Onkel S Blog

Da jeg nu ligesom selv er kravlet op der midt i 30’erne (lidt endnu), så gik jeg sådan set og ventede på en eller anden åbenbaring mht. også at føle mig sådan rigtig voksen. Bevares, begreber som ratepension, momsregistrering og efterlønsspørsmålet tog da lidt kegler, hvor jeg lige måtte tjekke, hvor mange cardigans der egentlig er i skabet. Men det der med at være voksen, hvad er det egentlig, og hvornår opstår det? Det gør det, når du opdager, at ord du før havde lagt noget sjovt i slet ikke længere betyder det samme. Det er skete for nyligt for mig.

O.G. har hele min opvækst betydet Original Gangster, sådan total ICE-T agtigt, yeah – lige siden jeg væltede rundt i det jyske, og syntes jeg var sådan rimelig rå og nede med både heavy rock og gangster-rap. Det var dengang jeg følte mig som en rendyrket fandango (med fedtet hud) og med Chuck T’s på fødderne, Ball denim på benene og en Public Enemy cap på hovedet, imens jeg stjavede rundt og reciterede fraser fra rap-sange, som kun de få ligesindede syntes var charmerende. Der er ikke meget Original Gangster over det i dag. O.G. betyder i dag noget så eksotisk som Open Gym i træningsklubben – og jeg modtager sporadiske henvendelser om jeg lige skal med på noget O.G. i weekenden. Lige til at starte med tænker jeg “freeeeesh vi skal fyre den af for svedigt med fest i gaderne og vilde beats og damer og øl og … “, indtil det kort efter går op for mig, at der nok ikke her tænkes på hverken undergrundskoncerter, crazy fester eller andet, der ville få mig op af stolen og skrige af ungdom. Der bliver i stedet henvist til noget andet svedigt. Den slags der kræver bad bagefter. Fordi alderen trykker, det samme gør forfængeligheden og alle de der pisse belastende ting i livet, som jeg vil betegne som “andre mennesker”. Man er jo et produkt af sin tid, og denne tid her står så på at komme til at se godt ud i Speedos. Knald mig bare durk op i nummi om jeg gider lefle for sådan noget menings-pis. Men jeg er voksen, så jeg gør som samfundet dikterer, naturligvis, selvom det der med at blive stor og stærk kræver en tålmodighed og ihærdighed jeg som en gammel mand har en kende svært ved (udbryder i forvejen gerne et spontant “åhhh” når jeg skal sætte mig ned eller rejse mig op). Jeg mindes dog stadig teenage-rebellen inderst inde, derfor indkøbes absolut ingen Speedos no matter what, tumper!

PS. En anden ting der indikerer, at man er blevet voksen, det er når man opdager nogle halvlange, enkeltstående hår stikkende ud fra det venstre øre og et lille men insisterende hår midt på næsen. Det er herligt endeligt at være blevet voksen.

– men nu råder jeg bod på det. I hvert fald et lille skridt i den rigtige retning. Det I lige må vide her, det er at jeg jo oprindelig er jyde. Og som jyde, så skiller man sig ikke bare sådan lige af med ting, der faktisk ikke fejler noget, altså funktionelt. Ja, det her kommer jo paradoksalt nok kun få dage efter jeg postede mit indlæg omkring den åbenlyse fejl ved “praktiske kvinder”. Må vel se i øjnene, at jeg inderst inde er lidt af en bonderøv selv. So I’ve been told.

Men historien er altså, at i en lang årrække … ja, ok nok siden jeg var 20 eller sådan (pinligt!!), er der åbenbart tre små skåle, der af mystiske årsager ikke er endt i Frellsens Hær. Altså, det er jo bare nogle skåle til salat og sådan, hvad er der så forfærdeligt ved det, tænker du måske. Det skal jeg sige dig. DE ER GYSELIG GRIMME! På den der pisse-fesne firser måde. Jeg må jo have tænkt: Nå, men de fungerer jo stadig. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg gennem tiden har måtte opleve diverse slet skjulte kommentarer fra det modsatte køn. Ja, der var sågar en der direkte mistede appetitten, da maden på bordet var anrettet i disse skåle. Det får man så at vide flere år efter (tak for røv!). Nåhmen, jeg kan jo ikke have denne skamplet hængende på mig, jeg er jo for fanden en moderne mand med god stil, ikk (!?).

