5. august 2014
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Vi glemte at tænke. Selv.

Dette millennium bør kendes som:
Det er samfundets (og mediernes) skyld!

Groft sagt. Men der er en pointe gemt her et enkelt sted. Eller to.

Det starter allerede i børnehaven
Forældre losser ungerne i institutioner fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Når de så har nogle få vågne timer med ungerne om aftenen, skal tiden bruges velvalgt. Knap så meget dannelse og ”jeg tager dig under min vinge og lærer dig om livet” – og meget mere: ”Hvad vil du have at spise, hvad vil du se i tv, hvilken Macbook har du brug for” … og: ”Hvor er bedsteforældrene og institutionerne i den her opdragelse, jeg har jo slet ikke tid til mig selv.”

I takt med selvrealiseringens guldalder og nypuritanismens beskidte indtog har vi glemt realismen et eller andet sted. Glemt at se indad. Vi storelsker at hade.

Og vi hader virkelig meget. Ventetid, hvede og usunde folk med 5 kilo for meget på badevægten, det og dem hader vi i stor stil. Men ikke lige så meget som vi smadderhader cigaretter, og dem der ryger dem. Hvis vi står på en åben DSB perron få meter fra en, der har tændt en cigaret, så skal vedkommende med cigaretten lynches. Det er klart. Vedkommende står jo og er i færd med at bedrive overlagt mord over en potentiel 50 meter strækning. Vi kan dog vælge at træde et par meter længere væk i fri luft og lade rygeren stå i sin røg og damp. Det gør vi ikke. I stedet skal der klages, skrives læserbreve og desperat råbes op i håb om, at samfundet må træde til med endnu et indsnævrende totalforbud.

Livet på jorden eksisterede også før det nye millennium. Der kunne børn rigtigt nok blive udsat for omgivelser med røg, manglende airbags, NutraSweet og blive slæbt med alskens steder hen, når forældrene havde ærinder. Det lyder ikke rart i dag. Men hvis valget står mellem, at børn på 7-8 år skal have en iPhone 5s med Hello Kitty cover og en forskrækket tilgang til livet … eller … en til tider ikke så bornert og poleret opvækst, der rent faktisk hjælper dem til at træffe fornuftige beslutninger senere hen – ja, burde valget være så svært?

Efter skoletiden går det for alvor ned ad bakke
Nu skal der findes et nyt sted at pege fingre, institutionerne kan ikke klandres længere. Det er ikke svært at finde et alternativ. De onde medier!

Vi har mistet lysten til at agere bonus pater familias. Vi er i stedet uhyre sårbare og skræmmende påvirkelige; hvis man skal vurdere på udviklingen.

Og nå ja. Bar hud har ødelagt vores fremtid. Åbenbart. Det startede naturligvis, da pornografien blev frigivet. Noget skal jo have skylden. Mennesker har i dag ikke selv en vilje, de er KUN et produkt af tiden. Lyder det til. Har vi set på noget porno engang, set unreality-tv som Paradise Hotel eller har set en noget bar kvindenumse i en ligegyldig reklame for en lige så ligegyldig energidrik i gadebilledet; så er vi sikre på, at hele generationer bliver til respektløse idioter med et nedværdigende syn på et helt køn. Der må læserbreve til igen. Medierne ødelægger os!

Bevares, vi ser desværre også fra tid til anden en række folk, der tiltusker sig uheldige mønstre og nedværdigende retorik. Er det mon et resultat af medierne, dårlig opdragelse, bristet personlighed eller en form for opgør mod alt det forskrækkede? Eller en blanding. Det er frit at gætte …

De veluddannede smider trumfen
I 2014 findes der ikke længere mandlige pædagoger i Danmark. De er i dag uddøde i det fag. Der findes kvindelige pædagoger og latente pædofile. Flere og flere institutioner opstiller absurde regelsæt om, at en faglig uddannet voksen mand ikke må hjælpe barnet på toilettet uden opsyn, ikke må holde barnet tæt, have det på skødet, trøste det med nærhed eller blot være alene med barnet. Den voksne uddannede mand, må ikke passe sit job. Det synes vi er fint. I hvert fald vinder det mere og mere indpas. Mening med galskaben skal man nok lede efter i Sankt Petersborg eller ca. deromkring.

Her er mit gæt. Det er hverken samfundet eller pik og patter i medierne, der har ødelagt os. Det har vi selv.

Vi glemte, at vi er efterkommere af aberne. Og bildte os ind, at vi nedstammer fra strudsen.

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
10. juni 2014
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Nærigrøve besudler mit humør

Jeg farer ofte og lystigt på tværs af landsdele med DSB. Ja, her er der nok at tage fat på til bloggen, men det bliver en anden god gang. Denne gang må jeg nemlig ytre mig (thank God for ytringsfrihed) om en ganske særlig type passager, som åbenbart jævnligt er at finde i lige præcis min vogn.

Det er den type, der har lidt svag fatteevne omkring konceptet pladsbilletter. Det er som sådan råddent nok i sig selv at befinde sig flere timer i det dårlige indeklima, så jeg vil formode, at det kun tæller ekstra på nedtursbarometret, hvis man skal stå op hele vejen på sin PLANLAGTE tur på tværs af vort yndige land.

Når nu togbilletten alligevel koster det samme som en tur til Harzen, kan man jo lige så godt flotte sig og smide 30 kr. ekstra ind i puljen – og sikre sig en dedikeret siddeplads fra A til B.

Det er dog langt fra logik for nærigrøvene.

Jeg har måtte overvære flere galdesprængende episoder rettet mod medpassagerer – og nu også mod mig selv. Senest på min sidste fart i sommervarmen. Ka’ vi ha’ det? Gu’ ka’ vi røv.

Lettere svedig og anstrengt ankommer jeg til korrekt vogn (fordi toget holder ca. 14 sekunder på perronen på Nørreport, og det der med tydelig nummervisning på vognene er pænt meget en mangelvare), men jeg går roligt til min plads.

