget til München for at fyre den af i det Sydtyske med en kæk københavner under armen og hendes funny vin-drikkende slæng om bordet. Det vin-drikkende faktum forventer jeg bliver sat i fokus allerede om et par timer. Sker det ikke af sig selv, må jeg naturligvis være så galant at åbne og dekantere, så der kan mæskes i den røde drue. Men inden da er det jo tid til, at jeg lige smider nogle velassorterede ord ud over læsefladen her. Nye observationer i året der er gået, spørger du?

Tjaaaa, pulled pork über alles, God damn it! Prøvligeoghørher, det ér faktisk ikke noget nyt! Og det ér faktisk muligt at lave det uden at involvere instagram! Det er også muligt at spise det, uden at simultant opdatere sin facebook-status. Ja, jeg ved godt, det kommer bag på mange, men jeg har selv testet det. I mine forældres generation, var glaseret hamburgerryg, rejecocktail og fondue uden tvivl blevet gennemspammet på newsfeed’en, hvis det havde været en mulighed dengang. Og i 2013 har der åbenbart floreret et så stort mainstream-hipster-ønske fra den brede befolkning, at man altså var pænt ligeglad med, hvor bandwagon-ish man virkede – man skulle med djævlens vold og magt uploade nærmest et helt fotoalbum fra alle facetter af denne begivenhed, bare fordi der var noget øf-øf, der var blevet revet fra hinanden i et køkken. (Åh se lige, jeg kan sgu også! Nørder.)

Pulled Pork

Men jeg elsker da sociale medier, så hvad med næste år, at vi i stedet ser mere medister på instagram! Det vil jeg gerne selv knipse løs for. Dog bliver det nok mest post-digestion. ”Earlybird”-filter snapshots durk ned i kummen med overskriften: ”Det er nok lidt svært at se nu, men hold op, hvor havde jeg arrangeret det flot på tallerknen i går!” Ja bevares, det er lige klammo nok, jeg ved det. Men stop så med den hipster-pork!

2013 var også året, hvor det canadiske hausfrau-rockband Nickelback med ultra-”badass” forsanger, Chad Kroeger, tog på en verdensturné, da de samtidig udsendte et greatest hits, vol. 1 album. Er der andre end mig, der fornemmer et paradoks her? Mig bekendt har bandet nu blot haft én eneste forpulet sang, der har ramt få dele af verden som et slags hit. Det er muligt, at folk i Canada og visse steder i det mondæne og forskrækkede USA ikke er så kræsne med deres rockindtag – men resten af verden griner altså endnu mere bespottende af det plastikband nu. Nu hvor de ligefrem laver et greatest hits album vol. 1, så man må formode at de selv mener, at de rent faktisk har hits til et helt album og fandme også til en 2’er og måske 3’er. Come the fuck on, tågehorn, Europe rocks better than that!

I 2013 gik vejret ”amok” og medierne fulgte trop!

eb

Ja, i hvert fald i et par timer i slutningen af oktober og igen et par timer i december, hvor et pænt insisterende stormvejr passerede landet fra vest. Og nej, det er sgu ikke så tit, at vi ser så meget blæst med så hårde vindstød – men en storstilet orkan var det altså ikke, peeps! Noget af det sjoveste ved den storm var vel nok at se efterspillet på facebook – Kbh. vs. jyderne. Folk i Kbh. smed lystigt updates på facebook om Evel Knievel-lignende cykeletaper over Langebro i modvind, billeder af busser med udblæste ruder (?), billeder af Konya Kebabs nu helt vandrette udendørsskilt – og video fra en stillestående metro i mørket, hvori fremmede mennesker hyggede sig sammen med guitarspil og fællessange, imens stormen hærgede. Anderledes så det åbenbart ud i det jyske, hvis man skal dømme udfra facebook, hvor tendensen var slående og først kom dagen efter – jeg nåede i hvert fald at spotte 7 forskellige opslag med næsten identiske billeder af havetrampoliner med bunden i vejret. Wtf? Men ok, det er da også belastende, at man ikke bare kan hoppe op og ned, når det blæser sådan.

Well, en sidste 2013-observation, jeg har fået gjort mig: Umiddelbart troede jeg, at tanker var toldfrie. Men efter at have mødt dennehersens sjove ”rebelsk-pæn-pige-med-lange-ben-i-rock’n’roll-læder-nederdel”, er det dog ofte, jeg er blevet konfronteret med spørgsmålet: ”Hvad tænker du?” … bare sådan ud af det blå. Mon det hjælper at forklare, ”jeg tænkte lige på, hvordan dælens det skal lykkes mig at udflatulere en velakkumuleret omgang metangas under dobbeltdynen uden at blive opdaget”. Altså jeg mener, vil hun virkelig blive tilfreds med svaret?? Derudover er det også nu blevet evident, at badeværelset er et ”safe place”, hvorfor man holder døren lukket, når man tisser – ja, den igangværende samtale kan faktisk godt tåle et lille kunst-break. (Told you so). Til gengæld er det stadig røvbelastende, at Maoam, kanelgifler og den dyre rom bliver placeret på øverste hylde i køkkenet – hvor jeg ikke kan nå!! Det tangerer jo voksenmobning, for fuck sake. Forventer også at høre introduktionsmantraen ”SE, hvor den lille mand kan danse!” efter maden i aften. But it’s all good, man er vel en entertainer! Godt nytår, venner, pop den pagne –  mere ’dister og fed lykke til alle i det nye år.

Ægte Silvester Prost!