Så nu vil jeg blot dokumentere, at jeg har været en 80’er retardo alt, alt for længe (selvom de der skåle har været kanon til guacamole, skal jeg hilse og sige), og nu må jeg jo gøre noget her – der kommer vel et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han lige stepper up og claimer sin stil (eller noget). Så værsgo females, en æra er slut, og jeg starter en ny, nu ryger de omstridte skåle i skralderen!! Jeg lover bod og bedring til enhver, der har måtte trækkes med et måltid hos mig med “nedturs-skålene” – IT’S FINALLY OVER!

Bon appetit.

Det handler om stil, når du vifter med dit klippekort! Sådan er reglerne, og du kan ligeså godt bare komme ind i kampen, for jeg helmer ikke før alle er med her! Offentlig transport er sygt nok i forvejen, så derfor må vi lige her rydde lidt op i nogle misforståelser for, hvad der er god stil, og hvad du bare pænt meget skal snuppe en iskold tyrker på.

Piger med en Haglöf Tight rygsæk sirligt fastmonteret, som om de skal på stroppetur med BS, men i virkeligheden skal de bare have metroen til Flintholm. Hallo, hvad fanden er der sket, jeg troede I var vilde med tasker, design og god stil? Stop nu det der vanvid, tøser. Dilleren dør, når vi ser den slags der. Og der skal jeg da lige sige, at når vi i forvejen selv har begivet os ned i det der lunkne og lufttætte transport-rør, så har vi altså brug for lidt opmuntning. Må jeg anbefale, at I sådan ca. lige nu stopper det der trekking-look! Ja, jeg ved godt at den er ”praktisk”, og der er plads til hele to vanddunke til turen. Men du får altså et los i nummi alligevel – ixnay on the rygsæk, please!

Nu vi er ved adfærden i forbindelse med offentlig transport, så undrer det mig at så få københavnere (og jyder i storbyen) er så fantasi- og eventyrforladte, som det må være tilfældet. Folk har altid så pisse travlt, og ind- og udstigning i metroen og toget er jo én lang kamp for at være den første (why, tror ikke der venter medaljer, gør der?). Og når man så når frem til trapperne på stationen, så kan man vælge den old school version, eller man kan forsøge sig med den mere moderne og elektroniske af slagsen. Men hvorfor står alle stille på rulletrappen? Altså, du har her en gylden mulighed for spontant at bevæge dig i dobbelt-op tempo. Men det gider du ikke eller hvad? Jeg forestiller mig altid, at jeg er superhelten Uncle-Ace, der smelter alle kvindehjerter med mit blik, når jeg haster forbi – i bedste overskuds-speed nærmest majestætisk sejlende op fra undergrunden. Sig mig, er jeg den eneste, der ynder at mestre denne disciplin? Til gengæld skal du vide, at det er pisse dårlig stil, når du giver mig et mega chok med det der kæmpe brag, der bryder gennem metroen, når du rejser dig i en fart fra dit klapsæde UDEN lige at skænke en tanke, at jeg altså ikke har fået morgenkaffe endnu!

Ps. Er du en af dem uden Haglöf, så stik mig et smil, jeg superhelter den på Nørreport ved 9 tiden de fleste hverdage. Hasta luego!

Man kan jo altid lige hive en lille liste op af lommen, og i dag er blevet tid til obskure fobier, jeg ved, jeg aldrig slipper af med. Hvis der er nogen af jer derude, der kan nikke genkendende til det, så sig endelig til – så jeg ved, jeg ikke er alene med det her!

1. Jeg er dødsens angst for denne hersens citrusbastard kaldet pomelo. Jo jo bevares, den ser sgu da ganske frisk og harmløs ud ved første øjekast. Men jeg ved bare, at der er noget rablende galt, så snart jeg har pillet den, og ser dens noget læderagtige “hud”. Det bliver så endnu værre i det øjeblik, jeg prøver at putte et stykke i munden og tygge lidt på det. Hvad fuck er det der sker med denne såkaldte frugt, jeg får med det samme testet min gag reflex, og kan konstatere at den virker. Og jeg tænker, at det må være naturens måde at sige til os homosapiens, at alt der ligner en lime IKKE nødvendigvis skal i munden! Seriøst, den helt ubeskrivelige konsistens som denne pomelo-gøj byder på, er jo sådan en af slagsen, hvor det er ret umuligt at sige, om det er en anden mands røvballe, jeg er ved at tygge på (hvis der absolut skal ædes røv for det skal der jo, så tager jeg en røv som jeg tager min vin – classy, sassy og med en moden præference for de spicy hun-druer), om det er en møghamrende gusten appelsin, der har ligget afpillet lidt for længe i forruden af en gammel Volvo (på et instrumentbræt, der engang var sort, men nu har en noget mørnet askegrå eksistens) – eller om der skulle være tale om et skjult kamera show med Annette Heick (lader den lige stå et øjeblik). Frugter man bare ikke kan regne med, de skræmmer sokkerne af mig, så er det sagt!