Her sidder så det grå guld og mæsker sig i medbragte fødevarer.

”Hej, I sidder desværre på min plads”. (Jeg er ikke det mindste ked af den konstatering, men jeg er vel pænt opdraget).

”Øh, nå?!? … kan det passe … jamen … du skal da vel ikke bruge to sæder?”

”Nej, nej, men plads 52 har jeg, og jeg tænker, at I rejser sammen”. (Igen, der er en ren diplomat gemt i mig. Lidt endnu).

Konen kigger på manden. Manden ligner en der godt ved, at han bør rejse sig, men intet sker. Konen mener så, at sagen nærmer sig en kategori, hvor Morten Spiegelhauer burde forfølge mig med kamera og opklarende spørgsmål. (Så eksplicit er hun ikke, men hendes ansigtsudtryk og et par forvildede vrinsk kan ikke afsløre, at det er det hun mener).

I stedet begynder den der skingre tone for alvor at optrappe i lydniveauet.

”Det kan man da ikke bare sådan komme og sige” (Øh, jo det kan man sådan set godt) ”– jamen det er noget vrøvl, der står da ikke, at pladsen er optaget”. (Hun peger på displayet øverst).

(Nu begynder min milt at brokke sig).

”Altså, jeg ved ikke, hvorfor de ikke har opdateret det, men der står da i hvert fald, at pladsen KAN være reserveret. Og det er den altså.” (Her har jeg efterhånden lyst til at tyre et stykke friskprintet A4 lige i kæften på hende, men mine billetter er på computeren – og den gider jeg ikke lige til at finde frem blot for at claime min betalte plads).

Kvinden giver ikke sådan lige op.

”Det er da noget mærkelig noget, det her”.

(Nu orker jeg praktisk talt ikke så meget situationen mere, og jeg mærker minutiøst lunten blive kortere … )

”Jeg så et par ledige pladser nede i den anden ende, men nu har jeg tilfældigvis betalt for en siddeplads, det er sjovt nok den her, og nu vil jeg egentlig gerne lige ind og sidde … så?”

”Undskyld, men må vi have lov at se din pladsbillet?” (WTF?)

”Nej, men du må se den her!” Nogle gange er en finger nok, andre gange må man nødvendigvis frem med en anden legemsdel.

(Bevares, den sidste del her skete ikke, men man bliver sgu fristet).

Hør nu her, dobbelt-op-på-dumme-dunse. Hvis I vælger at tage chancen på de mest frekventerede afgange – uden pladsbillet – så har I fandme også bare at pakke strikketøj og Werther’s Echte sammen i en fart og forlade sædet uden så meget som et eneste bebrejdende kvæk, når jeg stiger på og erfarer, at I sidder på den plads, JEG valgte at betale 30 kr. for. Ellers brænder jeg helt sammen. Så er det sagt.

PS.
Og husk nu og smil lidt derude, det er jo sommer, for pokker!

Bom sagde det.

med emneordet , , , , , , , , , ,
29. marts 2014
9 kommentarer
Ikke kategoriseret, kvinder

Modige kvinder tisser i bukserne af skræk

Ja, undskyld, Rikke, overskiften er nok en lillebitte smule ladet. Men læs videre, der er mening med galskaben.

I dag læste jeg Rikke Grosells interessante og super velskrevede artikel i Information omkring frustrerede kvinder tæt på de 40 (Læs den her). Rikke er cand.pæd.psyk, frustreret singlekvinde og 38 år. Jeg er tekstforfatter, undrende singlemand og 37 år. Skal vi ikke lige snuppe en rask lille debat bare for hyggen, det tror jeg nok, vi skal.

Den nævnte artikel kommer godt rundt om parforhold, praktiske forhold, seksualitet og ikke mindst udfordringerne ved at være nået til et sted i livet, hvor alvoren sætter ind. Og hvor gå-på-modet sætter ud. Åbenbart. Tillad mig, at smide et par tanker ind i puljen.

Kærlighed ud fra convenience
Det er super let at springe fra kærligheden, når der er et eller andet, der er besværligt. Og frustrationerne kommer lettere nu end nogensinde før. Den der snigende frustration, som når man opdager, at man skal stå i kø i mere end 2 minutter i 7/11.

De sidste 5 år har jeg været igennem 6 kærester i 30’erne, ja, der var blot tale om kortere forhold, som sluttede inden de for alvor rodfæstede sig. Derudover har der været en række dates og de mere løse, seksuelle bekendtskaber. Jeg er ikke ukendt med kvinder i 30’erne, det er det jeg prøver at sige.

Jeg er garanteret heller ikke selv skide let at leve sammen med. Krævende er nok et af de ord, jeg har hørt om mig selv flest gange på den konto. Jeg ved dog, at mine egne styrker langt mere er forankret i menneskelige relationer og kærlighed, end om jeg kan stå som pensionist og vise en fin liste af marathonløb, alene-rejser og 25 års guldpinden fra klubben “Vi står på egne ben – fuck kærester!”.

Min sidste kæreste havde en lap papir hængende på opslagstavlen. Herpå stod et mantra, som hun mindede sig selv om, hver morgen når hun gentog det igen og igen foran sig selv i soveværelsesspejlet. Lad os kalde det Ole H. syndromet. Og ja, hvis det virker så virker det. Men hvad nu hvis, og ja jeg mener naturligvis kun hvis, at man lige fik banket lidt tro på sig selv ind i skallen, som omhandlede at man havde styrken til at fungere i et forhold i stedet for. Måske parforholdsfrustrationen ville få trænge kår. 