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , ,
2. november 2013
3 kommentarer
Ikke kategoriseret

Danmarks nye skræmmebillede

Med udsigt til et forestående Kommunalvalg har mine tanker nået en undren omkring landets reelle, mentale forfatning. Der er dem, der taler værdier og politik (eller i hvert fald forsøger), og så er der de mennesker, der ikke er så heldige at være udstyret med den notoriske, almene fornuft, og som derfor ikke bestiller andet, end at fodre den indre frygt for alt andet end frikadeller og kartoffelsalat – med smædesange om uhyret fra de varme lande.

Det er pudsigt nok mange af de samme mennesker, der sætter en stemme på Liste O, som en slags vaccinationstryghed mod en fantom-rabies, som sektlederen spyr ild og spår dommedag med. Det kan man mene om, hvad man vil, min mening er, at det netop har været grunden til, at mit skræmmebillede for dette land, har båret præg af en vis observation af sammenhængen mellem interessante parametre som selvindsigt, tolerance, selvværd og intelligenskvotient blandt mange af ytringspassionisterne.

Men faktisk fik skræmmebilledet lige en tand mere absurditet, da partiet Danskernes Parti valgte at forsøge at lefle stemmer til at komme med på listen i dansk politik. En noget usund af udseende kvinde, med en (for mig i hvert fald) uforståelig klovne-agtigt make-up udtaler på vegne af dette parti: (Citat) ”Integration er positiv særbehandling af de fremmede, og dermed diskrimination af os danskere. Danskernes Parti vil stoppe integrationstiltagene og i stedet bruge pengene på danskere”. Her har vi altså at gøre med en samling af folk, der intet har i posen at føre politik på end frygten for de forfærdelige mennesker, der ikke tilfældigvis er født i Danmark. Jamen for pokker, det minder mig jo om den der gamle sci-fi serie ”V”, hvor folkene på jorden skulle kæmpe mod invasionen fra det ydre rum. Undskyld mig, men jeg havde en lille forhåbning om, at så disillusionerede mennesker enten befandt sig på Sankt Hans eller bag hvide tophatte ude på den amerikanske ødemark. Hvad gik galt, Danmark?

Og det spørgsmål får mig direkte videre til min egentlige pointe. For skræmmebilledet i dag i dette land har nået helt nye højder. Glem alt om tophatte og Toblerone til kaffen. Det, jeg i virkeligheden er godt og grundigt skræmt over, er den groteske udvikling og indignation, som lige nu fylder landet med mental og sjælelig armod. Jeg taler om horden af forsmåede og forurettede danskere, der føler sig så dybt krænket, at var det en mulighed at foretage en officiel lynching på rådhuset, så gjorde de det. Hvad har dog gjort dem så vrede og truet deres eksistens? Simpelthen, at et ganske trivielt tv-underholdningsprogram i primetime om fredagen, ikke er så forudsigeligt, som folk har været vant til de sidste 10 år. Seriøst?

Godt nok er jeg klar over, at der florerer en vis form for comfortzone og vanemagt i mange folk, men at man glemmer hele konceptet i ”seerbaseret underholdningsprogram”, og bliver sønderknust over, at en god dansk fodboldhelt fra gamle dage, ikke længere har danseben som en 20 årig, men alligevel bliver holdt i live i programmet af seerstemmer – det chokerer mig mere end de førnævnte skræmmebilleder. I 10 år har det tv-underholdningsprogram kørt derudaf efter præcis samme skabelon og manuskript, det er sjovt nok ikke en præmisse, at den bedste nødvendigvis vinder, det er det der er hele humlen. Og så sker der det, at pludselig viser seerne en kæmpe interesse for den gamle stivbenede, men altid sympatiske fodboldspiller og med en fin gestus siger til ham og resten af landet: ”Du skal sgu ikke bare blive tromlet ned af dommerne, gamle jas, du fortjener at opleve vores massive glæde for dig som menneske – nu skal ’the underdog’ have en særlig støtte i stedet for alt det jævne underholdningsniveau, vi har været tvunget til i årevis, tillykke!” Alt sammen sker helt efter bogen via sms-stemmer rundt om i landet. Ja, TV2 siger endog selv: ”Nu er det tid til at stemme på den, DU ønsker at se videre”. Der er åbenbart mange, der ønsker at se en bestemt deltager gå videre. Alt burde jo være i den skønneste orden, og om ikke andet så et smil på læben over at forudsigeligheden endnu ikke har dysset enhver underholdning i tv til et udslettende lavpunkt. Ja, alt burde være ok, lige bortset fra den her forfærdelige frygt, der paralyserer en masse mennesker: “JAMEN, HVAD ER NU DET FOR NOGET, DET HER ER UVANT FOR MIG, JEG VIL IKKE HAVE DET, JEG FÅR DET LIDT SKIDTMADS NU, LAD NU VÆRE.” Og så starter lynchstemningen ellers. Der var også mange, der blev fortørnede, da Lykkehjulet stoppede på skærmen, men bare fordi nogen aldrig vil se et tv-program slutte eller bare ændre sig lidt, er det ikke ensbetydende med, at tv-programfladen ikke må have lov at udvikle sig efter 10 års forbudte trin.

Skærmbillede 2013-11-02 kl. 12.54.38

Trangen til glansbilledet er åbenbart altdominerende i dele af befolkningen. Og skal det have lov at danne præcedens i politik også, vil ethvert valg jo være afgjort fra start – for så ville Liberal Alliances liste af ”SE&Hør-ansigter” uden tvivl blive stemt videre side om side med Dansk Folkepartis forkæmpere for den “ægte” danskhed, for ellers er fredagshyggen jo ikke intakt.

Hvorfor fanden er vi i Danmark så bange for en hverdag uden Bastogne og termokande?

med emneordet , , , , , , , , , , , , , ,
Nyere indlæg →