2. Gulvtæpper og negle. Ved udmærket godt at de fleste har det sådan med negle på en skoletavle. Men det rører mig ikke, det gør det derimod, hvis jeg tvinges til at køre hånden henover et gulvtæppe. Bare tanken om det, får min hud til at stå i flammer, min milt til at prøve at kravle ud af nummi på mig – og min krop ender faktisk i stress. Stress over ikke at vide, om det er sådan her det føles at dø (ung), eller om det hele kan redes ved at vomitere som en syg grønlænder midt på stedet. Det er den slags stress, man har lidt svært ved at forklare til sin læge. Men det kan en fobi jo gøre ved en sådan noget. Og please venner, bare fordi jeg har sagt det nu, behøver I ikke lokke mig til at prøve at køre hænderne gennem et gulvtæppe ved næste mulige lejlighed, vel. Så kaster jeg op på jer!

3. Jeg er pisse bange for skjult kamera show med Annette Heick. Ok, denne her er nok ikke en decideret fobi, men den bør nævnes uanfægtet. For uanset hvor meget jeg prøver at face my fears, så er hun for mig ligeså scary og ligeså træls, som jeg forestiller mig, at en Tjernobyl-gevækst ville være at ligge i ske med. You get the picture? Ser jeg Annette Heick, ser man mig 4 sekunder efter løbe febrilsk gennem Amager for at komme ud til Svenskerbroen og hoppe ud – imens jeg skriger “Keeeeeeeld for fanden, hvad har du gjort??” (Vil skrige det på latin, fordi det bare ville være et sejt citat på gravstenen).

Det var bare lige det jeg ville sige, hej hej!

Så er vi ligesom i gang med januar, folkens. Der er jo nytårsforsæt, der skal effektueres. Jeg selv har kickstartet året med Paleo og crossfit. Jeg spiser rimelig sundt, men har næsten daglige kvaler med at gå – hvilket er lidt underligt, da jeg direkte kan se, at mine ben stadig er der. Folk siger, at man får så meget fornyet energi af crossfit. Jeg har indtil videre mest fået to paralyserede lemmer, der samtidig gør så naller, at jeg har præsteret en enkelt gang at vågne om natten og måtte lave strækøvelser??

Januar er også her, at jeg tager fat i en professionel forandring, da jeg er gået fra at være almindelig reklamelønslave, til at være selvstændig/freelancer, da de københavnske bureauer åbenbart tøver med at fastansætte en elskværdig tekstforfatter. For jer der har prøvet noget lignende, så ved I, at der kan være lidt opstartsudfordringer med de likvide midler, som man ikke helt har garanti for. Derfor måtte jeg også en tur i banken, for ligesom at få en ”kompetent bankrådgiver” til at vurdere slagets gang de kommende måneder. Det har så vist sig at være lidt af en ligegyldig beslutning.

Jeg hoppede på cyklen og daffede til Trianglen. Ja, jeg har Nordea. En præsentabel ”karrierekvinde” sidst i 20’erne kaldte mig til, og vi gik sammen mod mødelokalet. Men allerede i de første sekunder anede jeg en noget pertentlig og lettere Adolf-agtig gangart, der skulle vise sig 5 minutter senere at manifestere sig i både ansigtsfolder og ordforråd.

En bankrådgiver i Nordea er ikke en rådgiver. Man får ihvert fald absolut ingen råd med videre. Man får i stedet en maskinel opvisning i, hvordan SS-Tyskland velsagtens måtte have fungeret. Blottet for personlighed, og med en trang til at få mig tilpasset i formalia og obskure interne regler, begyndte belæringsmonologen. Jeg sad altså og lyttede til en automat, som hvis jeg havde proppet en skinnende 20’er i tøsen. Jeg sad længe og ledte efter slukknappen, og da jeg ikke kunne finde den overvejede jeg et sekund, om jeg burde give hende et ordentlig los, for at se om det hjalp. Jeg forbarmede mig dog. Men jeg burde nok bare være gået Jax Teller på hende, for efter belæringen kom salgsmonologen. (Hvilket for mig var så malplaceret, at jeg lod mig selv forme et lille fnis – som hun pænt kvitterede med et Stasi-blik).