Kvinden har sejret sig selv ihjel
Udadtil er kvindernes sårbarhed åbenbart ikke en egenskab, de kan bruge til ret meget, hvis man skal tolke på dem, jeg har mødt. Trods at sårbarhed er en kendt nøgle til mange af livets facetter, der driver selvindsigt og flytter grænser. I stedet er det blevet til en udbredt tendens, at “bevise” at man som kvinde er stærk nok til at “vælge kærligheden fra”.

Problemet er bare, at det er en rendyrket Kejserens Nye Klæder effekt – det er en surrogatværdi, som ingen reel værdi har. Jo, hvis du har papir på, at du er patologisk forholdsafhængig, så fair nok, tag en slapper. Men er du et normalt intelligent og ellers velfungerende, socialt individ, så kunne det godt være, at din styrke ikke måles på beviset for, at du kan “stå på egne ben”. Især ikke hvis du samtidig tror, at du hviler i dig selv på den måde. Det gør du nemlig ikke.

Jeg går ind for ligestilling! Det ser jeg som en selvfølge, ligesom jeg går ud fra, at vi alle er lige værdige uanset race, om man kysser med det modsatte køn eller sit eget. Men ligestilling er for mig ikke, at vi skal til at kopiere hinandens biologiske mønstre og behov, blot for at vi kan fornemme vores egen indre styrke som ligestillede. Vi er mennesker, vi skal leve sammen, vi skal formere os, vi skal leve af kærlighed. Hvornår blev det lige en styrke at rende væk fra den?

Dengang mor og far var unge
For 40 år siden eller ca. deromkring, før vores forældre fik os, der kan man sgu tale om mod på kærligheden. Man reagerede og stod ved sine valg. Ingen sms’er, snapchats, facebookanmodninger, google-søgninger, linkedin tjeks og emails. I dag er vi koblet på og juicet op fucking altid. Møder vi en flirt i byen er det endda normalt at give vedkommende et forkert telefonnummer med vilje. Fordi det er sjov og spas. Og fordi vi ved, at Ove S. havde ret – der kommer altid en sporvogn mere. Og metroen kun med 3 minutters mellemrum.

På samme måde holder det os også i en noget besværlig konstellation. Gennem årtier vænner vi os til, at kærligheden er flygtig, at den er besværlig, og vi vil satme ikke miste os selv. Men mon ikke vi rent faktisk mister os selv lidt, hver gang vi dukker os, gemmer os og siger: “Jeg skal bevise, at jeg er stærkest alene”. Havde min ekskæreste hver morgen i spejlet sagt: “Jeg tør, jeg kan, jeg vil – kærligheden”, så var situationen måske en helt anden. Og frustrationen måske formindsket.

Så ja, Rikke, der er ikke meget brugbart gemt i den frustration der. Men hvad nu, hvis vi mænd lover, at vi blot er mænd. Og I kvinder lover, at I bare er kvinder. Måske vi så kan vende skuden. Sammen.

med emneordet , , , , , , , , , , , ,
31. december 2013
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Year of the hipster-pork

Er draget til München for at fyre den af i det Sydtyske med en kæk københavner under armen og hendes funny vin-drikkende slæng om bordet. Det vin-drikkende faktum forventer jeg bliver sat i fokus allerede om et par timer. Sker det ikke af sig selv, må jeg naturligvis være så galant at åbne og dekantere, så der kan mæskes i den røde drue. Men inden da er det jo tid til, at jeg lige smider nogle velassorterede ord ud over læsefladen her. Nye observationer i året der er gået, spørger du?

Tjaaaa, pulled pork über alles, God damn it! Prøvligeoghørher, det ér faktisk ikke noget nyt! Og det ér faktisk muligt at lave det uden at involvere instagram! Det er også muligt at spise det, uden at simultant opdatere sin facebook-status. Ja, jeg ved godt, det kommer bag på mange, men jeg har selv testet det. I mine forældres generation, var glaseret hamburgerryg, rejecocktail og fondue uden tvivl blevet gennemspammet på newsfeed’en, hvis det havde været en mulighed dengang. Og i 2013 har der åbenbart floreret et så stort mainstream-hipster-ønske fra den brede befolkning, at man altså var pænt ligeglad med, hvor bandwagon-ish man virkede – man skulle med djævlens vold og magt uploade nærmest et helt fotoalbum fra alle facetter af denne begivenhed, bare fordi der var noget øf-øf, der var blevet revet fra hinanden i et køkken. (Åh se lige, jeg kan sgu også! Nørder.)

Pulled Pork

Men jeg elsker da sociale medier, så hvad med næste år, at vi i stedet ser mere medister på instagram! Det vil jeg gerne selv knipse løs for. Dog bliver det nok mest post-digestion. ”Earlybird”-filter snapshots durk ned i kummen med overskriften: ”Det er nok lidt svært at se nu, men hold op, hvor havde jeg arrangeret det flot på tallerknen i går!” Ja bevares, det er lige klammo nok, jeg ved det. Men stop så med den hipster-pork!

2013 var også året, hvor det canadiske hausfrau-rockband Nickelback med ultra-”badass” forsanger, Chad Kroeger, tog på en verdensturné, da de samtidig udsendte et greatest hits, vol. 1 album. Er der andre end mig, der fornemmer et paradoks her? Mig bekendt har bandet nu blot haft én eneste forpulet sang, der har ramt få dele af verden som et slags hit. Det er muligt, at folk i Canada og visse steder i det mondæne og forskrækkede USA ikke er så kræsne med deres rockindtag – men resten af verden griner altså endnu mere bespottende af det plastikband nu. Nu hvor de ligefrem laver et greatest hits album vol. 1, så man må formode at de selv mener, at de rent faktisk har hits til et helt album og fandme også til en 2’er og måske 3’er. Come the fuck on, tågehorn, Europe rocks better than that!

I 2013 gik vejret ”amok” og medierne fulgte trop!

eb

Ja, i hvert fald i et par timer i slutningen af oktober og igen et par timer i december, hvor et pænt insisterende stormvejr passerede landet fra vest. Og nej, det er sgu ikke så tit, at vi ser så meget blæst med så hårde vindstød – men en storstilet orkan var det altså ikke, peeps! Noget af det sjoveste ved den storm var vel nok at se efterspillet på facebook – Kbh. vs. jyderne. Folk i Kbh. smed lystigt updates på facebook om Evel Knievel-lignende cykeletaper over Langebro i modvind, billeder af busser med udblæste ruder (?), billeder af Konya Kebabs nu helt vandrette udendørsskilt – og video fra en stillestående metro i mørket, hvori fremmede mennesker hyggede sig sammen med guitarspil og fællessange, imens stormen hærgede. Anderledes så det åbenbart ud i det jyske, hvis man skal dømme udfra facebook, hvor tendensen var slående og først kom dagen efter – jeg nåede i hvert fald at spotte 7 forskellige opslag med næsten identiske billeder af havetrampoliner med bunden i vejret. Wtf? Men ok, det er da også belastende, at man ikke bare kan hoppe op og ned, når det blæser sådan.

Well, en sidste 2013-observation, jeg har fået gjort mig: Umiddelbart troede jeg, at tanker var toldfrie. Men efter at have mødt dennehersens sjove ”rebelsk-pæn-pige-med-lange-ben-i-rock’n’roll-læder-nederdel”, er det dog ofte, jeg er blevet konfronteret med spørgsmålet: ”Hvad tænker du?” … bare sådan ud af det blå. Mon det hjælper at forklare, ”jeg tænkte lige på, hvordan dælens det skal lykkes mig at udflatulere en velakkumuleret omgang metangas under dobbeltdynen uden at blive opdaget”. Altså jeg mener, vil hun virkelig blive tilfreds med svaret?? Derudover er det også nu blevet evident, at badeværelset er et ”safe place”, hvorfor man holder døren lukket, når man tisser – ja, den igangværende samtale kan faktisk godt tåle et lille kunst-break. (Told you so). Til gengæld er det stadig røvbelastende, at Maoam, kanelgifler og den dyre rom bliver placeret på øverste hylde i køkkenet – hvor jeg ikke kan nå!! Det tangerer jo voksenmobning, for fuck sake. Forventer også at høre introduktionsmantraen ”SE, hvor den lille mand kan danse!” efter maden i aften. But it’s all good, man er vel en entertainer! Godt nytår, venner, pop den pagne –  mere ’dister og fed lykke til alle i det nye år.

Ægte Silvester Prost!

med emneordet , , , , , , , , , , , , , , , , ,
2. november 2013
3 kommentarer
Ikke kategoriseret

Danmarks nye skræmmebillede

Med udsigt til et forestående Kommunalvalg har mine tanker nået en undren omkring landets reelle, mentale forfatning. Der er dem, der taler værdier og politik (eller i hvert fald forsøger), og så er der de mennesker, der ikke er så heldige at være udstyret med den notoriske, almene fornuft, og som derfor ikke bestiller andet, end at fodre den indre frygt for alt andet end frikadeller og kartoffelsalat – med smædesange om uhyret fra de varme lande.

Det er pudsigt nok mange af de samme mennesker, der sætter en stemme på Liste O, som en slags vaccinationstryghed mod en fantom-rabies, som sektlederen spyr ild og spår dommedag med. Det kan man mene om, hvad man vil, min mening er, at det netop har været grunden til, at mit skræmmebillede for dette land, har båret præg af en vis observation af sammenhængen mellem interessante parametre som selvindsigt, tolerance, selvværd og intelligenskvotient blandt mange af ytringspassionisterne.

Men faktisk fik skræmmebilledet lige en tand mere absurditet, da partiet Danskernes Parti valgte at forsøge at lefle stemmer til at komme med på listen i dansk politik. En noget usund af udseende kvinde, med en (for mig i hvert fald) uforståelig klovne-agtigt make-up udtaler på vegne af dette parti: (Citat) ”Integration er positiv særbehandling af de fremmede, og dermed diskrimination af os danskere. Danskernes Parti vil stoppe integrationstiltagene og i stedet bruge pengene på danskere”. Her har vi altså at gøre med en samling af folk, der intet har i posen at føre politik på end frygten for de forfærdelige mennesker, der ikke tilfældigvis er født i Danmark. Jamen for pokker, det minder mig jo om den der gamle sci-fi serie ”V”, hvor folkene på jorden skulle kæmpe mod invasionen fra det ydre rum. Undskyld mig, men jeg havde en lille forhåbning om, at så disillusionerede mennesker enten befandt sig på Sankt Hans eller bag hvide tophatte ude på den amerikanske ødemark. Hvad gik galt, Danmark?

Og det spørgsmål får mig direkte videre til min egentlige pointe. For skræmmebilledet i dag i dette land har nået helt nye højder. Glem alt om tophatte og Toblerone til kaffen. Det, jeg i virkeligheden er godt og grundigt skræmt over, er den groteske udvikling og indignation, som lige nu fylder landet med mental og sjælelig armod. Jeg taler om horden af forsmåede og forurettede danskere, der føler sig så dybt krænket, at var det en mulighed at foretage en officiel lynching på rådhuset, så gjorde de det. Hvad har dog gjort dem så vrede og truet deres eksistens? Simpelthen, at et ganske trivielt tv-underholdningsprogram i primetime om fredagen, ikke er så forudsigeligt, som folk har været vant til de sidste 10 år. Seriøst?