Efter en snak omkring det nu ret nedbarberede rådighedsbeløb i de kommende måneder, hvor jeg må spare ret seriøst på en del poster, så mente banktossen at det var tid til at sælge mig en ny og dyrere forsikring. Hun gik all-in på at sælge hele budskabet med, hvorfor man bør være godt dækket ind i alle tænkelige kroge af livet, som hvis jeg skulle være mongol og ikke lige vide noget om den slags. Luk nu røven, flittiglise, jeg HAR forsikringer – de er rimelig billige, og er hos et andet selskab end det I har aftaler med, lev med det!

Faktisk viste det sig, at jeg gerne skulle påtvinges nogle yderligere forsikringer også, som jeg ikke vil mene er lige nu, jeg skal opgradere på – og oven i købet blev hele herligheden 1200 kr. dyrere om året. ”Det er jo ikke meget, når man tænker over det, det er blot 100 kr. om måneden”. Tja, jeg er ved at skære alvorligt i mit rådighedsbeløb i nogle måneder, så hjælper det jo ikke meget, at jeg samtidig gør dig en provisions-tjeneste, din lille piccoline-mus. Bevares, du er da lidt sød og business-agtig, som du sidder der og glæder dig til din 30 års fødselsdag, imens du klamrer dig til ”manuskriptet”, men du er IKKE en bankrådgiver. Make no mistake about that, my girl. Vor herre bevares.

Jamen, vi skal da til det igen. Købe en ny kalender. Og lige reminische lidt over det forgangne år.

Dagene op til årsskiftet er gået med tunge skridt (mest fordi de 6 kilo svin med tilbehør, der blev indtaget i juledagene ikke helt er gledet ned. Ja, det matcher dårligt Thomas Rode biblen – kald det “manglende komplians”) og i mit tilfælde er selveste nytårsaften først blevet endeligt planlagt i disse dage. Men det vender jeg lige tilbage til.

Først skal vi lige tage et tilbageblik på 2012. Det var året, hvor den frække Gangnam nøjser tog os alle med storm – og gav i hvert fald os, der ikke har set Vild Med Dans – lidt flere muligheder på gulvet. Jeg havde faktisk skrevet sådan en Gangnam nøjser øverst på ønskesedlen i år, for hold da kæft sådan en hoppende buddy gad jeg godt ha’. Jeg fik dog Baconnaise på dåse i stedet for af en fransk bulldog, og så glemte jeg lidt om nøjseren.

Tyvetolv var også året, hvor jeg måtte vinke farvel til et par stykker på vennelisten grundet dennehersens blog, jeg har mig. Karikerede øjebliksbilleder er åbenbart hylende morsomme lige indtil man genkender sig selv i et splitsekund. Jeg kan nu berolige kommende vægelsindede med at det nye år ikke blot kommer til at afspejle min indre trang til at brokke mig (den trang er stor), men jeg vil også tage vare på de søde, hyggelige, dejlige, bekræftende, berusende og boblende smil i hverdagen. Lige indtil vi alle brækker os. Bevares, jeg er jo også en følsom fyr. Jeg har bare ikke lige så meget tålmod gemt i puklerne, som mange andre. Men det arbejder jeg videre på, kald det et nytårsforsæt. (Ja, man må jo også give lidt af sig selv engang imellem).

Vi må heller ikke glemme, at tyvetolv bød på Netflix. Og jeg fandt ud af lige at køre et bette bit torrent trick efterfølgende. Så pt. har jeg nu set alle afsnit af Sons of Anarchy, Breaking Bad, Weeds, Mordern Family og The Walking Dead, og har nu kastet mig over Boardwalk Empire, inden jeg napser de sidste sæsoner af Mad Men. Hmmm … måske tyvetretten skal beriges med mere “levende” indhold? I såfald tænker jeg, at det vel godt kan starte på Era Ora. Bare for hyggens skyld.