Godt nok er jeg klar over, at der florerer en vis form for comfortzone og vanemagt i mange folk, men at man glemmer hele konceptet i ”seerbaseret underholdningsprogram”, og bliver sønderknust over, at en god dansk fodboldhelt fra gamle dage, ikke længere har danseben som en 20 årig, men alligevel bliver holdt i live i programmet af seerstemmer – det chokerer mig mere end de førnævnte skræmmebilleder. I 10 år har det tv-underholdningsprogram kørt derudaf efter præcis samme skabelon og manuskript, det er sjovt nok ikke en præmisse, at den bedste nødvendigvis vinder, det er det der er hele humlen. Og så sker der det, at pludselig viser seerne en kæmpe interesse for den gamle stivbenede, men altid sympatiske fodboldspiller og med en fin gestus siger til ham og resten af landet: ”Du skal sgu ikke bare blive tromlet ned af dommerne, gamle jas, du fortjener at opleve vores massive glæde for dig som menneske – nu skal ’the underdog’ have en særlig støtte i stedet for alt det jævne underholdningsniveau, vi har været tvunget til i årevis, tillykke!” Alt sammen sker helt efter bogen via sms-stemmer rundt om i landet. Ja, TV2 siger endog selv: ”Nu er det tid til at stemme på den, DU ønsker at se videre”. Der er åbenbart mange, der ønsker at se en bestemt deltager gå videre. Alt burde jo være i den skønneste orden, og om ikke andet så et smil på læben over at forudsigeligheden endnu ikke har dysset enhver underholdning i tv til et udslettende lavpunkt. Ja, alt burde være ok, lige bortset fra den her forfærdelige frygt, der paralyserer en masse mennesker: “JAMEN, HVAD ER NU DET FOR NOGET, DET HER ER UVANT FOR MIG, JEG VIL IKKE HAVE DET, JEG FÅR DET LIDT SKIDTMADS NU, LAD NU VÆRE.” Og så starter lynchstemningen ellers. Der var også mange, der blev fortørnede, da Lykkehjulet stoppede på skærmen, men bare fordi nogen aldrig vil se et tv-program slutte eller bare ændre sig lidt, er det ikke ensbetydende med, at tv-programfladen ikke må have lov at udvikle sig efter 10 års forbudte trin.

Skærmbillede 2013-11-02 kl. 12.54.38

Trangen til glansbilledet er åbenbart altdominerende i dele af befolkningen. Og skal det have lov at danne præcedens i politik også, vil ethvert valg jo være afgjort fra start – for så ville Liberal Alliances liste af ”SE&Hør-ansigter” uden tvivl blive stemt videre side om side med Dansk Folkepartis forkæmpere for den “ægte” danskhed, for ellers er fredagshyggen jo ikke intakt.

Hvorfor fanden er vi i Danmark så bange for en hverdag uden Bastogne og termokande?

med emneordet , , , , , , , , , , , , , ,
24. september 2013
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Michael Bublé – jeg gylper lidt, hver gang jeg hører det navn.

Hvis du er på min facebook, har du nok set dagens harme på min status. Det var hér, at jeg også blev opfordret til at tale lidt mere om emnet her på bloggen. Jeg har i ugevis væltet rundt på en lyserød sky (noget med hormoner vist), men jeg må bare erkende, at der er grænser for hvor længe jeg kan holde min fornemme tarmflora i skak, hvis ikke jeg også får brokket mig.

Buble kan jeg ikke li'

Jeg lytter naturligvis. Og selvom de velvalgte ord i den status, sådan pænt godt lige opsummerer, hvordan jeg har det med den glansfulde Bublé (bublæj)(burde omdøbes til pu-ble), så er der alligevel tilstrækkelig med harme i hver og én af fibrene i min ellers så fine organisme, at jeg må prøve at forklare lidt nærmere om min afstemte afsky. For at vi ligesom alle ved, hvad og hvem vi taler om, er her lidt wiki-halløj.
Buble burde gaffatapes
AAAAAAAAAHHHH!!!!! Ja, det sker hver gang jeg ser hans fjæs. Og hver gang jeg hører hans overdrevne karikerede flødesovs-jeg-er-svigermors-våde-klit-klang i radioen, gylper jeg lidt frokost helt ud på tungespidsen. Med mindre den lige har stået på kanelgifler til dessert, er det bare herrenitten! Hør nu her, den her gustne kremerkarl af en jakkesætsgøglernisse kan INGENTING. Fat det nu, han er til at brække sig over. Brække sig på. Nej, brække sig i, og så brække sig på. Og så ser jeg fandme i dag, at han åbenbart giver koncert i København til februar. Men hvorfor? Hvem kommer? Målgruppen kan jo alligevel ikke holde ud at stå op mere end 5 minutter ad gangen. Er der i det hele taget en decideret “målgruppe”? Jeg fatter det ikke, hvis man er så uheldig at rende ind i en af hans sange i radioen, så står det klart for enhver (det burde det), at her er tale om en nylon-nuggi, der har stået med en mikrofon i hånden lidt for længe, uden at folk lige har været så flinke at sparke lidt visdom i skallen på knægten: “Kæft, du lyder dum, luk røven!”

Jeg vil da skide på, om dit lokale plejehjem giver dig thumbs up, når du går på knæ, babber en vissen gren og kvæder en vise til et omvandrende forklæde, der lugter af kiste. Men jeg vil på ingen fucking mulig måde, se eller høre dig her på mine breddegrader. Du er så glasur-grim at selv Mylius for længst har opgivet dig, din opkastigangsættendegelébefængteøretæveindbydendelorteludersøn. Hvem fanden får en “karriere” på at synge andre folks sange, men fucking synge dem af helvede til – det giver jo ingen fucking mening! Hvem helvede køber og betaler for at han holdes i live. Red verden, boykot Bublé! (Boy cut, som i: Klip kuglerne på fljolset, inden din nabo køber hans cd).

Den dag bublæj kaster sig over Slayer, det bliver den dag, jeg lærer at stave til fadva … fatwa … fatsvans. You get the point.

med emneordet , , , , , , , , , , ,
28. august 2013
4 kommentarer
Ikke kategoriseret

Hallo, prøv lige og udtryk dig normalt, ikk’

Det har ophobet sig igen. Jeg må af med noget harme. Sådan er reglerne.