Nåhmen tilbage til dagens store emne, selveste nytårsaften. Den kommer til at forløbe i godt selskab. Ganske vist i Nordvest, men i godt selskab. The Dream Team møder Syholdet (there’s a first time for everything). Menuen er lakseroulade, ølmarineret lam med tilhørende rodfrugter, en lækker dessert jeg ikke kan huske, og så noget jeg godt kan huske: Hvide russere, rom og cola, masser af bobler og en kasse Slots Classic fra Tyskland (courtesy of Farleif). Det bliver en slags temaaften i aften. Det handler nemlig om at tilføre festen en række fede ord. Jeg ved allerede at ord som swag, dope og top dollar vil blive kastet for vildt i grams. Jeg selv bidrager med det nøje udvalgte “superfly”. Alt i aften bliver superfly. “Margrethe er bare for superfly, altså”. “Den her pagne smager bare superfly”. “Kæft, du ser superfly ud”. “Jeg tror nok lige, at jeg er en superfly danser”. “Den bordbombe var da bare grande superfly, jeg mener det”. “Jeg kunne nok godt lige napse en omgang superfly kransekage lige omkring nu”. “Du har bare sådan en superfly aura” …

Lad os lige gøre 2013 total superfly – og mere myrra skær til alle!
Pas på jer selv i aften.

Ciao 🙂

Jamen, så er det jo snart jul, og vi ved, at livet går totalt i stå i denne måned, hvis ikke vi med djævlens vold og magt får skrabet en ordentlig røvfuld julekalendere på facebook – og får liket sider i spandevis i håbet om at være den heldige der vinder kanelsneglen, gavekortet til røv og nøgler eller t-shirten med eget fjæs på. Juhuuuu! Fuck nu af, mand. Lav noget nyt, ja, lav nu bare noget ordentligt i stedet for, noget som ikke skriger til himlen, at der er brugt den samme tomhjernede template über alles.

Den mest absurde julekalender jeg har set på facebook i år, må helt klart være denne hersens herlige app, hvor du hver dag åbner en låge, og er ved at besudle benklæderne i bare spænding. For bag hver låge gemmer der sig en krans af gran og sløjfer – og i midten er der sørme et profilbillede på en af dine venner, trukket vilkårligt på din venneliste. Uuuuuuuh, du kan næsten ikke sidde stille, vel. Så hver dag får du et billede af en af dine venner op på din timeline, så du lige kan være total julekæk og sige god jul … på din egen timeline … med et grimt profilbillede af en du kender. Det er jo dælme smart, og det er bare så hyggeligt! For det vil også kræve alt for meget at sende en personlig mail eller brev. Fucking hell, altså. Så vil jeg sgu nok alligevel hellere dyste i en kalender, der som minimum giver mig chancen for at sikre mig en billig tur hos Colonel Sanders.

Her er en idé til december 2013: Julekalender goes Big Brother. Du kan kun deltage, hvis du samtidig live-streamer dig selv på facebook, og vi andre stemmer dig ud!

Der skal ikke så meget til at charmere de danske damer, og sikkert også visse herrer. En fyr, som er økonomisk på røven, har oprettet en facebook fanpage – hvor han inviterer folk til at lade ham komme forbi og lave mad til dem, for deres egne penge, imens han så også selv spiser med. “I will cook for food” fænomenet er yderst populært, hvis man tæller likes på facebook i hvert fald.

Ok, det vil jeg fandme også ha’ del i, så sådan her bliver det, København: “Jeg vil trylle i dit køkken og se dit tv.” Jeg sætter mig for at spare på mange af mine faste udgifter det næste år, så jeg hurtigere får råd til en giga rejse (eller en ny cykel og ret mange øl) – men det her kan blive din gevinst! Nej, du kommer ikke med på rejsen godt nok, men der er vel ikke grund til at blive grådig heller, vel?

I stedet er reglerne simple, du er måske skide interessant, måske er du ligefrem dyre-elsker med en spændende samling, du er måske endda også lidt sjov (det gælder ikke, hvis du kun selv synes det), måske er du sygeplejerske med god humor, måske er du TDC medarbejder med humor (statistisk kan det vel ske), eller måske er du svedig Crossfit-tosse, men uanset skal du bare have et køkken i hvert fald. Du sender mig en dato og en dosmer-seddel og smider et passende beløb over på min netbank, så klarer jeg indkøb og madlavning. Jeg ved hvad der rører sig inden for god madlavning, og du har for tiden garanteret den store fråder over stenaldermad og rawfood eller stenbiderrogn og champagne, og alt det skal du så skrive ned på sedlen til mig. Det vil være komplet ligegyldigt godt nok, for det jeg vil købe til alle, der melder sig til, det er macaroni, hakket oksekød, røde pølser og tomat puré på flaske – og voila, 15 min. senere er der homemade “færdselsuheld” på dit bord. Det er jo tryl og ren magi.