Alt for mange gange må jeg stå ansigt til ansigt med diverse personager, som strør om sig med ord og begreber, og blot lige udtaler dem enten pænt forkert eller direkte komplet spasseragtigt. Ingen af delene passer mig særligt godt, hvis jeg må være så fri. Og sådan noget skal jo påtales! Men kender I ikke det, at selv når man hører det flere gange fra samme person, så er det lidt svært lige at få sagt: “Hey du, altså, øh, det hedder det ikke det der!” Ok, jeg har ikke det store problem med at få det sagt, men for en god ordens skyld, så skal vi bare lige have noget på det rene – før jeg får en svulstig galdesten sendt på anatomisk rundtur.

Euro … du ved de der penge, man kan betale med. Hov, sagde du Øjro?? Hør nu her, tysker-klon, du tager vel heller ikke et smut til Østøjropa i ferien, imens du læser Øjroman i flyet og betaler din toldfri Boss deo med dit Øjrocard vel. Det er engelsk og bør udtales ligeledes. Kan du ikke fatte det, så har jeg en sløv kniv, og du har ikke nogen tunge mere, capiche?

Stress .. du ved, den der folkesygdom, der florerer. Hvad satan, kalder du det strass?? Du skal rykke direkte til talepædagog, din gøglerklovn, du er ikke i cirkus nu! Man ka’ jo for fanden ikke tage et menneske seriøst, som står og siger at han er ved at gå ned med strass! Det lyder jo alt for tæt på græs … eller om ikke andet, så noget fyføj udslæt, som kan kureres med en creme fra apoteket. Stop det nu!

Steak … ah ja, den der lææææækre saftige bøf, du ved nok. Men vil du ikke nok være sød og lade være med at kalde den for en “stiihk”. Min tolvfingertarm visner en smule hver gang, jeg hører det pis. Jo bevares, det er rigtigt der er noget der udtales “tiihk” og staves teak. Det er træ og 60’erne var rigtig glade for det, men hvordan fuck får du det flettet sammen med din bøf, fætter Guf? STÆJK!!!

Advokado … nej vel??

Nostallagi … øh hvad??

Kysten … som i Vestkysten. Dejligt sted, hvis man kan li’ sådan noget kystværk. Men du stopper lige præcis nu med at insistere på, at det dejlige y skal dominere hele samtalen! Det hedder fucking ikke kyyysten. Det hedder “køsten”, så fat det! Ellers har jeg et fladt bræt og et søm … det er en leg, der hedder “prøv at sig det igen?!”

Initiv … WTF? Ok, du har så svært ved at udtrykke dig, at du finder det lettere lige at skippe et par bogstaver? Det kan godt være, at det var tilladt i specialklassen, men her i den normale verden, der gider jeg kun forstå dig, hvis du gider være så sød og bare sige det som det nu engang hedder – initiativ. Se det er ikke svært.

Og så lige en til træningstosserne. Wood … det betyder træ på engelsk … WOD (wåt) derimod er den daglige crossfittræning. Hvis du ikke kan kende forskel på de to ting, må jeg så ikke anbefale dig at holde dig til Yatzy og andre mere tilforladelige fritidssylser, så undgår du også at få en slemmer wood-skade.

Have I made myself clear?

med emneordet , , , , , , , , , , , ,
14. maj 2013
Skriv en kommentar
Ikke kategoriseret

Hvilken løbestil har du?

Jeg har nu i noget tid bevæget mig ud på diverse ture med løbeskoene på, og her har jeg spottet en masse andre løbere – som udviser en eller anden form for løbestil. Det fik mig til at tænke på, om jeg egentlig selv har én, eller om jeg bare ligner en, der skal have hjælp fra start til slut. Der findes de klassiske løbere. De har alt det nymodens gear på – evt. også et svedbånd hist og pist og i hvert fald vaskeægte løbetøj købt et sted, der sikkert hedder Kipketer.dk eller deromkring. Der er dem, der har verdens mest fokuserede mine på, hvor man tænker: Ok jeg må af vejen, ellers går ham der Chuck Norris på mig. Og så er der også dem – de lidt irriterende af slagsen – som løber med en makker i højt tempo, og bare griner og snakker på hele turen. Dem, der åbenbart ikke så tit skal trække vejret. (Hvordan gør de??) Og så er der også nogle helt andre, som jeg længe har undret mig over og tænkt: Sig mig, hvorfor dælens er det nødvendigt at lufte fingeren sådan:

m1_00000-34758-lumix_fp-p1690441-now_720v-wmarked

Har du selv set disse løbere? Hvorfor er det lige, at de skal rende og stritte med tomleren, bare fordi der skal lidt fart på – I don’t get it? Det ser jo ret tosset ud egentlig. Efter lang tids undren, og lad mig bare indrømme også en del spontan refluks på vejen, så måtte jeg jo gå lidt dybere her. Det går jo ikke at jeg også får sure opstød hele tiden, imens jeg selv har travlt nok med at holde lunger, sidestik og prostata i skak på sådan en tur. (Hvilket dog nok til tider kan forklare en lettere psykopatisk løbestil fra min side).

Ingen jeg har talt med kan umiddelbart forklare denne tomler-trang. Det gav så heldigvis frit spil til mine egne tanker. De kan nogle gange være lidt sjovere end dokumenteret fakta. Jeg har i hvert fald nu overbevist mig selv om, at netop disse løbere rent faktisk er de absolut sejeste af slagsen. Dem der har et vanvittigt overskud. Dem der ikke gider være sådan total hipster omkring det, men som lige vil signalere budskabet sådan mere subtilt. De giver simpelthen lige thumbs up til alle de møder på deres vej, uanset hvor pressede på kilometerne de er. Det er sgu da god stil – sådan mega karma-friendly på den store klinge. Fuck at Kipketer løb til Olympisk sejr med kun én sko på. Fuck alle dem med startnumrene på brystet, der mener at 42 komma whatever kilometer er sejt. De her Thumbs-up runners har min respekt. Fordi fra nu af ser jeg dem alle sådan her:

images

med emneordet , , , , , , , ,
28. april 2013
3 kommentarer
Ikke kategoriseret

11 tegn på, at du er pænt prollet

Og nu er det blevet tid til “prolle-listen”.

11 tegn på, at du uden tvivl “bonger” ud i toppen som flaming prolle. Kan du sætte kryds ved et par stykker, skal du nok lige se dig selv i spejlet. Kan du sætte kryds ved samtlige, skal du nok bare få en henvisning fra lægen.

1. Du frekventerer ivrigt Jensens Bøfhus – og kommer med facebook updates som “Så så man lige mig voldspise en god frokostbøf og gå amok i fri salatbar”. Prøvligeoghørher: Hvis samlebåndsbøf, slatten iceberg og dårlig deko er lig med kvalitetsmad og restauranthygge, så har du enten verdens mest triste smagsløg, eller også så trænger du til at komme lidt ud af din comfortzone.

2. Du bruger gerne en lørdag formiddag på at finde tobak og rullemaskine frem – og så ellers lige rulle dig 200 smøger, som du derefter kan putte i dit plastik-etui (dog kun 20 af gangen). Prøvligeoghørher: Det smager af lort, det er dårlig stil og du burde få dig en hobby. Case closed.

3. Du er en mand, der mener at dine slim Iceman t-shirts og sølvhalskæde er dét kvinderne vil ha’. Prøvligeoghørher: Hop ud af 90’erne, der findes faktisk andre butikker end Din Tøjmand.

4. Du har dit eget mobildiskotek. Prøvligeoghørher: Cerwin Vega, Vengaboys og stroposkob gør dig ikke til Trentemøller, comprende?

5. Du har ikke fattet, at det er mega latterligt og topgrimt at du ikke har udskiftet dine gamle 80’er skåle i pastelhelvede-mønster. Prøvligeoghørher: Bare fordi de ikke “fejler noget” som i at de ikke er gået i stykker, det betyder ikke at de ikke fejler noget. Det gør de, de er grimme og du ligner en nar, når du sætter dem på bordet! (Denne er møntet på mig selv, og trods tidligere blogindlæg er skålene blot sat til side og ikke røget ud – men det sker nu!)

6. Du ejer et par Crocs og hører ofte dig selv sige “Jamen de er bare mega nice at have på!” Prøvligeoghørher: Der er meget, der er “nice” at have på, men det betyder ikke, at æstetik og sund fornuft skal ha’ fingeren. Vi er andre mennesker, der skal se på det vanvid. Ud med dem!

7. Du stemmer DF. Prøvligeoghørher: …

8. Du nægter at have en facebookkonto, for som du siger “Jeg vil ikke støtte sådan et multi-internationalt firma, der bare vil gøre mig afhængig og så stjæle mine oplysninger, og jeg forstår ikke, at I ikke kan se det!”. Prøvligeoghørher: Der er sket meget med nettet siden midt 90’erne, og enten så får du lige hovedet ud af nummi og ser, hvordan tingene reelt hænger sammen – eller også så klapper du lige kaje med din uvidenhed om det IT samfund vi lever i, imens du sjovt nok elsker at Google dig frem til alskens hjemmesider.

9. Du konkluderer, at du nu konstant har set Netflix i dagevis og er nået til 3. sæson af The L-Word. Prøvligeoghørher: Bare fordi der er girl-on-girl action 5 gange i hvert afsnit, er det stadig en tøseserie for dælens. Der må sgu da være andet du kan bruge din tid på – få et liv! (Denne er også møntet på mig selv. Hmm.)

10. Du er kvinde og kommer hjem fra frisøren og ligner en, der er blevet 10 år ældre hver eneste gang. Prøvligeoghørher: Bare fordi du og hele din familie inkl. dine hunde har kommet ved samme frisør i et dekade eller to, må du gerne lige prøve at læse et modeblad en gang i mellem, eller om ikke andet prøve at få en “second opinion” fra en du kender, der rent faktisk ikke bruger al sin fritid i et storcenter.

11. Du har hørt denne sætning et par gange fra det modsatte køn “Du er sgu da lidt af en bonderøv inderst inde, hva”. Prøvligeoghørher: Hvis du har hørt det flere gange, er der måske noget om snakken, smartass! (Denne her er sgu også møntet på mig … pis også.)

143960

(fååååååårk de er ugly)

med emneordet , , , , , , , ,
18. april 2013
2 kommentarer
Ikke kategoriseret

Forkerte typer man har datet. Version 2.0

Læste i dag lige den herlige kristinaricken.com blog (hun er sjov!) omkring hendes mystiske dates tilbage i tiden. Åh ja. Det inspirerede mig til at nedfælde lidt memoires af mine egne på samme emne af dates gone wrong. For om man er i forhold eller ej, så har man jo stået (eller siddet) i mange af disse obskure situationer engang, hvor man har begivet sig ud på dates og kort efter tænkt, Jesus Christ sikke en weirdo!