Efter et mættende måltid (mest fordi jeg af en eller anden årsag altid laver den ret til 6 personer by default), så knapper jeg en øl op og du vasker op. Hey hey, jeg er bestemt ikke dårligt opdraget … jeg har naturligvis selv taget øl med til mig selv. Og for at slå ham kokketossen, der er så populær for tiden, så krydrer jeg lige aftenen med et par timers tv-kiggeri (jeg sparer på tv-pakken på min egen adresse, og du får en cool fyr at se tv med. WinWin.) Og inden jeg går, synger jeg dig en lille kvæde og stikker dig en highfive som tak for mad.

Hvis der er nogen af jer derude, som tænker at det her kunne blive et lige så stort hit som “I will cook for food”, så skal I denondenfløjteme være noget så velkomne til at kommentere her på siden, like, dele og alt det andet rare, I kan med den her blog.

Peace out, I er for lækre!

Hvorfor er der nogen, der ikke har det så godt med at lukke skabet, efter de har taget en kop ud derfra. Jeg synes, det er lidt af et mysterie, som nu plager mig rædselsfuldt. Der findes noget der kaldes dendrofili, som er folk, der har en noget perversiteret trang til at knalde med træ (Sikkert noget med en god knast eller sådan noget). Men findes der så også en decideret fobi for det med at røre ved træ mon … eller er der simpelthen bare lort på håndtaget? Jeg spørger bare. For hvis der er, så hører det da ikke hjemme midt i køkkenet, vil jeg da mene.

Det kan jo nok ikke kræve den helt store anstrengelse, tænker jeg, at sådan lige daffe en låge i igen. Man skal i hvert fald være i usandsynlig ringe form, hvis man pådrager sig en fiber af at lukke køkkenskabet. Alligevel færdes man i et åbent-låge-helvede über alles. Og må jeg i den forbindelse lige påpege, at skabet har det fint nok i sig selv som opbevaringsrum, det er sådan det er designet, det er hult, så man kan stille ting derind. Skabet har kun fået en låge på med ét eneste formål – at lågen lukkes. Så jeg synes da, det er spild af god låge, hvis man bare sådan lader den stå åben hele tiden.

Ja, der er vel egentlig tale om en ægte låge-gate (get it?) med vilde konspirationer frem og tilbage, og ja det inddrager sgu både mænd og kvinder. Men jeg har nu mest oplevet den udført af kvinder. De er edderhylemig dygtige, for man når jo aldrig at afsløre dem i det – i stedet bliver man i tvivl, om man er ved at gå balalajka i øverste køje. Jeg havde kæreste engang, hvor jeg fik en mistanke om, at der foregik et systematisk forsøg på at nedbryde min sjæl. Og det foregik i køkkenet. (Det er bare det falske sted, lige efter soveværelset skal jeg hilse og sige). Det slog ikke fejl, hver gang jeg gik i køkkenet, var der et eller to skabe, der stod med lågerne åbne. Og man bliver jo lettere paranoid efterhånden, som det vanvid står på, og man tror at lågerne bare prøver på at følge efter en. Stalker-låger, de er ikke rare. Blev sgu helt ræd for at tilbringe for mange minutter i køkkenet (var i hvert fald min forklaring). Helt galt var det en morgen, hvor SAMTLIGE låger stod åbne samt en enkelt skuffe. Jeg måtte tage et billede af det, for det virkede bare lidt for meget “Ånderne vender tilbage” agtigt allerede inden morgenkaffen. Hendes reaktion: “Nå, det lagde jeg ikke mærke til.” What? Du kunne finde ud af at lægge mærke til, at min skjorte åbenbart ikke var blevet strøget, men de 8 løbske skabslåger, der sprang efter dig gennem hele køkkenet forsvandt totalt fra dit synsfelt? Ja, jeg ved ikke, om der rent faktisk var lort på håndtaget, men der var da i hvert fald lidt sovs på brillen, tør jeg godt konkludere.

Men hvor er den rygende pistol, hvor er beviset, hvordan finder man ud af sandheden – er folk dovne, findes der en fobi, eller er der virkelig nogen, der sniger sig ind og sirligt smører lun fæces på håndtaget?