Den belastende:
En enlig mor, som brugte 2 timer på at fortælle nonstop, hvor fantastisk hendes eksmand var og en lang række anekdoter, om ting han havde sagt og gjort gennem årene, som bare fik hende til at mærke, at hun var i live. Og da jeg så lige får 2 minutters taletid, omtrent samme tid som desserten er indtaget, får jeg så sådan lidt perplekst talt videre i emnet “ekser”, og får sagt noget i stil med “Tja, så fantastisk tror jeg ikke mine ekser har været alligevel”. Det resulterede i denne sætning fra hendes mund: “Du virker altså meget som en kedelig sortseer, jeg synes at alt der kommer ud af din mund er negativt, det skal du nok arbejde med” …

Den jævnt trælse:
Jeg er jo jyde i København, og det kan da godt være en fin icebreaker nogle gange at kommentere det der med jyder vs. københavnere. Men en noget evident faktor, er lige at afstemme om bølgelængden er der, inden man brovtende og bovlamt basker løs med de ignorante stereotyper. Og det hjælper ikke at gentage sig selv på multi-funktion, hvis kemien ikke er der. Hende: “Forresten jeg kan godt tale jysk, vil du høre?”. Mig: “Ja”. Hende: “AHOW-AHOW-AHOW-AHOW-AHOW!” Mig: “Øh ok”. Hende: “AHOW-AHOW-AHOW-AHOW-AHOW !!? ja sådan lyder det jo, når en jyde taler!!”. To gange senere på samme date udbryder hun midt i en samtale, helt udenfor kontekst: AHOW-AHOW-AHOW-AHOW-AHOW! …

Den fjendtlige:
Efter 15 min. siger hun pludselig, da to tilfældige indvandrere kommer ind på cafeen: “Hvordan har du det med perkere? Jeg smadrer dem, hvis de begynder at være provokerende og sige en masse, det har jeg gjort før”. Mig: “Øh ok, altså, hvordan mener du lige?”. Hende: “Ude hvor jeg bor, er jeg bare vant til at de der pisseirriterende perkertøser er så skide provokerende, så hvis de lægger sig ud med mig, så smasker jeg dem en” …

Den skræmmende:
Hun får udtalt sig om, at intet ka’ forarge hende, og at hun helt sikkert har prøvet meget mere end de fyre hun møder. Det skabte da lidt nysgerrighed til de kommende dates, bevares. Men nogle gange kan nysgerrighed forvandle sig til noget, der tangerer angst. Mig: “Nå, men fortæl lidt om, hvad du mener at du har prøvet, som er så vildt da?”. Hende: “(…) og så fordi jeg havde taget så sygt meget coke, så glemte jeg ham på korset, og vågnede først maaaaange timer senere” …

And the winner is: (læs videre på eget ansvar!)
Der var en, der for alvor tog kegler, og derfor føler jeg mig nødsaget til at gå lidt dybere i detaljen her. Håber at folk kan leve med det. I hvert fald er historien, at jeg havde mødt en nydelig, frisk og pæn pige i byen (nogle år siden), der var ikke rigtig noget at sætte en finger på, så vi måtte jo date videre. Den stod så på mad hos mig, men jeg havde ikke lige opdaget, at hun åbenbart var gået ret offensivt ombord i mit tysker-stash af dåseøl, der stod stablet i køkkenet, imens jeg lavede mad. Og da vinen over middagen så er drukket – og jeg opdager en seriøs flok tomme øldåser i køkkenet også – begynder der at ske noget med denne kvinde. For det første skal hun jo tisse en del, og det foregår ved at hun meget hjemmevant hun går ud på toilettet ude i gangen – og lader døren stå komplet åben, så vi kan tale imens (oh no). Endnu værre bliver det, da dette scenarie gentager sig mange gange, og jeg jo så også er vidne til, at hun ikke vasker hænder nogen af gangene (noooooo!). Og nu tager det fart. Hun vil altså danse og kysse, og det skal bare være nu. Noget tvivlende på dette truckeroptrin forvilder jeg mig ud i et par kys. Desværre kysser hun også med fingrene (wtf?), så jeg får lige klør fem i kæften et par gange (hun har ikke vasket hænder!!!). Det må jeg jo lige sætte en stopper for, så vi sætter os på sofaen og tager en slapper. Her kvitterer hun så med at næsten sidde halvvejs ovenpå mig – og pludselig vifter hun løs med hænderne og storgriner: “Haha føj, den lugter sgu den her”. Helt og aldeles i chok over lige at være blevet pruttet på (sådan en pæn pige!?), får jeg bare sagt “Øh, det kan jo smutte”. Men nu vil hun igen til at snave, og jeg er tæt på ren panik. Heldigvis siger hun så: “Der er noget jeg må fortælle dig, jeg har altså mit lort”. (Tankerne nu er en blanding af eeeeww og pyyyha, så slipper jeg for det her, mon hun ikke bare tager hjem så, det er jo en hverdagsaften). Hun fortsætter: “Men det er altså ikke noget, der rører mig, jeg er klar”. Mig: “Men det rører mig, det kommer ikke til at ske”. Hvorefter jeg rejser mig, og går ud og børster tænder. Da jeg kommer tilbage står hun i undertøj med tandbørsten fremme og siger: “Hvornår skal du møde i morgen, vi kan jo følges afsted imorgen” (åh jeg magter ikke mere). Jeg er her nået til terminal-stadiet og mumler nu bare usammenhængende fraser, som hun alligevel ikke ænser. Jeg skal bare have sovet nu, så det her helvede bliver overstået, så jeg beder til min skaber om, at hun nu forhåbentlig bare falder i søvn pronto. Det gør hun ikke. Hun vil med djævlens vold og magt have noget action, trods den der lille subtile nyhedsupdate hun gav tidligere. Da hun oplever den insisterende kolde skulder, sker der følgende: “Ej hvor er du bare nedern, jeg troede du var en cool fyr, nu har du hele aftenen spillet op til mig, og så vil du ikke fuldføre det”. Jeg ender med ganske bestemt at bede hende vende sig om og sove – NU. Efter en halv times brok sker det, og der bliver sovet. Om morgenen vågner jeg ved, at den pæne pige er tilbage, og nok ikke kan huske at hun forvandlede sig til Madam Skrald: “Tak for en dejlig aften søde, det må vi gøre igen” …

Oh yes, true story. Det der med at date, er vist mest for de sådan rigtig meget eventyrlystne 😉

Men held og lykke derude, det er jo forår, så man kan vel altid håbe!

med emneordet , , , , , , , , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →